Annonce

torsdag den 18. oktober 2018

Et lille og fint gammelt skab

Så blev jeg færdig med endnu et DIY projekt. Det er nu ikke så tit jeg er i gang med et sådant. Men på et præstegårdssyn i foråret blev jeg bevilliget et nyt spejl/skab på det toilet, jeg bruger mest. Der var et arrangement fra 70'erne vil jeg tro - sådan et med et lille skab i siden og et spejl og hylde integreret med. Jeg har ikke taget noget billede, men af storhed er det nu ikke, at det er blevet skiftet.

Jeg måtte gerne selv stå for indkøb - så jeg valgte en spejl med led lys rundt om.


Men så manglede der jo et skab! Genbrugstanken har efterhånden bundfældet sig, så jeg gik på jagt i den blå avis efter et lille skab, der kunne bruges. Og fandt et på Midtfyn til 200 kr. Så det blev hentet, og har nu stået et stykke tid - uden at der skete det store :-) Men eftersom det stod i konfirmandstuen, og konfirmanderne kommer på tirsdag, så var det ved at være på tide at få projektet afsluttet. Og det er det så nu.


Sådan så skabet ud, da jeg fik lågen af og havde brugt noget sandpapir på overfladen. Det havde været malet med noget besynderligt maling som nærmest krakelerede, særlig kønt synes jeg ikke det var :-)


Skabet er blevet malet hvidt indvendigt, og så malet grøn udvendig. Af flere omgange. For først havde jeg været i Jem og Fix og fundet noget maling, der hed vintagegrøn. Og tænkte, det var lige den farve jeg gerne ville have.


Det var det så ikke!
Så gik turen til farvehandleren, som jo havde hundrede forskellige kombinationsmuligheder og nu fik jeg farven museumsgrøn med hjem. Det var bedre!


Så nu er skabet blevet den farve, jeg gerne vil have. Og udseendet er gammelt og passer fint til en 100 år gammel præstegård. Gamle hængsler og en porcelænsknop.

Nu mangler kun det sidste - at skabet kommer op og hænge :-) Men mon ikke der kommer en handymand forbi med et par rawplugs og en boremaskine? Det vil i hvert fald gøre en forskel!

Dejligt at projektet lykkedes. Det er lidt sjovt ind i mellem at gøre noget helt andet, end at skrive på en prædiken eller bage et brød :-)

God torsdag.
Jette

onsdag den 17. oktober 2018

græskarboller

Med græskarpure i køleskabet var det ingen sag at bage græskarboller. Og de er både gode og farvestrålende. Gyldne både udenpå og indeni og fyldt med smagen af varme krydderier. Lige til at spise, eller til at dele og smøre med smør :-)
Inspirationen til disse fine boller er fra Louises blog - hendes opskrift er her


Græskarboller (8 stk)

15 gr. gær
½ dl. surmælksprodukt
1 dl. mælk
30 gr. smeltet smør
150 gr. græskarpure
2 spsk. brun farin
2 tsk.  pumkin spice krydderi *
1 tsk. groft salt
75 gr. grahamsmel
ca. 250 gr. hvedemel

Rør gæren ud i væsken og tilsæt de øvrige ingredienser, hold lidt af hvedemelet tilbage. Græskarpureen gør, at det er lidt svært helt at sige, hvor meget mel, der skal i. Så far med lempe :-)
Dejen sættes til hævning et par timer, inden den slås ned og formes til 8 lidt flade boller. Klip hakker hele vejen rundt, det giver dem lidt et græskarudtryk, når de er bagt. Sæt eventuelt en nellike i toppen som stilk.
Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Inden de kommer i ovnen pensles de let med smeltet smør, og bages ca. 20 minutter, køler af på en rist.


*Pumkin spice krydderi: (minder om brunkagekrydderi)
2 spsk kanel
1 spsk. ingefær
1 tsk. muskatnød
½ tsk. nellike
½ tsk. allehånde

Alle krydderier blandes, og kan så gemmes til næste gang, du vil bage noget med krydret smag - måske cookies :-)

Nu slutter græskarfesten vist også her - må du få en dejlig onsdag.
Jette

tirsdag den 16. oktober 2018

Bagt hokkaido - til pure

Et kedeligt indlæg! uden tvivl og helt sikkert. Men læser du det og følger opskriften, så har du en fin orange pure, der blandt andet kan bruges til nogle meget delikate boller/brød :-)


Bagt hokkaido smager ikke af særlig meget, men det er med til at give noget fugt til bollerne. Opskriften på dem kommer i morgen :-) Hokkaidopure kan bruges i forskellige opskrifter, her er google et godt sted at begynde.
Men her det kedelige indlæg :-)

Hokkaidopure

1 hokkaido


Del den i fire dele og skrab kernerne ud. Læg stykkerne på et stykke bagepapir og bag dem ca. 45 minutter ved 200 grader. Mærk evt. med en gaffel om de er møre.


Lad dem køle af. Skær det sorte og brankede af og skrab indmaden ud.
Det bagte hokkaido og 1-2 spsk. koldt vand kommes i foodprocessor og køres til en lind pure.


Massen kommes i en skål og sættes på køl. Klar til at blive brugt. Ud af en hokkaido fik jeg 150 gr. pure.

Kedeligt eller ej - farvestrålende er det. Og det vel netop det, græskar kan netop nu - sammen med gulnede blade - skabe en symfoni af gyldne farver.

God tirsdag.
Jette

mandag den 15. oktober 2018

Fra æble til most

I weekenden fik vi lavet most af præstegårdens æbler - eller nogen af dem. Jeg har aldrig prøvet det før, men har hørt om det, og også smagt hjemmelavet most, så det kunne være sjovt at prøve selv. Og Ole havde remedierne til det - så det var egentlig bare om at komme i gang med at samle nedfaldsæbler op og plukke de lidt ukurante æbler af træerne.


Når man bor på landet - så er der æbler overalt i år. Og det er umuligt at få spist dem alle - så det her var en god måde at få brugt nogle af dem på. Der er tre forskellige slags - et sommeræble, jeg ikke ved hvad er. Træet har vist stået i haven siden den blev anlagt for 100 år siden :-) Selv har vi plantet et Ingrid Marie og et Cox Orange - begge gav æbler til mosten.


Det hele var mekanisk og ved håndkraft. Ingen elektriske hjælpemidler denne gang :-) Æblerne blev vasket i koldt vand, det forslåede og ormeangreb skåret fra og så i kvarte og derefter ned i kværnen. Her blev de raspet - på samme måde som i den gamle roehakker min far havde i stalden tilbage i min barndom i 70'erne.

De raspede æbler kom over i pressen og så blev de presset godt sammen og med det samme begyndte meget velduftende æblesaft at løbe ned i spanden.


Vi prøvesmagte - med most i vinglas - det må der til, når man betænker, hvor ædle dråber, der er tale om :-) Og det smager dejligt. Og en vis tilfredsstillelse ved at frembringe egen most.
Der blev godt 7 liter most af præstegårdens æbler. Efterfølgende gav vi mosten et opkog og fordelte den i poser, som nu ligger i fryseren, og kan tages op ved særlige lejligheder :-)


I dag blev det til et glas til morgenmaden :-) Hverdagsluksus på en skøn mandag.

Jette

fredag den 12. oktober 2018

Små mazarinæbletærter

Der er stadig mange skønne æbler overalt. Og efter et par dage, hvor der blev snittet grove grøntsager til hokkaidosuppen, så er det lidt fint at lave noget lidt mindre og lidt finere :-)
Derfor disse små tærter - de tager lidt tid at lave, men er ikke svære som sådan. Og de har en skøn smag.


Små mazarinæbletærter (7 stk.)

Tærtedej
100 gr. mel
60 gr. smør
30 gr. sukker
evt. lidt koldt vand

Bland mel og sukker og smuldr smørret heri. Saml dejen let evt. med lidt koldt vand. Læg dejen på køl.

Mazarinmasse
1 lille æg
40 gr. marcipan
10 gr. mandelmel
40 gr. sukker
35 gr. smør
20 gr. mel
½-1 æble i små tern (med skræl)

Pisk smør og sukker let sammen og tilsæt ægget og pisk let. Vend de øvrige indgredienser i.

Rul tærtedejen ud og beklæd 7 små tærteforme med dejen. Mine gamle forme i metal er gode :-) Tryk dejen til langs kanten. Fordel mazarinmassen i tærterne. Bag kagerne 18 - 20 minutter ved 200 grader. Køler af i formen.

Flødeostcreme
100 gr. flødeost
50 gr. flormelis
lidt vanilje

Rør flødeost, vanilje og flormelis glat. Kom det eventuelt i en sprøjtepose og sæt små toppe på de afkølede tærter. Alternativt kan cremen smøres på.


Jeg forsøgte mig med snirkler af tempereret chokolade. Det lykkedes ikke helt, men de ser da lidt festlige ud.
En dejlig kage, smager virkelig godt. Æblerne tilfører mazarinen noget fugt, og det fungerer virkelig godt.


Og tæller du efter på billedet, så mangler der en kage - den blev spist inden den blev pyntet - og smagte fortrinligt også uden pynt og glasur :-)

God weekend.
Jette

torsdag den 11. oktober 2018

Når noget ikke rigtig lykkes ...

Det er den fornemmelse, jeg sidder med i dag. I aftes holdt vi fyraftenskirke, med gudstjeneste, græskarhoveder og hokkaidosuppe. Jeg har fortalt om det:-)


Og så lykkedes det bare ikke. Jo, på den ene side - alt var klar. Kirken var pyntet, organisten spillede smukt, temaet var slået an, græskarene klar til brug, og der var suppe i litervis. Så på den måde lykkedes det godt nok.

Men der var ikke rigtig nogen at dele det hele med. Og så føles det altså lidt tomt sådan bagefter. Det blev til en super hyggelig spiseklub for menighedsråd og personale. Og det er der bestemt heller ikke noget i vejen med! - Men det var dog ikke helt det, der var meningen med at lave en anderledes gudstjeneste på et andet tidspunkt end søndag formiddag, og med mulighed for både at bruge ens kreative evner og få aftensmad på samme tid.


Så nu efter rationaliseres og analyseres. For den vej, vi fulgte her, var ikke særlig frugtbar. Parametre som kan ses på: Tidspunkt, emne, vedkommende, annoncering og sikkert mange flere.
Et er sikkert, og det er, at det er træls at bruge så mange kræfter på noget, som ikke rigtig lykkes.


Men jeg fik et græskarhoved med hjem, sådan et har jeg aldrig haft stående før :-)

God torsdag.
Jette


onsdag den 10. oktober 2018

Sagde nogen jul? ... :-)

I nat kl. halv tre har DAO været forbi min postkasse og afleveret en pakke :-) Jeg sov og hørte absolut intet. Det er lidt underligt at tænke på, at mens de fleste af os sover, så er der andre, som kører rundt og afleverer breve og pakker. Jeg er glad for min pakke, og kan kun sige tak for hjælpen :-)


Hvad pakken indeholdt - det var et julemagasin! Jeg er ellers slet ikke nået til december og juleforberedelserne endnu. Men er så alligevel faldet over et julehæfte, som jeg gerne vil have og kigge i.

Det er udgivet af Sustain Daily, et lille firma, som arbejder med bæredygtighed på mange planer. De forsøger at videre give fif og idéer til små tiltag vi alle kan gøre til gavn for miljø og klima. Jeg synes de to piger bag er inspirerende at lytte til. Også selv om jeg godt ved, at jeg ikke er målgruppen. Det er mere yngre læsere og lyttere, for hvem det med genbrug, mindre spild og tøj med omtanke er lidt nyt.

Jeg glæder mig til at læse bladet. Og skal nok vende tilbage med et glimt eller to derfra - for jeg er ret sikker på, at noget nok skal inspirere mig.


Men det bliver ikke i dag :-) Dagen står i græskarens tegn. Der er en gudstjeneste i eftermiddag, hvor der skal laves venlige græskarhoveder og spises hokkaidosuppe, så der er nogle forberedelser, der venter.

God onsdag.
Jette 

tirsdag den 9. oktober 2018

En travl tirsdag

Men også en god tirsdag - fyldt med "præste"arbejde, og slutter af med en tur på café i aften sammen med min gode mand :-)


Måske du undrer dig over, hvad der gemmer sig bag "præste"arbejde? :-) For mig dækker det over en plejehjemsgudstjeneste, en bisættelse og et møde med min søde nabokollega. Og så lige et møde mere :-)
Sådan er alle mine dage ikke. Der er også dage, hvor jeg sidder på mit kontor og kigger på min skærm det meste af dagen. 


Og så er det også lige dagen, hvor min kopimaskine sætter sig fast - øv!

Jeg håber, du får en dejlig tirsdag, hvor du når det du gerne vil :-)
Jette

mandag den 8. oktober 2018

Oste-boller

I denne uge skal der være en fyraftensgudstjeneste i Kauslunde kirke - og her er det bestemt, at der efter gudstjenesten skal serveres hokkaidosuppe. - Og så tænkte jeg, at det måske ville smage godt med nogle små brød til :-)
Det er den direkte anledning til de nybagte osteboller. Noget andet er, at de bare smager godt :-) Og hvem kan ikke altid spise en nybagt blød og lækker bolle ? Disse bages tæt sammen i en form, det giver en lidt mere blød bolle.


Osteboller (12 små boller)

15 gr. gær
2 dl. kold mælk
2 spsk. olie
1 lille æg
1 tsk. groft salt
1 tsk. rørsukker
50 gr. revet ost (f.eks. Klovborg)
50 gr. grahamsmel
ca. 300 gr. hvedemel

Rør gæren ud i mælken og tilsæt de øvrige ingredienser. Hold lidt af hvedemelet tilbage, det er forskelligt hvor meget, der lige skal bruges. Ælt dejen godt igennem og sæt den til hævning et par timer. Æltes igennem igen og formes til små boller, der sættes forholdvis tæt i en form. Efterhæver, mens ovnen varmer op til 200 grader og bages ca. 20 minutter. Afkøler på en rist.


Og så dufter huset skønt, og bollerne er bare gode :-) De kan spises som de er, men helt sikkert også nydes med smør på.

På en smuk mandag.
Jette

fredag den 5. oktober 2018

Gråvejrs kage

Der er stadig lidt rødbeder tilbage :-) Og selv om det ikke er favorit grøntsagen, så kan man ikke tage fra den, at den giver farve til hverdagen. Også til en kage på en gråvejrsdag.

Det er ikke så længe siden at jeg bagte denne udgave - i dag er der kommet lidt nødder i :-) Det har den godt af.

Kage til en grå dag (5 pers)

100 gr. revet rødbede
60 gr. farin
50 gr. sukker
2 små æg
½ dl. olie
1 spsk. kakao
25 gr. mandelmel
50 gr. hvedemel
½ tsk. bagepulver
et nip salt
30 gr. hakket mørk chokolade
20 gr. valnødder, grofthakket

Pisk æg og de to slags sukker godt sammen. Pisk kakao og olie i. Vend derefter alle de øvrige ingredienser i, sørg for at det hele er godt blandet. Kommes i en springform (16 cm i diameter) og bag kagen ved 175 grader ca. 45 minutter. Mærk med en tandstik om kagen er gennembagt.
Køler af i formen.


Hvis det ønskes, kan der kommes chokolade på toppen. Jeg havde nogle hvide chokoladeknapper - dem dryssede jeg på den varme kage, så de smeltede, og til sidst kom der lidt hindbærstøv på.


Og det er virkelig en dejlig kage på en gråvejrsdag :-) Jeg kan godt ane rødbeden igennem, men den er i godt selskab, så det fungerer udmærket.

Og så er det weekend. Jeg ønsker mig lidt sol :-)
Jette

torsdag den 4. oktober 2018

Min glutenfri morgenmad

Jeg tænker egentlig ikke så meget over, om min mad er det ene eller andet. Men det sker, at ord som glutenfri eller vegansk dukker op.


I dag er min morgenmad glutenfri. Jeg har fået lavet nøddecrüsli og kvæde sirup - og oven på ymer smager det ret godt :-)


At det blev kvæde sirup, der kom ud af mine fundne kvæder, var ikke helt meningen. Det skulle have været gelé - men det stivnede ikke helt nok. Så det fik nyt navn. Og jeg bruger også oftere frugt sirup end gelé, så skaden er ikke så stor :-)

Og det er enkelt at lave.

Kvæder er en ret hård frugt, og den er næsten umulig at skrælle. Så det er godt, at den blot skal skæres i kvarte. Jeg fjernede kernerne - og kom den så blot i en gryde.


Dækkes med koldt vand og koger under låg en times tid. Så kommes det hele gennem en sigte, og drypper af et par timer. Saften måles op - til ½ liter saft bruges 250 gr. sukker.
Det kommes i en gryde og koger uden låg ved svag varme ca. 30 minutter. Saften skifter farve - fra lys gul til smuk orange.
Siruppen hældes på glas eller flaske. Jeg skyller mine glas i rom inden jeg kommer saft eller syltetøj i - atamon kan også bruges.


Kvæder har sin egen smag - lidt syrlig, men fin oven på müsli. Eller måske en frugtsalat ? :-)

I hver fald - jeg har haft en fin start på dagen - med min glutenfri morgenmad. Som dog ikke var helt glutenfri - der fulgte også et skønt stykke valnøddebrød med :-)

God torsdag.
Jette


onsdag den 3. oktober 2018

Efterårs stemning

Den kommer faktisk helt af sig selv i disse dag. Det blæser, byger, der kommer og går, vindstød, der rusker grene og blade, og vasketøj, der snor sig om snoren.


I går på min cykeltur langs vandet, var der skumtoppe og sprøjt i luften - næsten som i "blæsten går frisk over limfjordens vande " selv om det er i det fynske :-)


I haven og langs hegn, på buske og træer skifter bladene farve. Der er for alvor blevet tid til "gyldne farver og sensommerbrise, der fylder hjertet med vemodig musik."


"Nu haster skyerne forbi, og modner æbler falder i oktobermørke haver."

Naturen skaber stemningen og musik og poesi fylder sind og tanke. Når man først begynder at tænke lidt i efterårs sange og salmer, så er der faktisk mange, som dukker op. Ikke mindst Grundtvigs ord "Nu falmer skoven trindt om land" synger med i manges sind. En smuk salme, der også holder os fast på, at vores vej er ledsaget af "tro og håb og kærlighed".

På en smuk efterårsdag.
Jette 

tirsdag den 2. oktober 2018

Æbletærte - inspiration fra 80'erne

Da jeg læste i Århus for mange, mange år siden, lavede jeg ind imellem denne æbletærte - eller noget i den retning :-) Opskriften er fra Karolines køkken og den er virkelig lækker. Den hed Herregårdsæblekage - måske fordi den er lidt overdådig i sit fyld :-)

I går tilbragte jeg min fridag i det midtjyske, så mens Ole var på arbejde, nød jeg at gå i køkkenet og bage æblekage. Store nedfaldsæbler blev forvandlet til skøn kage.
Dagen bød også på en frisk morgengåtur - som endte i regn. Det var ret kraftige byger, der kom på den egn i går.
På min tur fandt jeg kvæder, lommerne blev fyldt og siden blev de kogt. Nu håber jeg at få lavet kvædegele af saften. Og håber det smager godt, for jeg har faktisk aldrig smagt det, kun hørt om det :-)

Men her er æblekagen:

Æbletærte med solsikkekerner og rosiner (5 pers)

Tærtedej
150 gr. mel (evt. 25 gr. grahamsmel)
80 gr. smør/margarine
40 gr. sukker
1 æg

Remonce
25 gr. blødt smør
25 gr. sukker
10-15 gr. solsikkekerner

Fyld
½ kg. æbler
35 gr. sukker
35 gr. rosiner
15 gr. solsikkekerner

Lav en god tærtedej og læg den på køl en times tid.
Rør remoncen sammen, så der er klar til senere.
Æblerne skrælles og skæres i tynde både. I en skål blandes sukker, rosiner og solsikkekerner.
Del tærtedejen i to dele, den ene lidt større end den anden. Beklæd en tærteform (18 - 20 cm i diameter) med dejen og fordele æblebådene heri. Drys med sukker/rosin blandingen. Læg det andet stykke tærtedej på som låg og fordel remoncen oven på. Prik gerne et par huller i låget, så dampen og duften kan slippe ud.
Bag tærten 40 - 45 minutter ved 190 grader.


Det er en lækker kage. Med lidt nostalgi over sig - minder om møder og samtaler i forrige årtusinde :-) Der kan fint serveres flødeskum til - men den lune kage smager nu også fint, som den er.


Og så smuk var 1. oktober - kvæg, vandhul og vindmølle - landet 2018.

God tirsdag.
Jette