Annonce

tirsdag den 2. oktober 2018

Æbletærte - inspiration fra 80'erne

Da jeg læste i Århus for mange, mange år siden, lavede jeg ind imellem denne æbletærte - eller noget i den retning :-) Opskriften er fra Karolines køkken og den er virkelig lækker. Den hed Herregårdsæblekage - måske fordi den er lidt overdådig i sit fyld :-)

I går tilbragte jeg min fridag i det midtjyske, så mens Ole var på arbejde, nød jeg at gå i køkkenet og bage æblekage. Store nedfaldsæbler blev forvandlet til skøn kage.
Dagen bød også på en frisk morgengåtur - som endte i regn. Det var ret kraftige byger, der kom på den egn i går.
På min tur fandt jeg kvæder, lommerne blev fyldt og siden blev de kogt. Nu håber jeg at få lavet kvædegele af saften. Og håber det smager godt, for jeg har faktisk aldrig smagt det, kun hørt om det :-)

Men her er æblekagen:

Æbletærte med solsikkekerner og rosiner (5 pers)

Tærtedej
150 gr. mel (evt. 25 gr. grahamsmel)
80 gr. smør/margarine
40 gr. sukker
1 æg

Remonce
25 gr. blødt smør
25 gr. sukker
10-15 gr. solsikkekerner

Fyld
½ kg. æbler
35 gr. sukker
35 gr. rosiner
15 gr. solsikkekerner

Lav en god tærtedej og læg den på køl en times tid.
Rør remoncen sammen, så der er klar til senere.
Æblerne skrælles og skæres i tynde både. I en skål blandes sukker, rosiner og solsikkekerner.
Del tærtedejen i to dele, den ene lidt større end den anden. Beklæd en tærteform (18 - 20 cm i diameter) med dejen og fordele æblebådene heri. Drys med sukker/rosin blandingen. Læg det andet stykke tærtedej på som låg og fordel remoncen oven på. Prik gerne et par huller i låget, så dampen og duften kan slippe ud.
Bag tærten 40 - 45 minutter ved 190 grader.


Det er en lækker kage. Med lidt nostalgi over sig - minder om møder og samtaler i forrige årtusinde :-) Der kan fint serveres flødeskum til - men den lune kage smager nu også fint, som den er.


Og så smuk var 1. oktober - kvæg, vandhul og vindmølle - landet 2018.

God tirsdag.
Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar