Annonce

torsdag den 16. august 2018

En særlig dato

Jeg går normalt ikke sådan og bider mærke i datoer eller særlige talkombinationer. Og jeg havde derfor heller ikke tænkt, at lørdag den 18. august var en særlig dag. Men da flere brudepar spurgte om en vielse netop den dag - så begyndte noget at dæmre :-)


Så derfor har jeg to vielser på lørdag. Jeg kan vældig godt li bryllupper, synes også godt om vielsens liturgi og ritual - men jeg er ikke så vild med at skrive vielsestaler. Og det kan godt lyde som lidt af et paradoks.
Jeg har altid en samtale med brudeparret, før de skal giftes. Og holder meget af at høre deres historier, lytte til deres tanker om livet og ægteskabet. Men jeg synes faktisk, det er lidt svært at skrive en god tale til parret. Hvorfor mon?

Ind imellem er de blot så unge :-) Andre gange har parret en meget tung fortid. Men for det meste, så er parret bare glade og lykkelige for at have fundet den anden. Og sådan skal det være.
Ethvert bryllup giver anledning til refleksion over ens eget forhold. Det tror jeg alle, der har været med til et bryllup vil sige. Man bliver lige mindet om, hvad det er man har lovet hinanden, og får tænkt på sig selv i lyset af ritualets ord.


For det er til gengæld styrken ved en vielse i kirken - at ordene, der læses, er præcis de samme, uanset hvordan parrets liv ellers ser ud. Så hvad enten du er kongelig eller studerende, så er ritualet det samme. Det skaber en tryghed og en solid ramme at forstå ægteskabet inden for.

Og så er der faktisk et billede, som jeg holder af at bruge i mine taler. Det er et gammelt ord fra Prædikerens bog. Der står:

"Tretvundet snor brister ikke så let." (Prædikerens bog 4,12b)

Et smukt billede på et ægteskabs styrke. En tråd er let at rykke over. To tråde tvundet sammen er straks vanskeligere at rykke over, men kan dog deles. Men et tretvundet snor har en helt særlig styrke. Og med et ægteskab kan vi tænke: Dig, mig og Gud - den treklang, de tre tråde tvundet sammen, giver et stærkt tov. Et godt udgangspunkt for et solidt ægteskab.

Måske jeg skal sige lidt om det på lørdag ? :-)

God torsdag.
Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar