Annonce

fredag den 14. december 2018

Kirkens julekrybbe

For nogen år siden blev Kauslunde kirke beriget med et krybbespil. Et par lokale mænd med interesse fra drejning og snitning i træ lavede de fineste figurer. 
Jesus barnet, Maria, Josef, hyrder og vise mænd og får og okser og kameler. Alt sammen lavet i træ, som også er vokset her på Vestfyn. Så det er virkelig lokalt :-) Men med en historie der rækker langt videre.


Jeg får hvert år æren af at sætte figurerne op, når graverne har fået scenen sat. Og blev for mange år siden belært om, at alle figurer skal kigge samme sted hen - nemlig mod barnet i krybben. Det giver god mening :-) Men der bliver lidt fyldt omkring krybben, når alle skal kunne se Jesusbarnet. Men det er jo julens centrum, der ligger der. 
"Se, Himlen ligger og hviler
på jordens gule strå..." (Nr. 823 i 100 salmer) 
Jordnært og lige midt blandt mennesker og dyr.


Det er en gave at have et krybbespil til kirken. For det første så dufte træet så dejligt. Og for det andet, så er der noget helt konkret at se på og tale om. Og for det tredje, så må man glædes over det fine håndværk.
Jeg glæder mig til søndagens gudstjeneste, hvor der også er barnedåb. Så der vil være både små og store kirkegængere, og nu er der noget at kigge på undervejs.


Vi har også arvet gravermedhjælperens æsel. Eller i hvert fald, så har det fundet husly i kirken. Det sødeste æsel, kendt fra Peter Plys. Men virkelig nuttet og kun til at blive glad af at møde - uanset om man er 5 år, 50 år eller 75 år.
Det sidder lige inden for døren og byder velkommen med sit sagtmodige blik.

Glædelig advents weekend.
Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar