Annonce

torsdag den 5. juli 2018

Skorstensfejeren gik en tur ...

Eller rettere, det var nu helt anmeldt og aftalt, at skorstensfejeren skulle komme på besøg og lave eftersyn på sommerhusets lille brændeovn og skorsten.
Ind imellem bekymrer jeg mig om mærkelige ting, og det havde jeg gjort her - for jeg kunne ikke forestille mig, hvordan skorstensfejeren kunne rense ovn og skorsten uden at efterlade sig mørke og sorte spor på min fine hvide kombinerede koge- og brændeovns ø.


Men jeg havde taget helt fejl. Jeg mødte i går den mest professionelle skorstensfejer, man kan tænke sig. Og det første han sagde til mig var - at hvis jeg var bekymret for, om det svinede og støvede, så kunne jeg godt slappe af, for det gjorde det ikke!


Og han holdt ord. Der var virkelig ikke sort støv nogen steder, han afleverede den lille brændeovn i fineste stand og med nypudset frontlåge. Tjekkede installationen og konkluderede, at det var super fint lavet.
Og efter en snak om sommerhuse, at bygge i træ og meget andet, sagde han farvel og på gensyn til næste år.
Virkelig en god oplevelse, og han havde ret - man kunne ikke se, han havde været der. Det var nu også hans mål og hans fornemmeste opgave, syntes han. Og det er da en dejlig indstilling at have til et arbejde, der nok tidligere har været et ret beskidt arbejde.

Så nu glæder jeg mig over en helt nyrenset brændeovn - som det varer længe, før der skal tændes op i :-)

God torsdag.
Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar