Annonce

tirsdag den 26. marts 2019

Hjemmelavet müsli

Jeg lånte for nylig en bog på biblioteket med denne fine titel:
"Mad, mening og magiske øjeblikke"
Alene titlen gjorde, at jeg synes, bogen lød interessant. Og det er en fin bog, som giver gode råd og viden om, hvad der er godt for et sundt helbred. Og en af de helt store faktorer er søvn. At få sovet nok og godt - hver nat. Det tror jeg er helt rigtigt. Men måske nok den faktor, der lettest skrues ned for, hvis der er for få timer i døgnet, eller for meget at tænke på og bekymre sig om. Men det er vigtigt at få sovet - jeg tager også gerne en middagslur, når lejlighed byder sig :-) Det tror jeg også er sundt.

Men den fine bog havde også opskrifter på gode og spændende retter. For mad og gode oplevelser er også vigtige faktorer, når vi taler om et godt helbred. Så bogens poetiske titel gemte mange vise ord i sig.


Jeg faldt over opskriften på hjemmelavet müsli. Det er bestemt ikke svært at lave, og der er også god økonomi i at lave det selv. Men det interessante her var, at det blev brugt kokosolie.


Det er et produkt, der er blevet meget populært inden for det sidste års tid. Før da havde jeg i hvert fald ikke hørt om det.
Og jeg har aldrig prøvet at bruge det - jeg fandt et glas på min tur til Århus i Wefood. Så nu skulle det i brug :-)

Hjemmelavet müsli

2½ dl. havregryn
½ dl. nødder (jeg brugte valnødder og mandler)
2 spsk. frø/kerner ( jeg brugte græskarkerner, hørfrø og solsikkekerner)
1 spsk. smør
1 spsk. kokosolie
1 spsk. honning
½ tsk. kanel
1 tsk. vaniljesukker
½ dl. tørret frugt (jeg brugte tranebær, abrikos og rosiner)

Smelt smør, kokosolie, honning og bland det med krydderier og rør dernæst de tørre ingredienser i - undtaget det tørrede frugt. Bland det godt sammen. Fordel müslien på en bageplade med bagepapir og bag det ved 140 grader ca. 25 miutter. Rør en enkelt gang undervejs. Køler af på pladen.
Når det er koldt, kommes det tørrede frugt i og det hele kommes i et lufttæt glas.


Så er der lækker müsli til mange morgener. Det smager sødt og sprødt - og lidt af kanel. Du kan selvfølgelig udelade kanel, hvis det bliver for julet her i marts :-)

På en kølig tirsdag.
Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar