Annonce

lørdag den 24. februar 2018

En blandet brownie - og lidt sommerhus

Jeg så et billede og opskrift hos Anne au chocolat af en brownie, som var et mix af en brownie og en bondie. Altså en del lavet med mørk chokolade og en del med hvid chokolade. Det kan da kun være godt :-)
Så i mit køkken blev opskriften formindsket og små silkehønseæg kom i brug - og så blev der bagt.
Jeg synes, tanken om en brownie lidt som marmorkage er lidt sjov. Men indrømmet med det samme - den her kage er langt fra en fortidens marmorkager. Godt nok blender en lys dej og en mørk dej - men så slutter sammenligningen også.
Kagen her er god, tung og lækker. Næsten konfektagtig.


Brownie-blondie kage

2 silkehønseæg
100 gr. smør
50 gr. mørk chokolade
50 gr. hvid chokolade
70 gr. mel
120 gr. sukker
lidt groft salt

Alle ingredienser deles i to - og der laves to ens deje:
Kom chokolade og smør i en gryde og smelt det ved svag varme. Lad det køle lidt af. I en skål piskes et æg med sukkeret, let og luftigt. Tilsæt smør/chokolade blandingen og pisk igen. Vend til sidst mel og salt i.
I en lille springform (ca. 15 cm) beklædt med bagepapir kommes først den mørke dej og så den lyse dej. Rør en anelse rundt. Bag kagen ved 180 grader ca. 40 minutter - den er lidt ubagt i midten, det skal den være :-)


Jeg kom lidt pålægchokolade på toppen, da den kom ud og dryssede med tørret hindbær. Kagen køler af i formen.

Og så er det tid til at nyde :-) Den smager dejligt - også dagen efter.

Jeg havde en fridag i går - de sidste feriedage er spredt rundt om i kalenderen, og det er faktisk meget rart - især når Ole også kunne få fri. Så dagen blev igen tilbragt i sommerhus - i dejligt vejr.


Koldt udenfor - der var frost på ydersiden af vinduet - men inde i huset var det 7 grader. Det var selvfølgeligt koldt, men brændeovnen fik snart varme i huset. Men det er nu imponerende, at der var så varmt indenfor, når der ikke er varme på, når vi ikke er der. Træfiberisoleringen fungerer helt klart efter hensigten.


Der kom gang i brændeovnen, og Diva nød helt klart varmen, sofaen og selskabet.


Længe har jeg været på udkig efter en lampe til det sidste hjørne i sommerhuset - et spot til at skinne på husets fine fsc certifikat :-) Jeg fandt en lampe, og i går blev den monteret. Så dejligt.

Det er tid til at ønske en god weekend - jeg er først tilbage hen på ugen. Sidste del af mit vejlederkursus afholdes nemlig i næste uge.

Skøn og smuk dag til dig.
Jette

torsdag den 22. februar 2018

Bagt butternut squash

Jeg er jo begyndt at få en kasse leveret fra Aarstiderne hver anden uge. Og som jeg skrev om det, så er det altid spændende at se, hvad kassen indeholder.
Og sidst var der blandt andet en butternut squash. Jeg har aldrig før rørt ved sådan en eller for den sags skyld smagt den. Og var nok en anelse skeptisk. Men jeg er blevet positivt overrasket :-) Jeg serverede den i sommerhuset - for det er let mad, som ikke kræver særligt udstyr i køkkenet.


Bagt butternut squash (2 pers)

1- ikke for stor- butternut squash
8-10 rosenkål
1 spsk. rapsolie
½ tsk salt
peber

Skær squashen over på midten og skær den ret hårde skal af. I den tykke ende af squashen sidder inderst alle kernerne, de skal skrabes ud. Skær dernæst squashen i tern og kom dem i et ovnfast fad. Del rosenkål en enkelt gang og kom dem i fadet.


Vend grøntsagerne med olie, salt og peber og sæt det i ovnen ved 225 grader og bag det ca. 15 minutter - til grøntsagerne er netop møre.

Og så er der det mest lækre og farvestrålende tilbehør til, hvad menuen nu lige står på.


Her til sidst lige et billede af, hvordan en butternut squash ser ud :-) I øjeblikket har jeg kun kunnet finde den økologisk, men det er da også ok.

God torsdag.
Jette

onsdag den 21. februar 2018

Glutenfri lagkagebund

Jeg skal inden så længe bage en dåbskage til en af mine gamle konfirmander, hvis barn jeg også skal døbe.
Det er en bestillingskage, så jeg håber jo, at kagen lever op til forventningerne. Men ønsket er - hvis det er muligt - en glutenfri kage. Og det er straks værre. For jeg har ikke lavet meget glutenfrit bagværk - disse scones og et par kager. Men nu øver jeg mig lidt inden tid. Opskriften er med inspiration herfra.

I aftes var der igen menighedsrådsmøde, og så de måtte igen være testsmagere :-)


Glutenfri lagkagebund

3 silkehønseæg - eller 2 almindelige
90 gr. sukker
30 gr. rismel
50 gr. havremel (havregryn kværnet med minihakkeren)
3/4 tsk. bagepulver

Pisk æg og sukker godt sammen til det er let og luftigt.


Vend rismel, havremel og bagepulver i og fordel dejen i en springform (ca. 20 cm i diameter) og bag kagen ved 190 grader i ca. 20 minutter. Mærk med en tandstik om kagen er gennembagt. Der må ikke sidde dej på pinden.
Lad kagen køle af inden den tages ud af formen.

Jeg delte min bund i to - det var ikke nogen god ide. For kagen er lidt skrøbelig og smuldrer let. Så næste gang vil jeg bage to bunde og lægge dem sammen.
Præcis sådan som jeg husker min mor gjorde i gamle dage - da havde man lagkageforme til at bage bundene i. Men de forme er blevet kasseret, så nu er det springformen, der bruges i stedet :-)


Lagkagen blev lagt sammen med bærmousse og fik honningkaramel på toppen. Og smagen var der ikke noget i vejen med. Der er lidt mere bid i kagen end i en almindelig lagkagebund. Men det gør nu ikke noget, synes jeg.

Så med forsøget her, er jeg kommet et skridt nærmere den dåbskage, jeg skal bage i maj.

God onsdag.
Jette

mandag den 19. februar 2018

Hyggelige sommerhusglimt

Jeg er rigtig glad for sommerhuset :-)
Det skal man ikke kende mig længe for at finde ud af - jeg fortæller gerne om det, og tager gerne derned og vil gerne have besøg netop i Kærnehuset.

Mens mine kollegaer i sidste uge havde vinterferie, passede jeg deres sogne og havde dermed også lidt flere kirkelige handlinger. Men så er det altså rart, når den sidste gudstjeneste er holdt - at kunne pakke bilen med mand og hund og så køre i sommerhus :-)
Der for et par hyggelige sommerhusglimt i dag.


Julerosen er i knop. En tur rundt på grunden for at lede efter forårsbebudere - blev til et stop ved julerosen. Den har klaret at blive flyttet fra det nordjyske til det sydfynske - ret godt. Og jeg er glad.


Inden døre var der gang i brændeovnen. Det er en lille bitte brændeovn, men den klarer altså fint at varme huset op. Og det er hyggeligt at sidden foran den. Roen falder over en, og gode samtaler om stort og småt er mulige


Aftensmaden var ret grøn :-) Der var lidt kylling som tilbehør, ellers masser af spændende grønt. Blandt andet bagt butternut squash - opskriften følger på det i morgen. Men lækkert smagte det og var en fryd for øjet med de mange farver - selv på en grå februar.


Og så går det heldigvis meget bedre med den forstuvede ankel, så nu kan jeg gå tur igen. Og hvor er det skønt. Igen var det ned forbi vandet - det var diset, der var tang og så havde ret mange svaner taget ophold i vandet.

En dejlig stund i sommerhuset er forbi for denne gang - nu venter en helt almindelig uge :-)

God mandag.
Jette

fredag den 16. februar 2018

En gammel kending

Når det ikke lige går helt efter planerne med bagværket - så er det godt at vende tilbage til noget, man bare er helt sikker på virker :-) Det synes jeg i hvert fald.
Så i dag blev der bagt cookies. Det er godt nok en gammel kending, men den kan til gengæld varieres i det uendelige.
Cookies var noget af det første mine børn selv bagte, da de gik i køkkenet. Og kagerne her kommer da også med nordpå, når vi i morgen besøger Trine og kæresten.


Cookies med nødder og chokolade (ca. 20 små cookies)

60 gr. chokolade, grofthakket
30 gr. nødder, grofthakket
75 gr. smør/margarine
100 gr. mel
25 gr. havregryn
25 gr. grahamsmel
½ tsk. bagepulver
1 æg
60 gr. farin
60 gr. sukker

Kom sukker, farin og smør i en skål og pisk det sammen. Tilsæt æg og pisk til det er godt blandet. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør det hele sammen. Det er en let porøs dej. Form den med fingrene til små kugler, som lægges på en plade med bagepapir og bages ved 180 grader i ca. 13 minutter. Afkøler på pladen.


Det er virkelig den enkle udgave - men det bliver de nu ikke ringere af :-) Til kaffen og en dag på kontoret, så går det nu meget godt.

Må du få en dejlig weekend.
Jette


torsdag den 15. februar 2018

Der øves i køkkenet ...

Den overskrift må være den rigtige i dag. For der øves - og resultatet står ikke helt mål med intentionen. Og derfor er der kun opskrift på bunden af kagen. For den lykkedes over al forventning. Jeg er ikke så vild med marengs, men der sker noget, når marengsen fyldes med hakkede nødder og kerner :-)

Jeg forsøgte at lave en lækker citronmousse, men den blev ikke noget at skrive om. Så det må blive en anden gang. Men her er en lille lækker nøddebund, og den kan altid nydes med flødeskum og lidt bær.


Lille nøddebund:

2 små æggehvider (eller en stor)
50 gr. sukker
50 gr. blandede nødder og kerner (solsikke, græskar, hasselnødder og mandler eller andre)

Hak nødderne groft. Pisk æggehviderne godt stive og tilsæt sukker og pisk en lækker marengs. Vend nødderne i og fordel dejen i en lille springform (ca. 16 cm i diameter) - hvor der er bagepapir i bunden - og bag bunden ca. 40 minutter ved 150 gr. almindelig varme. Afkøl i form.


Ved at bage nøddebunden i en springform, så får du lige kanter. Den er god at bygge videre på, når der skal skabes en kage, og der gerne skal være lige kanter :-)


Kagen blev pyntet - men som bekendt, så kan billeder snyde :-) Jeg vil glæde mig til, at jeg kan skrive om en vellykket opskrift til dig.

God torsdag.
Jette


onsdag den 14. februar 2018

Hofsorg

Det ord kendte jeg ikke før i dag.


Som det er beskrevet på Kongehusets hjemmeside::
"Hofsorg er betegnelse for en kortere eller længere sørgeperiode ved hoffet i forbindelse med et dødsfald i den kongelige familie. Sørgetidens længde fastsættes af regenten."


Det er et smukt ord, og en fin understregning af, at der et stykke tid, når nogen dør fra en, hvor sorg og savn og nye veje skal finde sit leje. Og det uanset om man er kongelig eller ej.

På en smuk og kold februar dag.
Jette

tirsdag den 13. februar 2018

Lidt som gaver i utide

Det er det egentlig ikke - for det er mig selv, der har bestilt kasserne. Men alligevel.


Hver anden uge kommer der er en lille varebil og afleverer to kasser - en med kølevarer og en med grøntsager. Og det er så spændende at se, hvad der er inden i. Lidt som gaver i utide. Det er såmænd blot måltidskasser fra Aarstiderne - de er fyldt med økologiske råvarer, og så skal jeg selv lave aftensmad ud af indholdet. Et super koncept. Og som betyder, at der kommer grøntsager i brug, jeg ellers ikke lige ville falde over.


Jeg tror ikke økonomisk, det er den store gevinst - men jeg får mere præcist den mængde, jeg har brug for. Og leveret i garagen - så bliver det altså ikke nemmere.


Selv mine børn er hoppet med på den idé. Jeg ved ikke helt, om det er det økologiske, eller om det er det behagelige i, at varene leveres foran ens hoveddør på 4. sal :-)


Ind imellem er der grøntsager i, som jeg ikke kender eller ikke har smagt. I denne uge var der faktisk to - en buttersquash og så dette flotte glaskål. Det ligner en ufo med mægtige følehorn og viftende vinger. Jeg ville aldrig have købt det selv,  men nu får det en chance. Det skal bruges i en salat. Heldigvis følger der opskrifter med til inspiration. Og jeg vender tilbage med et billede, når salaten en dag bliver serveret :-)

På en noget grå tirsdag.
Jette


mandag den 12. februar 2018

En forstuvet ankel

Der skal ikke meget til at sætte en noget ud af spillet :-)
Jeg tror ikke, jeg tidligere har forstuvet noget, men det skete så i lørdags. På en helt almindelig og fredelig dag. Jeg var ude at gå med Ole og lufte de hunde, han havde i sin hundepension. Hundene var glade for at kunne løbe og få frisk luft og masser af motion. Og det går normalt også helt godt, men lige den dag havde en af hundene fået for meget fart på og kunne ikke undvige, så den snittede mit ben - og der lå jeg!
Det var først, da jeg kom tilbage, at jeg kunne se, at det begyndte at hæve, og det var også noget ømt.


Men med ispose, læsestof, kaffe og masser af omsorg, så blev det nu en fin lørdag alligevel.


Det var lidt mere udfordrende at komme i kirke i går. De normale sko var pludselig alt for små - så det blev sølvstøvlerne, der kom på. Alternativet var gummistøvlerne :-)
Det blev en fin gudstjeneste, jeg undlod blot at kravle op på prædikestolen - trapper er lidt besværlige :-)

Nu går det den rigtige vej.
Til daglig fejler jeg jo ikke noget, så dette med ikke at kunne gå almindeligt - eller bare tanken om ikke at kunne gå lange ture igen, det var en skræmmende tanke. Så pludselig bliver man mindet om at værdsætte det, man bare tager for givet.

God mandag - stadig i et adstadigt tempo :-)
Jette

fredag den 9. februar 2018

Kender du en vågekone ?

Det gjorde jeg ikke indtil - i går. Jeg havde godt hørt og læst om det, men aldrig rigtig mødt en. Muligheden bød sig så, da der i går var sogneeftermiddag og koordinatoren fra den lokale afdeling af vågekoner kom og fortalte om sit frivillige arbejde der.


Vågevagten tilbyder at sidde hos et døende menneske nogle timer, hvis der ikke er andre der kan. - For deres holdning er, at intet menneske skal dø alene.
Det er der ingen af os, der ønsker - men sommetider er der bare ikke lige nogen, der har mulighed for at sidde og være, holde i hånd eller bare være i nærheden. På et stort plejehjem for eksempel, er der ikke altid ressourcer til at afse en personale til den opgave. Og måske familien ikke har mulighed eller bare har brug for et par timers pause - så kan en vågevagt tage over.

Hvor vigtigt det er - at vide at nogen har været hos ens pårørende, da de døde, nikker jeg genkendende til. Da min far døde i december, fik vi bagefter at vide, at en personale havde siddet hos ham de sidste par timer og holdt ham i hånden - det er guld værd nu bagefter, når vi ikke selv kunne nå at være der.


Britta Bertelsen, som fortalte i går, er pensioneret hjemmesygeplejeske og var det sødeste og venligste menneske - som alene i sin fremtoning indgød ro og tillid. Det var rart at være i hendes selskab.
Jeg bemærkede mig også, at hun fortalte, at hun vendte tilbage til sygeplegerningen efter nogle års fravær. At være sygeplejerske var for hende et kald og en livsopgave. Ikke blot et arbejde. Og derfor var det også så vigtigt for hende nu at gøre en forskel ved konkret at tilbyde sin hjælp som vågekone.

En vågekone må intet arbejde udføre, for de erstatter på ingen måde de professionelle. Men de må være selskab, og bringe nærhed og omsorg til den døende.

Det var en helt speciel eftermiddag. Og for alle os, der lyttede med, var der masser af situationer at spejle os i - for langt de fleste af os havde jo selv prøvet at tage afsked med et menneske.
Jeg tror ikke, at nogen af tilhørerne selv havde gjort brug af vågevagten, men det var så fint at høre om deres meget meningsfulde arbejde.


Uden, at det på nogen måde var koordineret, så var der smukke gule påskeliljer på bordet. De bringer altid et glimt af håb.

God weekend.
Jette

torsdag den 8. februar 2018

En lille citronmåne

Nu hvor Peter permanent er rejst til Århus, så er der jo ikke så mange at bage til :-) og når man så lige fik lyst til kage med citron og velsmag - ja så blev det til en lille citronmåne.
Det er denne opskrift jeg har brugt i udgangspunktet, og så blot formindsket ret kraftigt.
Kagen består af to deje, der vendes sammen, inden den bages.


Lille citronmåne

Dej 1:
50 gr. smør
50 gr. sukker
1/3 vaniljestang, korn derfra
1 lille æg
1 spsk. citron saft og lidt revet skal
50 gr. mel

Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt af sukkeret. Kom det i en skål sammen med resten af sukkeret og smørret og pisk det sammen. Tilsæt æg og pisk det grundigt. Vend mel, citronsaft og skal i dejen og rør godt rundt. Lad dejen stå mens dej 2 laves.

Dej 2:
35 gr. marcipan, revet
25 gr. sukker
15 gr. smør
1 æggeblomme

Alle ingredienser røres godt sammen.
Bland dej 1 og dej 2 og rør dem sammen. Kom dejen i en lille form, ca. 14 cm i diameter, og bag kagen ved 175 grader i ca. 35 minutter. Køler af i formen inden den sættes på et fad og pyntes med lidt glasur af flormelis, citronsaft og en anelse gul farve.


Og så er der altså en lækker lille kage - til et par personer :-) eller mig i to dage.
Hvor lyser den gule farve op, næsten om kap med solen i dag. Det er virkelig en smuk vinterdag.

Jette

onsdag den 7. februar 2018

Det er hvidt derude

Det er det nemlig stadigvæk. Nu falder jeg i den grøft, det er at tale om vejret :-)
Men det er bare sjældent, at det er hvidt udenfor mit vindue flere dage i træk - og tillige med frost. Det er koldt og flot, og passer perfekt til årstiden.
Så i dag er et par glimt ude fra :-)


Den fineste solopgang på min tur rundt, for at få lys og luft. En god start på dagen.
Undervejs mødte jeg traktorer på vej på markarbejde, frosten har gjort marken mulig at køre på. Så duften af gylle fulgte også med :-)


Sneen ligger fint på alle gravsten og granpynt. Fredfyldt, med en egen ro.


Og vintergækkerne vokser. De bliver tydeligere og tydeligere.

"Guds nåde er en vintergæk
den er din fostergave
og er du ved at dø af skræk
så plant den i din have" (100 salmer, 826)

Det er nogle linjer af Simon Grotrian - en ny salmedigter, med sit helt eget sprog og univers. Men ingen tvivl om, at vintergækker bringer bud om forår og håb om varme dage.


Og endelig her et glimt fra søndag morgen i sommerhuset - det har sin egen blå tone. Koldt, men super hyggeligt :-)

Vinteren har sin charme, og især når det følger kalenderen. Og februar har både Kjørmes Knud og dage, der længes. Så jeg nyder, det er hvidt derude lidt endnu.

God onsdag.
Jette

tirsdag den 6. februar 2018

Mini fastelavnsboller

Jeg er jo lidt fan af små kager :-) Så derfor var det også oplagt at lave små fastelavnboller.
I dag havde en del af mine konfirmander emneuge på deres skole, så mit hold var skrumpet - og så lå det lige for at hygge lidt og servere fastelavnsboller. Det passer fint med den kommende søndag, som er fastelavn.
Disse boller er helt traditionelle og smager ganske godt. Især lige ude af ovnen :-) Jeg prøvesmagte en i aftes, den var god. Men her til morgen er de nu også vellykkede, konfirmanderne brokkede sig ikke.


Mini fastelavnsboller (12 stk.)

10 gr. gær
1 dl. koldt vand
½ dl. surmælksprodukt
1 silkehøne æg (eller et lille æg)
½ tsk. groft salt
1 spsk. sukker
25 gr. grahamsmel
200 gr. hvedemel
50 gr. smør

Bland grahamsmel, hvedemel, salt og sukker og smuldr smørret heri. I en skål røres gær, vand, surmælksprodukt og æg sammen, og når gæren er udrørt kommes det i melblandingen. Samles og æltes til en lækker dej, der hæver ca. 2-3 timer ved stuetemperatur.


Remonce
50 gr. sukker
40 gr. smør
50 gr. marcipan

Riv marcipan og bland det med sukker og smør og rør det godt sammen.

Når dejen er hævet, æltes den igennem og rulles ud i et rektangel (ca. 42 x 18 cm). Skæres i firkanter (evt. med et pizzahjul) og der fordeles 1 tsk. remonce på hver. Fold firkanten sammen og læg den med samlingerne nedad i en lille muffinsform. Efterhæver ca. ½ time inden de bages ved 225 grader i ca. 10 minutter.

Når de er blevet kolde, kan de pyntes med en lille klat glasur.


Mine konfirmander fik serveret te til deres fastelavnsboller. Varm kakao havde vist været et større hit :-)

På en bitterlig kold tirsdag - godt med noget vinter!
Jette

mandag den 5. februar 2018

En tur på Langeland

Langeland er en fin og hyggelig ø - men den er bare lidt gemt af vejen. Man skal ligesom have besluttet, at nu går turen til Langeland. Det gjorde den så i lørdags. Og det var en hyggelig dag, og hvor vi fandt flere skilte til små seværdigheder, vi gerne ville have besøgt - hvis det nu havde været lidt varmere og på en anden årstid.
Så jo, vi vender tilbage når lejlighed byder sig.


Denne gang havde vi et gavekort, vi gerne ville indløse. Endnu en bryllupsgave. Vi nyder hver gang vi kan gøre brug af en af de oplevelser, søde mennesker betænkte os med, da vi holdt bryllup for 1½ år siden. Og helt naturligt, så går tankerne jo også tilbage til en helt uforglemmelig dag :-)


Vi valgte at bruge gavekortet til en super lækker frokost på Generalen. Det hedder restauranten, der er indrettet i den gamle hestestald ved Tranekær Slot. Det var rusikt og autentisk - og meget stille en februar lørdag middag. Men betjeningen var i topklasse, der blev sørget for en varmeovn lige ud for vores bord :-) Og maden var indbydnede og lækker, og der var nok af det! Vi fik blandt andet de lækreste gammeldags modnede sild og et bræt med forskellige patéer og røgede specialiteter. 


Godt mætte kørte vi lidt rundt og nåede til et skilt: Öehlenschlagers bøg. Det blev vi nød til at undersøge, selv om det var helt udenfor bøgeblads sæsonen. For enden af en vej i vandkanten stod et gammelt bøgetræ.
I følge historien, så sad Adem Öehlenschlager under denne bøg og skrev vores national sang:
"Det er et yndigt land,
det står med brede bøge
nær salten østerstrand."
Og det kan godt være, at historien ikke er helt sand, men det kæmpe bøgetræ her, det stod meget nær stranden mod øst - med udsigt over Storebælt.

Her ville være skønt på en varm sommerdag! Det var nu også helt fint på en kold og vinterlig lørdag.

På en mandag med sol, sne og blå himmel.
Jette

fredag den 2. februar 2018

Ikon og petit four

I går var virkelig bare en dag, hvor det gik slag i slag. Men vi nåede i mål, men der var også udsolgt, da jeg kl. 21 satte mig i sofaen sammen med Diva :-)


Det andet af mine konfirmandhold skulle  lave ikoner. Og denne gang med en ny underviser. Jeg kendte hende ikke, men hun var en spændende og meget dygtig kunstner. Kathrine van godt Kjærsgaard. Oprindelig uddannet skolelærer, hvilket hendes undervisning  på en postiv måde bar præg af. Sjældent har jeg været med til noget, der var så pædagogisk bygget op. Og som betød at alle 16 konfirmander kom i mål med hver deres ikon
Da den første skepsis havde lagt sig, gik de i gang med opgaven med krum hals. Der blev slebet, malet og lakeret og pyntet med bladguld. Nu skal ikonerne udstilles og vi holder en rigtig fernisering for dem. Det skal nok blive ret sjovt.

Ikonen herover har et billede af Maria og Jesus. Men kigger man godt efter, så er Jesus afbilledet som voksen mand. Og det er der naturligvis en pointe i - at selvom han er Marias barn, så er han allerede fra fødslen større end sin mor. Hans guddommelighed bliver lige sat i spil her.

Det hedder at skrive et ikon - for det er et billede, der fortælle noget. Et vindue ind til Guds himmel.
Et ikon kender vi også fra mobilen - og andre steder - de små firkantede billeder - Facebook, Instagram og mange andre - men vi tænker næppe over, at de ikoner fortæller historie. Men vi er i hvert fald ikke i tvivl om, hvad der gemmer sig bag. Hvad der sker, når man trykker på dem.


Der var også pause i går :-) Og ligesom sidst havde jeg bagt lidt. Det blev her til små chokolade petit four. Og de var et hit og smagte dejligt. Og er lette at bage.

Nu venter en friweekend - den er i den grad set frem til. Min forkølelse vil ikke ligesom fortage sig, så det bliver rart bare at kunne slappe af og nyde familien.

God weekend.
Jette

torsdag den 1. februar 2018

Et usædvanligt kort

Jeg troede, det var en rykker, da jeg så kuverten. Det var fra bedemanden, der stod for det praktiske omkring min fars begravelse, og regningen havde gemt sig lidt i mængden ...


Men det var ikke en rykker! Det var derimod et kort med tak for betaling og personligt underskrevet. Det er virkelig sjældent, at man får sådan en kvittering for indbetalt afregning.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg blev så overrasket. Måske fordi bedemænd ikke er nogen, man sådan normalt omgås med. Når først begravelsen eller bisættelsen er ovre, så er aftalen med bedemanden også afsluttet.
Men det gjorde et stort indtyrk - og måske er det fordi, det er en uventet venlighed. I en verden, hvor langt det meste klares pr. mail og via internettet, da er det virkelig rart at mærke, at der er også levende mennesker bag den digitale verden.

Der skal ikke filosoferes så meget over dette - men jeg er glad for kort og hilsen :-)


Og nyder de smukke tulipaner, som jeg fik købt i går - for 10 kr. i Netto. Hvor utroligt.

God torsdag.
Jette