Annonce

fredag den 29. marts 2019

Forårs fredag

Forårs fredag - er det ikke bare et godt ord ? :-)
Jeg hørte det i radioavisen på DR, og blev så overrasket, for det er ikke lige der, man normalt hører så fine og poetiske ord. Men milde vinde og klar blå himmel og skønt solskin - det gør noget godt ved os mennesker. Det hele bliver lettere og lysere, og dagene får langt lettere mening og indhold.


Nu begyndte jeg jo også denne uge med mandag i marts - og var en tur rundt i haven. Det har jeg været igen. Men denne gang kigget lidt mere op :-)
Og det går virkelig stærkt nu, hvor det er forår og alting springer ud.


De fine hvide blomster på mit gamle mirabelletræ er godt på vej. Knopper og blomster side om side.

Det er da kun til at blive glad af, når vi igen kan være lidt ude - uden flyverdragt :-)

Jeg er jo glad for ord med flere betydninger eller sjove nuancer. Og jeg har et citat, som jeg holder meget af - det var ikke noget, jeg tænkte over i mine yngre dage - men nu synes jeg, det er meget præcist:

"Hvorfor blive inde, når alt håb er ude."

Dobbeltheden i udtrykket - hvis det hele synes umuligt - så er der gode muligheder for at se og tænke nyt udenfor. I solen og vinden, i haven og naturen.


Forårs fredag - et fint ord, som i sig selv skaber en god stemning og forventning om dejlige timer.
Det kan kun blive en dejlig weekend :-)
Jette

torsdag den 28. marts 2019

En rest tærtedej

Jeg synes godt om tærter :-) Jeg bager det jævnligt både som en madtærte eller som en sød desserttærte. Og til Oles fødselsdag blev det en spinattærte, der blev serveret.

Men når der laves tærter, så er der oftest en lille smule dej i overskud - og hvad med den?
Hvis det er sød mørdej, så bliver den ofte brugt til små hindbærsnitter :-) Men den salte mørdej - sommetider har jeg gemt den og blandet den med den næste dej, jeg har lavet. Men i dag blev der bagt små kiks. Og de er nu ret fine :-)


Små kiks

En rest tærtedej

Rul tærtedejen ud og udstik små kiks - eller sker den i firkanter. Jeg penslede dem med vand og dryssede med sesamfrø, hørfrø og røget salt - bare for at få lidt forskellig smag.
Bages ved 200 grader ca. 9 minutter.


De blev faktisk ret gode :-) Jeg kan undre mig over, hvorfor jeg ikke før har prøvet at lave små kiks af overskudsdejen. For det er da ret oplagt.


Nu kommer de ned i dåsen med frøkiks. Så er der altid mulighed for at gribe en kiks på vejen, hvis jeg nu lige skulle få lyst til en :-)
Jeg spiser ikke så mange kiks - jeg kan bedre li' nybagt brød. Men de her er nu fine og lidt hurtigere lige at tage med på vej ud af døren.

God torsdag.
Jette

onsdag den 27. marts 2019

Yndige roser

Jeg var i Netto i går - og lige inden for døren stod spande med billige blomster. Så billige, at de var umulige at gå forbi. 10 roser for 10 kr. Så vupti, så lå sådan en pose i min kurv. Og nu kan jeg glæde mig over friske blomster på mit spisebord. Og jeg glæder mig.


Men sidder alligevel også lidt med en følelese af, at det er for billigt. Hvem i alverden kan dyrke så flotte roser og sælge dem for 1 kr. pr. stk.?
Jeg kan næsten regne ud, at det har krævet billig arbejdskraft og en vis portion kemi for at det kan lykkes. Det lyder negativt, kan jeg godt høre. Men det er da en tanke værd.


Selvom jeg jo i dag går og glæder mig over mine fine roser. For var de ikke blevet solgt, ja så var de jo endt i skraldecontaineren bag Netto.

Da Peter og jeg var til foredrag om bæredygtig livsstil i Århus, så var noget af det, som var udfordringen ved den livsstil, at vi ofte kommer til at stå i etiske dilemaer. At uanset om vi gør det ene eller det andet, så kan der siges noget for og imod.
Som her: Havde det været bedre ikke at købe roserne og dermed vise Netto, at den slags varer køber jeg ikke?
Eller - hvis roserne ikke bliver købt, så bliver de smidt ud og er fremstillet til ingen nytte eller glæde.

Vi er nede i de mindre etiske problemstillinger, det ved jeg godt. Men det er trods alt en tanke værd.

Men nu har jeg købt roserne - og jeg glæder mig over dem :-)

God onsdag.
Jette

tirsdag den 26. marts 2019

Hjemmelavet müsli

Jeg lånte for nylig en bog på biblioteket med denne fine titel:
"Mad, mening og magiske øjeblikke"
Alene titlen gjorde, at jeg synes, bogen lød interessant. Og det er en fin bog, som giver gode råd og viden om, hvad der er godt for et sundt helbred. Og en af de helt store faktorer er søvn. At få sovet nok og godt - hver nat. Det tror jeg er helt rigtigt. Men måske nok den faktor, der lettest skrues ned for, hvis der er for få timer i døgnet, eller for meget at tænke på og bekymre sig om. Men det er vigtigt at få sovet - jeg tager også gerne en middagslur, når lejlighed byder sig :-) Det tror jeg også er sundt.

Men den fine bog havde også opskrifter på gode og spændende retter. For mad og gode oplevelser er også vigtige faktorer, når vi taler om et godt helbred. Så bogens poetiske titel gemte mange vise ord i sig.


Jeg faldt over opskriften på hjemmelavet müsli. Det er bestemt ikke svært at lave, og der er også god økonomi i at lave det selv. Men det interessante her var, at det blev brugt kokosolie.


Det er et produkt, der er blevet meget populært inden for det sidste års tid. Før da havde jeg i hvert fald ikke hørt om det.
Og jeg har aldrig prøvet at bruge det - jeg fandt et glas på min tur til Århus i Wefood. Så nu skulle det i brug :-)

Hjemmelavet müsli

2½ dl. havregryn
½ dl. nødder (jeg brugte valnødder og mandler)
2 spsk. frø/kerner ( jeg brugte græskarkerner, hørfrø og solsikkekerner)
1 spsk. smør
1 spsk. kokosolie
1 spsk. honning
½ tsk. kanel
1 tsk. vaniljesukker
½ dl. tørret frugt (jeg brugte tranebær, abrikos og rosiner)

Smelt smør, kokosolie, honning og bland det med krydderier og rør dernæst de tørre ingredienser i - undtaget det tørrede frugt. Bland det godt sammen. Fordel müslien på en bageplade med bagepapir og bag det ved 140 grader ca. 25 miutter. Rør en enkelt gang undervejs. Køler af på pladen.
Når det er koldt, kommes det tørrede frugt i og det hele kommes i et lufttæt glas.


Så er der lækker müsli til mange morgener. Det smager sødt og sprødt - og lidt af kanel. Du kan selvfølgelig udelade kanel, hvis det bliver for julet her i marts :-)

På en kølig tirsdag.
Jette

mandag den 25. marts 2019

En mandag morgen i marts

Solen skinner, men det er stadig køligt at bevæge sig uden for. Men det er alligevel tydeligt at foråret for alvor er ved at tage over. Allerede før det næsten er lyst kan der høres fulgestemmer uden for vinduet. Det er hyggelige toner at vågne til :-)


Og efter en dejlig weekend er det fint at begynde en ny uge i roligt tempo og med lyset som fortegn. En tur rundt i haven viser lidt blomster - der kunne være langt flere. Men lidt har også ret. Jeg ved jo, hvor de står, så jeg glæder mig, når jeg går forbi dem :-)


Påskelilje i et hjørne, der hvert år gror sammen med alt muligt. Men lige nu er det lidt bart.


Og så er det ved at være tid til at klippe den gamle rose ned. Det er så hyggeligt at gå og pusle med - især i lunt solskin. Måske i denne uge ? :-)


På terrassen står stadig min juleopstilling :-) Julerosen blomstrer stadig så fint, i en urtepotteskjuler arvet efter min mor. Jeg går og overvejer, hvor den skal plantes ud. For jeg regner med, at den kan bringe glæde mange år fremover.


Og flere påskeliljer. Jeg er så vild med dem. Denne lille gruppe er blevet plantet i en bunke affald - murbrokker, gammel jernt og meget andet. Men se hvor de står fint. De er virkelig et godt eksempel på det, Grundtvig skriver om:

"Påskeblomst! hvad vil du her?
Bondeblomst fra landsbyhave
uden duft og pragt og skær!
Hvem er du velkommen gave? ..." (Den danske salmebog 236,1)

Påskeliljen nød ikke megen anerkendelse på Grundtvigs tid - det har heldigvis ændret sig. Jeg er rigtig glad for den - den er en meget velkommen gave :-)

God mandag i marts.
Jette


fredag den 22. marts 2019

Fredags forberedelser

I denne weekend skal vi fejre Oles fødselsdag. Det bliver så hyggeligt. I min familie er det at fejre fødselsdag ensbetydende med at have en vis indflydelse på dagens indhold af mad og aktivitet :-)
Og jeg synes det er dejligt at gå og tænke og forberede til en fødselsdags-sammenkomst.

Lille forårsbuket fra haven

Ole har inviteret sine søskende til frokost i sommerhuset. Det synes jeg er så fint. Nogle har set huset, andre ikke. Men det er dejligt at have gæster i det lille træhus. Men selvfølgelig også lidt udfordrende, når størrelsen er til 4 personer og vi bliver 9 på søndag :-) Men det har vi prøvet før, så det skal nok gå godt.

Frokostmenuen er tænkt sådan, at noget er kold mad, noget er lunt og kan gøres klar på forhånd - og endelig kommer den lille grill i gang. For så kan noget tilberedning flyttes ud af køkkenet, og det er ret smart.

Det her er hvad jeg/vi har tænkt - måske du kan bruge det som inspiration til en forårsfrokost :-)

Sild, tomat og silkehønseæg - og en snaps :-)
Røget laks fra Strib fisk og spinattærte - med udgangspunkt i denne opskrift
Grillet mørbrad med kartoffelfad og spidskål/perlespelt salat - en opskrift fra Salattøsens univers
Lidt ost med snoede ramsløgsbrød og frøkiks (uden tang :-))

Og til kaffen lød ønsket på denne cheesecake :-) Den er også virkelig god. Jeg laver den dog med husblas denne gang, den fremgangsmåde sidder lidt mere på rygraden :-)

Så nu er planen ved at være på plads, så er det jo bare om at gå i gang - og det glæder jeg mig til.
Ole og jeg hygger os faktisk, når vi går og laver mad sammen. Han har oftest ansvaret for kød og lign. jeg tager mig af den grønne del og lidt særlige kager. Men Ole kan fint bage også. Han har faktisk besluttet selv at bage lagkage til sine kollegaer på mandag. Det er da ret så sejt :-)

Med ønsket om en skøn weekend.
Jette

torsdag den 21. marts 2019

Balancekunst

I januar var jeg i Århus for at se på kunst :-) En fin udstilling - Kunst for alle - i Ridehuset, hvor kendte og mindre kendte udstillede deres værker. Og en af udstillerne var min gamle konfirmand. Jeg synes det er så sejt, det han har nået indtil nu - og ville gerne se hans malerier i virkeligheden.


Jeg fik ikke købt et maleri i den omgang, men købte derimod et nummeret plakattryk. Og det er så fint. Og nu er det blevet indrammet og sat bag glas. Og er klar til at blive hængt op. Jeg har bare ikke fundet det helt rigtige sted endnu, men det skal nok komme.

Indramningen af billedet er foretaget af en af mine korvenner :-) hun overtog for nylig et Rammeværksted i Føns.Virkelig en nicheforretning, men enormt spændende at følge.
Og det gør altså noget godt for en plakat at komme i glas og ramme :-) Selv om det er svært at fotografere med min telefon :-)


Jeg kan ikke huske om maleriet har en titel - men jeg kalder det "balancekunst" og kommer uvilkårligt til at tænke på Linedansersangens ord:

Tænk at få balancekunst
Så helt ufatteligt!
At modtage sin stang og snor
ganske kvit og frit.

På billedet er det en bold, manden (kunstneren Elias) sidder på. Men med en balancestang og hvor kunsten er at holde ligevægten, for ellers falder man af. Og sådan gælder det også i livet, om at finde balancen, så det ikke tilder og man falder af eller falder ned i en grøft. Der må være nogenlunde ligevægt.


De to malerspande er fyldt med hvid og rød maling. Jeg tænker dansk og dannebrog. Men tænker også, at hvid er glædens og lykkens og festens farve. Og rød er blodets farve - kan rumme smerte og vanskelige dage. Og vi møder alle begge dele.
Billedet er klart i sine farver - det giver liv til hvide vægge :-)

God torsdag.
Jette


onsdag den 20. marts 2019

Snoede boller med ramsløgpesto

Nu står der jo ramsløgspesto i køleskabet :-) Og det er lidt intenst i smagen, så jeg har tænkt lidt på, hvordan pestoen også kan spises.
Det blev til forsøget her med de små snoede boller fyldt med pesto. Og det gik godt - flot farve, dejlig smag og skøn duft :-)


Snoede boller med ramsløgpesto (6 stk)

1 dl. mælk
10 gr. gær
½ tsk. groft salt
1 spsk. olie
25 gr. grahamsmel
ca  175 gr. hvedemel

3 spsk. ramsløgspesto

Rør gæren ud i mælken og tilsæt de øvrige ingredienser, hold lidt hvedemelet tilbage, og tilsæt så meget, så du får en dejlig dej. Sættes til hævning et par timer.
Ælt dejen igennem og rul den ud til en firkant. Smør pestoen på den ene halvdel og fold den anden halvdel af dejen over. Skær dejen ud i 6 strimler. Sno hver strimmel nogle gange rundt og fold den sammen og læg den i en muffins form. Så bliver alt fyldet i nærheden af bollen :-)


Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Bager ca. 15 minutter, står lige et øjeblik i formen inden de tages ud og afkøler på en rist.


De blev bare så flotte - hvis du spørger mig. Grønne og så duftede de virkelig dejligt. Smagen af pesto er ret afdæmpet, men hvidløgssmagen er med :-)


Jeg tror, jeg går en tur ned til graverne og tilbyder dem en nybagt ramsløgbolle. Den kan da lyse lidt op på en lidt grå onsdag.
I den kommende weekend skal vi fejre Oles fødselsdag - og her er bollerne godkendt til :-)

God onsdag.
Jette

tirsdag den 19. marts 2019

Garn, gulvvask og ecoegg

Alle tre dele var en del af min mandag :-) Fridag og mulighed for en tur i sommerhus. Det er altid dejligt - i går var det dog med det klare sigte at få vasket trægulvet. Det sker ikke særlig tit, normalt bliver det blot støvsuget.


Men i går blev hvidsæben fundet frem og hele gulvet vasket over. Det pyntede og lysnede, og hele huset duftede så dejligt bagefter :-) Gulvet er det eneste træ i huset, der er lysnet, og det er alene sket ved at vaske det med en sæbe, der er hvidpigmenteret.
Jeg var alene i sommerhus og derfor var der ingen små hundepoter, der lige kunne komme trippende ind over det våde gulv.


Garn ankom også i går. Det var bestilt på nettet og dermed er det altid spændende at se, om det nu lever op til forventningerne. Om det stikker eller er for tykt eller tyndt, eller om farven er helt gal. Det her garn var helt i orden :-)
Garnet skal bruges til en helt enkelt sweater, den hedder faktisk "uden dikkerdarer". Men det specielle ved dette garn er, at det er upcycled uld. Det synes jeg lyder godt :-) I praksis betyder det, at uld, der blev til overs ved en produktion her er blevet samlet og brugt til et nyt uldgarn.
Nu glæder jeg mig til at prøve at strikke med det.


Og sidste indkøb i den bæredygtige skala er et ecoegg. Jeg har læst om det på nettet, og syntes det lød lidt interessant - så nu skal det prøves. Det er et lille plastikæg, som fyldes med sæbe perler og som så kommes ind i vaskemaskinen - og har sæbe til rigtig mange vaske i sig.
Reklamen skriver: "Miljøvenligt, sparer plastik og udledning af vaskestoffer" Mængden af plastik bliver i hvert fald mindre, for i det lille æg her er til over 140 vaske. Der skulle købes nogen traditionelle plastikdunke med sæbe for at vaske så mange vaske. Nu er jeg spændt på, hvordan det så er i virkeligheden :-)

På en tirsdag med smukt vejr - solskin :-)
Jette

mandag den 18. marts 2019

Nu er der ramsløg

Jeg så tilfældigt i sidste uge et klip i tv, som fortalte om, at ramløg allerede er fremme i skovbunden. Fine og grønne og med en klar duft af hvidløg. En dejlig forårsbebuder. Og vejret tillod faktisk i går, at jeg kunne komme uden for, gå en tur i skoven og få plukket nogle ramsløg.


Jeg fulgte noget af den nye Lillebæltssti. Den snor sig så fint langs med kysten rundt ved Middelfart. Og en del går gennem skov og bakket terræn, så ind imellem lykkedes det at gå lidt i læ for blæsten, der elleres ruskede i trætoppene.


Nogle steder er stien jævn og fin, og andre steder minder det mere om klatring, når man skal over næste bakke :-)
Men efter alle disse regnvejrsdage, så var det bare dejligt at kunne komme lidt ud.


Og jeg fandt ramsløg. Mange. De danner et helt tæppe og dufter, så de er ret lette at genkende. Så det er bare med at komme ud og plukke lidt og lave noget pesto af dem. Det varer jo stadig længe før der ligesom kommer rigtige årstidens grønt, men her er lidt, og det giver motion og frisk luft at gå ud og hente nogen. Og så er de mega fyldt med C vitamin - og det har vi vist alle lidt brug for på denne tid af året :-)


Jeg lavede pesto, da jeg kom hjem. Det har en særlig smag, hvidløgssmagen er gennemtrængende. Men som ledsager til lidt salat eller lidt brød, så er det faktisk ret godt :-) Og så giver det bare en god fornemmelse at kunne bruge noget, der lige er hentet i naturen - af en selv.

Ønsker dig en god uge - jeg hepper på forår :-)
Jette

fredag den 15. marts 2019

Fredags brownie :-)

Jeg så forleden et billede af en brownie med peanuts og skumfiduser på toppen - og så er der ikke langt fra tanke til handling. Især ikke, når der lå en giga skumfidus i skabet, som jeg vidste, jeg ikke ville spise umiddelbart - men kom den i en kage, så var sagen en anden :-)


Brownie med peanuts og skumfidus (8 stk.)

1 æg
75 gr. sukker
75 gr. chokolade (mørk eller blandet)
50 gr. smør
60 gr. mel
25 gr. peanuts (saltede)
20 gr. skumfidus

Smelt smør og chokolade ved svag varme og rør det sammen. Pisk æg og sukker grundigt til lækker æggesnaps :-) Tilsæt chokoladeblandingen og pisk det sammen. Vend til sidst melet i. Fordel dejen i en lille springform (ca. 16 cm i diameter), hvor der er bagepapir i bunden. Drys peanuts og skumfidus - der er klippet i små stykker - over dejen og bag kagen ved 175 grader i 25 minutter. Køler af i formen.


Når kagen er kølet skæres den i små stykker, for det er en intens kage. Min blev bagt lidt mindre end angivet i opskriften og er derfor til den bløde side i midten :-)

Så er det næsten weekend - må det blive nogle dejlige dage.
Jette

torsdag den 14. marts 2019

Snack til fernisering

I går holdt vi fernisering i kirken, hvor konfirmandernes små ikoner blev afsløret. Det var helt fint og festligt - og selv om de unge mennesker ikke er meget for at sige noget, så ville de alligevel gerne vise deres forældre deres fine værker :-)


Og de har også grund til at være stolte over deres ikoner - her har de med egne ord og symboler fortolket deres kommende konfirmationsord. Jeg er sikker på, at det hjælper dem til bedre at kunne huske ordet siden hen.


Efterfølgende var der tid til et glas sodavand eller vin - og så lidt snack. Sidste år havde konfirmanderne og jeg deltes om opgaven med at bage, i år har jeg gjort det.
Og der var en genganger - de hjemmelavede grissini.. De smager godt og er enkle at lave. I år trillede jeg tynde stænger af dejen, det var faktisk lettere end at rulle ud og dreje rundt :-)

Og så bagte jeg frøkiks - de smager godt, men er ret umulige at få til at se fine ud. Så i stedet blev det brudstykker, og det fungerer fint som snack. Her gør det ikke noget, at de ikke er snorlige eller helt runde :-)

Og så var der chips, jumborosiner og peanuts. Lidt pudsigt, så forsvandt det hjemmebagte først :-)


Det er vådt og gråt i marts i år - graveren syntes, der var brug for lys. Så den gamle 7-armede lysestage var fundet frem og spredte et dejligt lys.

God torsdag.
Jette

onsdag den 13. marts 2019

Igen med på Træ.dk

Det er lidt sjovt, hvordan det stadig kan give lidt opmærksomhed - dette med at have bygget et sommerhus i træ :-)
Men jeg fortæller jo også gerne om det. For det var da en helt speciel oplevelse at være bygherre, og at bygge hus er heller ikke noget, man sådan lige gør.

Mit lille sommerhus er jo helt i træ. Så det er dejligt at læse og se i både blade og på tv, at der er sket en hel del de senere år, med hensyn til synet på træ.
Træ har været brugt i århundreder, men blev skubbet af banen, for så nu igen at begynde at komme med som alternativ til betonbyggeri.


Alt det faglige omkring træ er jeg ikke inde i. Heller ikke første gang, da jeg skrev om byggeriet på Træ.dk. Nu er jeg blevet spurgt igen, om jeg vil skrive lidt. Denne gang har udfordringen været at svare på seks spørgsmål, som alle handlede om mit forhold til træ, oplevelser med det, og hvad jeg var fascineret af ved træ. Og det var meget sjovt at prøve at tænke i den retning.

Som nævnt, så fortæller jeg gerne om at bygge i træ og om mine erfaringer med det. En af de første gange jeg fortalte om sommerhuset var til avisens bolig tillæg. Der kan ses et enkelt billede fra den artikel her

Og så har jeg faktisk også en lille artikel liggende hos FSC Danmark - det synes jeg er lidt sejt :-)

Og så sker det også ind imellem, når jeg taler med mennesker i forbindelse med kirkelige handlinger, at de fortæller mig, at de jo har læst om sommerhuset i avisen. Det er lidt hyggeligt, og åbner lige en dør til en lidt anden snak.

På en regnvåd onsdag
Jette

tirsdag den 12. marts 2019

Til foredrag i Århus

Jeg er jo jævnligt af sted til et foredrag om dette og hint. Men i aftes var det dog et nyt emne, jeg lyttede til. Nej emnet er ikke nyt som sådan - det handlede om bæredygtighed, det gode - men også svære - bæredygtige liv.
Jeg har ikke før været ude og høre noget om det - men her bød muligheden sig. Og Peter ville godt med :-) Så det hele blev kombineret med et hyggeligt besøg hos ham i Århus.


Bag arrangementet stod Sustain daily - en lille virksomhed, som er meget aktiv på de sociale medier og som udgiver et blad et par gange om året. (Det var dem, der udgav det julemagasin, jeg også købte) Deres virke handler om at give gode råd og tips til et mere bæredygtigt liv - sådan i al almindelighed.
Deres målgruppe - eller i hvert fald dem, der lytter og læser med - er unge kvinder, alle med ønsker om at gøre noget godt for natur, miljø, kloden, næste generation osv. I aftes var der mange unge, og nogle få på min alder - og to mænd. Peter og en anden mand. Er klima og bæredygtighed kun noget kvinder bekymrer sig om? Det tror jeg nu ikke.


Men det bæredygtige liv - der hjemme, med vaskemidler, tøjindkøb, plastaffald og socialt ansvar - det er vist lidt en "kvindeting" at snakke om. Som Peter sagde, så handlede foredraget meget om, hvad man selv kunne gøre, at man skulle finde sine egne værdier og forsøge at leve efter dem. Der var ikke så meget handling ude i den store verden. Og det har han ret i. Men megen bæredygtighed begynder jo også hos en selv. At man bliver opmærksom på, at man kan gøre noget anderledes. Eller noget man altid har gjort, nok ikke er så godt for miljøet. Eller at man kan prioritere sine indkøb og vælge om de skal være økologiske, lokale eller årstids bestemt.


Når man begynder at tænke sådan, så opstår der lynhurtigt dilemaer. Og det var noget af det, som foredragsholderen Johanne Stenstrup påpegede. Og det er også derfor, at man sommetider opgiver, for hvad er det rigtige at gøre?

Og hun kom faktisk med et godt eksempel - som jeg lige havde stået med, da jeg lavede aftensmad i Peters lille lejlighed.
Jeg sorterer mit plastaffald - og køber sjældent en plastikpose for at bringe mine varer hjem. Så jeg synes, jeg er nogenlunde klar på, hvad jeg synes om plastik. At det er godt i mange sammenhænge, men vi skal sørge for at genbruge det. Jeg køber derfor også gerne grønt, der ikke er pakket ind i plast. Men meget er pakket ind blandt andet på grund af holdbarhed. Og i går købte jeg en færdig salatblanding i en plastikpose. Og det kan måske synes lidt paradoksalt, hvis jeg gerne vil spare lidt på plastikken :-) Det var bedre at købe det i løs vægt og selv snitte salaten.
Men det er ikke kun sort hvidt. Jeg tror det handler rigtig meget om at tænke sig om. Og gøre det man kan.

Det fik Peter og jeg en fin snak om på vej hjem fra foredrag. Og dejligt at han ville med. Jeg måtte dog godt få hans blad med hjem :-) Så kunne jeg give det til en, der var meget optaget af bæredygtighed.

God tirsdag.
Jette

mandag den 11. marts 2019

Pasta og pizza med To Good To Go

Den lokale Dagli brugs i Hejnsvig er også tilmeldt madspilds ordningen To Good To Go. Et virkelig fint koncept, hvor man lidt før lukketid kan hente en pose fyldt med mad, der enten skulle være smidt ud eller har kort holdbarhed - prisen er ca. 30 kr. Og værdien langt højere :-)


Ole havde købt sådan en pose, og den bidrog gevaldigt til aftensmaden i går. Skøn hvid pizza med asparges og en farverig og lækker pastasalat. Grøn aftensmad - og derudover frugtsalat - også med frugt fra posen.

Pastasalaten har jeg ikke nogen opskrift på. Men jeg synes det fungerer godt med masser af forskellige grøntsager blandet med grove pasta. Det kan godt blive lidt rodet, men smager skønt. I går var der blandt andet rå rosenkål i - skåret helt fint og tyndt, så smager det dejligt. Der ud over var der, hvad køleskabet gemte, også lidt feta. Det er altid godt. Dressingen er en olie-eddike.

Pizzaen er inspireret af Arlas køkken. En pizza uden ost og uden kød. Men lad dig ikke afskrække - den er god!


Hvid pizza med løg og asparges (3 - 4 pers.)

Pizzadej

Fyld

2 spsk. olie
2 løg i skiver
6 forårsløg i skiver
1 tsk. oregano
½ tsk. salt

Steg løg og forårsløg i olien et par minutter, tilsæt salt og oregano. Løgene skal ikke brune, kun blive bløde og lækre. Tages af varmen.

Desuden

2 - 3 dl. cremefraiche 9 % (eller højere %, hvis du har det)
250 gr. asparges
lidt salat

Rul dejen forholdsvis tyndt ud til en firkant og læg den på bagepapir. Forbag bunden 10 minutter ved 225 grader. På den varme bund smøres ca 2 dl. cremefraiche og løgblandingen fordeles over. Pizzaen bager videre 10 minutter ved samme varmegrader.
Mens pizzaen er i ovnen dampes asparges i mindre stykker et kort øjeblik i lidt vand, drypper af og venter.
Når pizzaen er bagt fordeles asparges og salat ovenpå og det sidste cremefraiche dryppes over.
Og så er der serveret :-)

Vi blev så rigelig mætte i går - og ingen savnede kød :-)


Nu venter en ny spændende uge - i det fineste kølige forårsvejr.

God mandag.
Jette

fredag den 8. marts 2019

Refuse, reduce, reuse, recycle, rot

Måske du husker, at jeg for noget tid siden lånte bogen Zero Waste, og jeg fik den også læst. En interessant bog, hvor noget var mere relevant end andet. Men forfatteren havde fem principper, som hun brugte, når hun ville mindske familiens affaldsmængde. Og dem har jeg tænkt lidt over, for de giver faktisk god mening. Og så er det helt op til en selv, hvor meget eller lidt man vil gøre. Men det er muligt for os alle at gøre en forskel.

Forklaringerne til pricipperne er mine tanker, og derfor vil du sikkert kunne finde andre, som forklarer dem lidt anderledes :-) Men sådan her giver de mening for mig.

De fem Zero waste principper er - i prioriteret rækkefølge:

Refuse - sig nej tak til det, du alligevel bare smider ud, når du kommer hjem. Det er jeg ikke helt god til endnu :-) Her er hvad jeg lige fandt af reklameposer:


9 stk. som jeg har sagt ja-tak til, fordi dem kunne jeg jo bruge igen. Sandt nok, men det gør jeg ikke, for jeg har andre poser, som jeg hellere vil bruge. Så nu ryger de her poser til genbrug - fyldt med tøj til genbrug!
Men det er ikke helt let at undgå at få affald med hjem. For nylig købte jeg nogle bananer i løs vægt og lagde dem i min kurv - men da jeg kom op til kassen, lagde kassedamen dem straks i en plastikpose. Den havde jeg jo lige bevidst fravalgt - men jeg sagde ikke noget. Og fik en pose med hjem, som straks røg ud som blød plast. Vi er bare så vant til at få alt leveret i en plastpose - og det er altså ikke nødvendigt altid.
At mindske ens affaldsmængde begynder faktisk uden for en egen dør. Så vi tænker os om og kun tager det med hjem og indenfor, som vi virkelig har brug for, og ikke bare skiller os af med straks efter. Jo mindre tager med hjem, jo mindre skal der produceres - og det er til gavn for miljøet.

Reduce - hav ikke mere i dit hus, end du har brug for. Det er lidt den minimalistiske tankegang, der er i spil her. Jeg er på vej :-) Men når jeg bor i en kæmpe præstegård, så er der bare plads til rigtig mange ting!


Et kig i kælderen - hvor er der mange dåser, gamle urtepotteskjulere og ting, der ikke bruges :-)

At minimere gælder mange områder. Også tøj og ting i alle afskygninger - at begynde at tænke over, hvad har jeg egentlig brug for. Og så ikke købe - bare for at købe. Det gør jeg nu heller ikke, jeg bliver så hurtigt træt at af gå i et storcenter :-)

Reuse - genbrug, uden at det først skal laves om. Det er mest oplagt i mit køkken. Her gemmer jeg og genbruger tomme syltetøjsglas til det syltetøj, jeg selv laver.


Eller bruger glassene til opbevaring af alt fra mandler til kikærter. Måske du husker mit besøg i Bring bag - her er tanken den samme, at du kan medbringe din egen beholder og dermed spare emballagen.

Genbrug er faktisk også at begynde at reparere ting, der går i stykker. Det gjorde man før i tiden - men det er lidt gledet ud. Jeg tror dog ikke, at jeg kommer til at stoppe strømper, men en syning, der er gået op på et stykke tøj, den kan jeg godt reparere.

Recycle - aflever på genbrugsstation, affaldssorteret, så tingene kan blive smeltet om og brugt igen. Det gør vi alle i  større og mindre grad allerede. Samler pap og pair, dåser og metal, hård plast og blød plast.


Her er det en fordel at have god plads i huset - så jeg har kasser til tomme metaldåser og hård plast og samler blød plast i en stor pose. For så at tage det med på genbrugspladsen. Papkasserne er genbrug - fra brylluppet :-)
Elektronik, pærer og alt muligt andet, der har været strøm til, afleveres også på genbrugspladsen.

Rot - et andet ord for at kompostere. Det er min kæphest, for jeg kan ikke forstå, hvorfor vi skal bruge energi på at brænde grønstsagsskræller og æbleskrog af - når de kan komme tilbage til natruen og blive til jord! Da jeg blev gift, fik vi en kompostbeholder i bryllupsgave! Og den bliver brugt flittigt.


På køkkenbordet har jeg min lille fine kompostspand, så det er så let at samle skræller, skaller og kaffegrums og så bære det udenfor.

Forår og oprydning hænger tit sammen - og det giver de her fem principper god anledning til at begynde på. Og det kan faktisk ses på mængden af den affald, der bliver hentet som dagrenovation. Den bliver mindre, når vi tænker lidt over, hvad vi gør med vores affald i dagligdagen.

Jeg håber ikke, at du synes, det er alt for frelst eller nørdet - men jeg tror, det er godt, hvis vi begynder aktivt at gøre noget omkring vores affald - i vores private huse.

Rigtig god weekend.
Jette

torsdag den 7. marts 2019

Skøn cheesecake lavet med agar agar

Ja, det er sjældent, at det står i overskriften, hvilket middel der er brugt for at få en masse til at stivne :-)


Men det viste sig, da jeg skulle finde en opskrift og en vejledning i, hvordan agar agar skal bruges, at det så ikke var så let at finde noget om det.
Så hermed kommer min måde at anvende det på. Agar agar er udvundet af tang, og dermed vegetabilsk, og det skal koges, før det begynder at virke.

Selve cheesecaken er ret traditionel - dog har den et lag syrlig citroncreme i midten, men det passer perfekt til den søde flødeostecreme. Jeg har kigget med hos Ditte og blev inspireret der :-)


Cheesecake med citroncreme (6 pers.)

150 gr. digestive
75 gr. smør

Kom kiksene i en plastikpose og knus dem - evt. med en kagerulle - ellers bare mas dem godt til der er fine krummer. Smelt smøret og kom det i en skål sammen med kiksekrummerne og rør det sammen.
På serveringsfadet sættes ringen fra en springform (ca. 18 cm i diameter) Sæt evt. bageplast på indersiden. Kom kiksemikset i og tryk det jævnt ud i bunden og sæt så bunden på køl, til den er blevet hård.

Citroncreme

1/6 tsk. agar agar (ikke ret meget :-))
1 ciron, saft og revet skal
55 gr. rørsukker
1 æggeblomme
20 gr. smør

Kom agar agar, citronsaft, skal og 25 gr. rørsukker i en lille bitte gryde og bring det i kog og kog ganske kort. I en skål kommes resten af sukkeret og æggeblommen og det piskes godt sammen, tilsæt så citronlagen, mens der piskes. Kom det hele tilbage i gryden og bring det næsten i kog. Jeg plejer at kigge efter en boble eller to og tager så gryden af. Cremen er tyknet undervejs. Kom nu smørret i og lad det smelte i den varme creme.
Hæld cremen over den kolde kiksebund og lad det blive koldt.

Flødeostecreme med hvid chokolade

½ tsk. agar agar
75 gr. hvid chokolade
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. citronsaft
1 dl. cremefraiche 9 %
60 gr. flormelis
200 gr. flødeost
1½ dl. piskefløde

Bring agar agar, ½ dl. piskefløde og citronsaft i kog og lad det koge et øjeblik. Tag det af varmen. Hak chokoladen og smelt den - jeg brugte mikroovnen - men hold øje og gør det med små intervaller. Pisk 1 dl. fløde til blødt flødeskum. I en anden skål piskes vaniljesukker, flormelis og flødeost sammen.
Tilsæt agar agar blandingen til den smeltede chokolade og rør det godt sammen. Kom det derefter i flødeosteblandingen - og pisk grundigt. Til sidst vendes flødeskummet i.
Kom cremen over kiksebunden og bank fadet let, så lufthuller bankes på plads :-) Afkøl kagen et par timer.


Marengstoppe

1 æggehvide
25 gr. sukker
25 gr. flormelis
lidt frugtfarve

Pisk æggehviden stiv i en helt ren skål, og tilsæt sukker og pisk til en sej marengs. Vend derefter flormelis i. For at få lidt farvespil på toppene, smøres en sprøjtepose med lidt frugtfarve indvendig inden marengsmassen kommes i og så sættes små toppe på en bageplade med bagepapir. Bages ca. en time ved 100 grader. Køler af på pladen.


Når kagen skal serveres fjernes ringen og bageplasten og der pyntes efter fri fantasi. Jeg brugte marengstoppe, hvid chokolade og revet citronskal.

Og som du kan se, så står min kage på bunden af en springform - og det er altså en dårlig ide, for kagen kan ikke flyttes derfra :-) Så husk, at lave kagen direkte på serveringsfadet.


Det blev en lækker kage, agar agar fungerede fint, det var let at skære pæne stykker af kagen. Det har jeg desværre ikke noget billede af, kagen blev spist inden fotografen kom på banen :-)

God torsdag.
Jette