Annonce

onsdag den 24. januar 2018

Kanelsnegle muffins

Kanelsnegle går aldrig af mode. De dufter godt. De smager godt. Og de er heldigvis forholdsvis lette at bage selv.
Forleden, da jeg tankede bilen og bagefter stod inde i butikken fristede de lækreste kanelsnegle muffins bag ruden med alt bake-off bagværket. Det kan man mene meget om, men de så altså lækre ud :-) Men jeg købte ingen! Men besluttede at de skulle altså forsøges hjemme i mit køkken.
Og i dag, hvor både Peter og nevøen er på besøg, så var der jo god anledning til at give sig i kast med projektet :-)


Kanelsnegle muffins (8 stk.)

15 gr. gær
1½ dl. mælk
1 silkehønseæg (eller et lille æg)
1 tsk. groft salt
1 spsk. sukker
50 gr. smør/margarine
50 gr. grahamsmel
ca.225 gr. hvedemel

I en skål blandes mælk, gær, salt, æg og sukkker og røres sammen. De to slags mel kommes i et dejtrug og smørret smuldres heri. Lav en fordybning i midten og tilsæt væskeblandingen og rør rundt, inden dejen til sidst æltes sammen. Måske skal der en anelese mere mel i. Sæt dejen til hævning ca. 2 timer på køkkenbordet.

60 gr. smør
60 gr. farin
25 gr. sirup
1 spsk. kanel

Det hele kommes i en gryde og smelter sammen. Rør til en sammenhængende masse og lad det køle af.


Ælt dejen let igennem og rul den ud til et langt rektangel ca. 60 x 15 cm. og fordel sukkermassen derpå. Rul sammen og skær den i ca. 2½ cm brede stykker og sæt dem tre og tre i lidt store papirmuffinsforme. Jeg har arvet nogle forme fra Oles køkken, de passer perfekt her :-)


Efterhæver ½ time inden de bages ved 225 grader i ca. 10 minutter. Køler af og så er der lækre kanelsnegle muffins!


Og jeg kan kun sige: De smager godt! På en lidt grå januardag gør de underværker :-)

God onsdag.
Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar