Annonce

tirsdag den 30. april 2019

Glutenfri bradepandekage med rababer

Det her er en glutenfri udgave af min populære bradepandekage med rabarber, kokos og hvid chokolade.
Igen er vi på forsøgsstadiet - men resultatet er nu blevet okay. Men ser man på hver ingrediens for sig, så er der jo heller ikke noget, som ikke skulle smage godt :-) Kagen er dog lidt mere skrøbelig end en almindelig bradepandekage, der er ikke noget gluten til ligesom at holde det hele sammen.


Jeg forsøger at bage glutenfri med de ingredienser, jeg allerede har i køkkenet. Og derfor bliver resultatet naturligt nok også derefter. Man kan helt sikkert købe mere specielle produkter lige egnet til glutenfri bagværk - men det synes jeg er lidt mere besværligt. Om kort tid skal min søster og jeg på netop glutenfri bagekursus, så kan det jo være at jeg mener noget andet til den tid :-)

Rabarberne har jeg igen hentet hos min flinke graver. Det er altså godt at kende nogen, der har rabarber i haven :-)


Lille bradepandekage med rabarber (6-8 stk)

100 gr. rabarber i små stykker
15 gr. kokosmel
10 gr. sukker

Det hele blandes og trækker mens resten af dejen laves.

2 små æg
75 gr. smør/margarine
150 gr. sukker
evt. lidt vaniljekorn
50 gr. kokosmel
50 gr. havregryn, malet til mel
25 gr. mandelmel
½ tsk. bagepulver
1-2 spsk. mælk
25 gr. hvid chokolade, groft hakket

Kom smør, sukker og evt. vanilje i en skål og pisk det sammen. Tilsæt æggene et af gangen og pisk godt efter hvert. Derefter kommes de øvrige ingredienser i dejen og det hele røres godt sammen. Fordel dejen i en springform ( 16 cm i diameter) eller en firkantet form ( ca. 15 x 15 cm) beklædt med bagepapir i bunden. Kom rabarberblandingen ovenpå og tryk den lidt ned i dejen. Bag kagen ved 175 grader ca. 45 minutter, prøv med en tandstik om den er færdig. Der må ikke hænge dej ved tandstikken.
Køler af i formen.


Nu er kagen klar til at komme med til København i morgen. Så nu er der både kage og cookies til kaffen i pauserne. Det skal nok blive en god dag, jeg har fri, og det samme har Ole. Jeg glæder mig til en tur øst over.

God tirsdag.
Jette


mandag den 29. april 2019

Nyt i sommerhuset

Og ja i denne omgang er det virkelig nyt - ikke noget med den blå avis eller genbrug på anden vis. Ja, det skal da lige være det træ, som mit nye flotte skilt er blevet lavet på. Jeg ved det faktisk ikke.


Men forleden kom min kære mand og forærede mig et nyt og virkelig flot skilt. "Kærnehuset" stod der skrevet på det fineste træ. Skiltet er stringent i formen og passer til husets udtryk. I går blev det så sat op, så nu er ingen i tvivl om, hvor Kærnehuset ligger eller hvilket nummer, det har :-)


Men der kom også mere nyt! Sommerhuset har fået sin egen plæneklipper. Igen er det manden, der har været på indkøb, til stor glæde for mig. En elektrisk multiklipper, som klipper græsset fint og ikke efterlader sig klumper af græs :-) Jeg vil tro - uden at vide det - at det også er ret miljøvenligt med en elektrisk klipper. Batteriet tages med ind og oplades med vindmøllestrøm :-) Og samtidig larmer den ikke - så jeg kommer ikke til at genere naboen, når græsset skal slås.


Det nyeste højbed er også kommet godt i gang. Jeg såede sommerblomst-frø for noget tid siden, og nu er de heldigvis begyndt at spire. Jeg har ingen fornemmelse af, hvad det er for nogle blomster - men det er heller ikke det vigtigste. Bare de vil blomstre og give liv til haven, så er jeg glad. Og så nyder jeg, at kunne vande dem med vand fra regnvandstønden. Det har været godt her i den tørre april.


Foråret bringer også nye grøntsager - de første friske hvide asparges blev købt i går. Og de var virkelig lækre. De kom med hjem og blev tryllet om til aftensmad.


Let kogte asparges med ærtepuré, ristede solsikkekerner og bacontern ledsaget af et par skønne silkehønseæg. Det er da lækkert og farvestrålende :-)

Det var en god søndag - og nu er den nye uge begyndt.
God mandag.
Jette

fredag den 26. april 2019

Glutenfri cookies

I næste uge skal jeg hjælpe min veninde med at flytte. Det skal nok blive hyggeligt - og lidt krævende. Så noget sødt til pauserne vil være godt.
Men hun kan ikke spise gluten, så derfor har jeg været i det kreative hjørne og forsøgt mig med cookies - uden hvedemel. Og her er resultatet.
Havregryn, rismel og mandelmel erstatter hvedemelet - og så fyldes hvid chokolade og tørrede tranebær i - det giver både sødme og noget at bide i :-)


Glutenfri cookies (ca. 12 stk)

50 gr. smør
75 gr. rørsukker
25 gr. farin
75 gr. havregryn (kværnet fint)
25 gr. mandelmel
50 gr. rismel
1 lille æg
½ tsk. bagepulver
30 gr. hvid chokolade
25 gr. tranebær

Kom smør, sukker og farin i en skål og pisk det sammen. Tilsæt æg og pisk det godt ind. Tilsæt de øvrige ingredienser og bland det hele godt sammen. Dejen bliver ikke helt sammenhængende, det gør den først, når du former små kugler af dejen og lægger dem på en bageplade med bagepapir. Form ca. 12 kugler og tryk dem en anelse flade. Bages ved 175 grader i 14 - 15 minutter og køler så af på pladen.


Og så er der cookies :-) De smager forbavsende godt. De indeholder nu heller ikkke noget, der ikke er godt, men det er aldrig helt til at vide, hvordan det går. Nu er jeg spændt på, hvor længe de holder sig bløde og lækre. Men i en lufttæt beholder skal det nok gå nogle dage.
Havregrynene malede jeg på min lille minihakker - den gør den meget godt, og så er det håndkraft :-)


Det dejlige morgenlys giver kagerne et helt særligt gyldent skær. Men også udenfor sollyset smager kagerne dejligt :-)

Med en weekend lige om hjørnet - god weekend.
Jette

torsdag den 25. april 2019

Danmark planter træer

Måske du allerede har hørt om arrangementet? :-)
TV2 har omtalt det et par gange, for de er gået sammen med Danmarks Naturfredningsforening om at lave et stort show, hvor de gerne vil have danskere til at købe eller donere træer. Så der kan blive plantet mange flere træer i Danmark.

Æbletræet ved Kærnehuset

Og det er jo lige en event efter mit hovede :-) Danmark er i dag beplantet med ca 15 % skov, og fra politisk hold vil man gerne op på minimum 20 % skov.
Det vil være godt for miljøet, naturen og klimaet - og ikke mindst godt for os mennesker. For at komme ud og gå en tur i skoven er virkelig godt for krop og sjæl. Og der er bare noget beroligende og godt ved at gå i en skov.
Skov og træer er også godt for CO2 balancen.
Skov er godt for vores grundvand.
Skov er godt for dyr og mennesker og fremmer biodiversiteten.

Så der er mange gode grunde til at plante træer - og lave en skovrejsning. Det sidste har menighedsrådet besluttet at de vil gøre på præstemarken. Et stykke jord, der i dag er bortforpagtet.
Så det sidste halve års tid har et udvalg holdt utallige møder, lavet projektbeskrivelse og været i gang med at søge fonde til finansiering af projektet. Det sidste har ikke givet så meget pote endnu :-)

Præstemarken

Men det har noget andet! Vi søgte nemlig også om at komme i betragtning til at få del i donationerne ved det store indsamlingsshow på TV2 den 30. maj. Og vi blev godkendt. Og mere må jeg ikke skrive om det på nuværende tidspunkt :-) Men der er travlhed i kulissen, og vi afventer hver dag nye informationer.

Danmark planter træer - er virkelig lavet som et arrangement, alle kan være med til og alle kan forholde sig til. Og man kan købe/donere et træ for kun 20 kr. Og faktisk også skrive, i hvilken kommune man ønsker ens træ skal plantes. Det er da meget sjovt :-)

Du kan læse meget mere om selve projektet - Danmark planter træer - her.

God torsdag.
Jette


onsdag den 24. april 2019

Blommetærte og uventet gave

Hverdagen er godt i gang igen :-) Og med et møde i aftes i menighedsrådet, så var der lejlighed til at bage en lækker kage. En blommetærte. Jeg havde bagt en lignende tærte til påskens grønne frokost, og den smagte bare godt, så det lå lige for at gentage den.
En enkel tærte - med mørdejsbund, en god og ikke for sød blommemarmelade og crumble på toppen. Og så serveret med flødeskum. Det var godt :-)


Blommetærte (8 pers)

Mørdej
200 gr. hvedemel (evt. 25-50 gr. grahamsmel)
100 gr. smør
50 gr. sukker
1 æg
Smuldr smør i mel og sukker og saml det hele med ægget. Måske der skal bruges et par dråber koldt vand, for at få dejen helt fin og samlet. Lægges på køl, mindst en time.

1-2 dl. blommemarmelade

Crumble
80 gr. mel
20 gr. havregryn
70 gr. smør
40 gr. sukker

Det hele smuldres godt sammen.

Rul mørdejen ud og beklæd en tærteform (ca. 21 cm i diameter) med dejen. Smør marmeladen ud over bunden og drys endelig crumblen øverst. Bag tærten 35-40 minutter ved 180 grader. Køler af og serveres med letpisket flødeskum.


Så er aftenkaffen reddet :-)


Og det sluttede ikke der - jeg blev overrasket og begavet med en virkelig lækker gave. En kæmpe flaske rosé og skøn chokolade mm. Som tak, fordi jeg bager til vores møder.
Jeg synes, det er sjovt at bage og jeg tror menighedsrådet sætter pris på det - så vi har begge parter noget ud af det :-)


Og læg mærke til den lille detalje på vinflasken - rosen. Med reference til både vin og modtager :-)
Så nu vil jeg glæde mig til at kunne nyde et godt glas vin hen over sommeren.

God onsdag.
Jette

tirsdag den 23. april 2019

Hverdag

Det er blevet tirsdag - efter påske. Påskeæg og påskekyllinger er hoppet tilbage i skuffen, og ligger trygt og godt til næste år.
Det er hverdag - og det hele skal lige vendes og man skal igang igen. Jeg har været samme sted før, viser et blik i arkivet :-)
Jeg er så glad for, at jeg kun skal ind på mit kontor - det ville være lidt uoverskueligt at skulle stille op frisk og klar og parat ude i verden her til morgen :-)


Eftermiddagen rummer dog en plejehjems gudstjeneste og i aften et menighedsrådsmøde - så lidt skal forberedes. Men jeg går stille og roligt i gang. Begyndte med en tur i haven og lidt tanker på påskens mange indtryk - her er et par stykker:


2. påskedag bød på et besøg på Sanderumgaard og en dejlig tur rundt i den romatiske have. Det var fint og smukt anlagt, og et hyggeligt sted at gå rundt. Jeg vender tilbage dertil, når der er sogneudflugt til samme have i september :-)


Frugt- og bærhaven var lavet vældig fint. Her ses brombær plantet i en spiral, så man kan gå på begge sider og plukke bær. Det gav et spændende udtryk til haven.


En tur i præstegårdens have er mindre imponerende, men til gengæld langt mere hjemlig, genkendelig og tryg - og det har bestemt også værdi :-) Her er det tulipanerne, som er kommet godt på vej.


Og magnoliaen, der er sprunget helt ud på de sidste par dage. Bladene begynder allerede at dale tungt ned på græsplænen. Men flot er den.

God tirsdag- en helt almindelig hverdag.
Jette

søndag den 21. april 2019

Glædelig Påske


"Krist stod op af døde
i påskemorgenrøde" (Den danske Salmebog 218,1)
- sådan bliver det beskrevet i en gammel salme til i dag.

Med ord fra mit fødeår lyde det sådan her:

"Det er så sandt, at ingen så
vor Herre ud af graven gå.
For det, der aldrig kunne ske,
det skulle intet øje se." (Den danske Salmebog 238,1)

Forskelligt sprog - men budskabet er det samme. Graven udenfor Jerusalem var tom påskemorgen. Stenen var væltet fra, og den døde var opstået.

Ufatteligt og forunderligt - men vort levende håb.
Glædelig påske.

Jette

onsdag den 17. april 2019

Hvedekornstærte til påske

I morgen er det skærtorsdag, den første af de mange helligdage. Hver dag har sit særlige præg. Begivenhederne i Jesu liv farver dagene. Fra fest og fællesskab om et festmåltid - til svigt og mørke og dødens gru - til påskemorgens ufattelige nyhed og glædelige budskab. Ordene er der mange af.
Men vi kan også komme lidt af ordene ned i vores mad.


Her i en tærte med hvedekorn.
Jeg har stående i min reol en lidt speciel bog - Præsten & kogejomfruen. Bogen forsøger at sætte mad sammen med de forskellige højtider og helligdage. En ret fin tanke - vi mindes mange ting gennem mad. Bare tænk på and til jul og varme hveder før bededag.
Til påske er der blandt andet lavet denne tærte - med fokus på hvedekornet. Billedet er hentet fra Det nye Testamente, hvor Jesus selv fortæller om hvedekornet.
Hvedekornet, der dør i jorden, men samtidig spirer til nyt liv. Som vi ser det hvert forår - men også et fint billede på Jesu vej i påsken. Fra gravhulens mørke til livet og opstandelsen påskemorgen.

Tærten er fyldt med lækkerier, der minder os om sydligere himmelstrøg. Den kræver lidt forberedelse at lave tærten, men ellers er den enkel nok.


Hvedekornstærte

50 gr. speltkerner (iblød 6-8 timer)
1 1/2 dl mælk
Et par strimler citronskal
½ tsk. kanel

Hæld iblødsætningsvsandet ud og kom kerner, mælk og citronskal i en lille gryde og kog det under låg og ved svag varme ca. 1 ½ time. Fjern citronskaller og tilsæt ½ tsk. kanel. Lad det køle af.

Dej:
50 gr. smør
60 gr. sukker
1 æggeblomme
80 gr. mel

Pisk smør og sukker godt sammen, tilsæt æggeblommen og pisk den godt med. Vend melet i og saml dejen til en blød og lækker dej. Lægges på køl mindst en time.

Fyld:
65 gr. ricotta
1 æggeblomme
1 spsk. grand marnier
7-8 cocktailbær, groft hakket
15 gr. syltet appelsinskal
2 æggehvider
40 gr. sukker

Pisk hviderne stive og pisk derefter sukkeret med til en fin marengs. I en anden skål røres ricotta og æggeblomme sammen. Kom de øvrige ingredienser i sammen med de kogte hvedekerner og bland det godt sammen. Til sidst vendes marengsen forsigtig i.

Rul dejen ud og beklæd en tærteform (16 cm i diameter) med dejen. Det overskydende dej gemmes og bruges til pynt oven på kagen. Fordel fyldet i tærtebunden, og dekorer med det sidste af dejen.
Bag tærten ved 200 grader ca 40 minutter.


Køler af inden den drysses med flormelis.


Den smager fint og som noget fra lidt fremmede egne :-) Det er en anderledes kage - men det er vist også godt at få udfordret sine smagsløg en gang i mellem. Det bliver de lidt her :-)

Med ønsket om en dejlig og velsignet påske til dig, der læser med.
Jette

tirsdag den 16. april 2019

Endnu en strikke udfordring

Sidste forår deltog jeg for første gang i en strikke udfordring. Det var ret sjovt, også selv om det endte med, at jeg trævlede det hele op og strikkede en dejlig varm cardigan i stedet :-)
Men den her ide med, at mange kvinder (og måske en enkelt mand) sidder og nørkler med det samme projekt på samme tid - det er lidt fascinerende.
Konceptet er det samme som sidst - opskriften kommer i etaper - og man ved ikke helt hvordan resultatet bliver.


Første etape som i sidste uge. Men hold nu op, hvor det krævede koncentration at få læst den opskrift og få den omsat til masker på mine pinde. Maskerne blev slået op ved hjælp af en hæklenål og i noget garn, som senere skal trævles op igen. Derfor de kulørte tråde i bunden af strikketøjet :-)
Nogle af tankerne bag sådan en udfordring er også at øge og forbedre ens strikke kundskaber, og det synes jeg godt om. Der skal sommetider være en anledning, før man får ny viden indenbords - det er altid lettere at bruge det, man kan i forvejen.


Mønsteret består blandt andet af et superfint hulmønster - og her skal man huske at bevare overblikket, ellers mangler der pludselig et omslag eller er en maske for meget. Der laves også smock strik - det har jeg aldrig prøvet at lave før. Men det ser ret fint ud.

Jeg hygger mig med projektet - det er godt ind i mellem de mange ord i prædikenværkstedet - så at sidde stille og strikke et par pinde :-)

Opskriften er fra Önling - jeg kendte ikke hjemmesiden, men opdagede den på facebook. Ja, så fulgte jeg linket og er nu i gang med en skøn udfordring - strikket i genbrugsgarn. Der var lige noget på lager.
På Instagram kan man se flere billeder, som andre strikkere lægger op - bare følg #aikocape :-)

På en smuk aprils tirsdag i den stille uge.
Jette

mandag den 15. april 2019

Fødselsdagslagkage med agar-agar

Det har været min fødselsdag. Og jeg havde sat mig for, at lagkagen skulle laves uden husblas, og i stedet stivnet med agar-agar. Det er jo det vegetariske alternativ til husblas. Og det fungerer godt nok, men jeg synes, det er svært at finde vejledninger i, hvordan det bruges. Så det er altid spændende at se resultatet. Men det gik godt - og der blev spist godt af kagen.

Kagen bestod af nøddebunde, jordbærmousse og chokoladeganache - og det hele holdt på plads af et marcipanbånd.


Fødselsdagslagkage (8-10 pers)

Nøddebund

3 æg
125 gr. sukker
60 gr. blandede nødder
125 gr. mel
1 tsk. bagepulver
50 gr. smeltet smør

Kom æg og sukker i en skål og pisk til det er lyst og lækkert. Hak nødderne ret fint. Kom det smeltede smør - lidt afkølet - i æggesnapsen og pisk det sammen. Vend nødder, mel og bagepulver i dejen og sørg for at det hele er godt blandet. Kom dejen i en springform ca. 21 cm i diameter med bagepapir i bunden, og bag kagen ved 180 grader ca. 25 minutter. Køler af i formen, inden den tages ud og deles i to.

Jordbærmousse

250 gr jordbærpuré
1 dl creme fraiche 9 %
2 1/2 dl piskefløde
3/4 tsk agar-agar

Kom ca. halvdelen af pureen i en gryde sammen med agar-agar og bring det i kog - lad det koge et par minutter. Kom resten af pureen i, rør godt sammen og lad det køle noget ned. Rør creme fraichen i lidt af gangen, så blandingen bliver homogen og køler ned. Pisk fløden til flødeskum og vend den i til sidst.

Sæt en nøddebund på serveringsfadet, sæt bageplast rundt om - brug eventuelt også ringen fra springformen til at hjælpe med at holde det hele på plads. Fordel moussen på bunden - gem et par spiseskefulde - til senere brug. Kom den anden nøddebund på, tryk let og sæt kagen på køl nogle timer.

Chokoladeganache

75 gr. mørk chokolade
 3/4 dl. piskefløde.

Hak chokoladen mellemfint. Bring piskefløden i kog og hæld den over chokoladen og rør det sammen, mens chokoladen smelter. Køler lidt af.

Overtræksmarcipan af 250 gr. marcipan

Når kagen er godt kold, fjernes form og bageplast. Brug det sidste mousse til at smøre rundt om kagen, så marcipanbåndet har noget at hæfte på.
Rul marcipanen ud og skær et bånd, der sættes rundt om kagen. (Længden er diameteren x 3,14)
Fordel den lune ganache over kagen og sæt den igen på køl.

Ved servering pyntes den efter fri fantasi. Jeg satte lidt marengstoppe på og pyntede med lidt flødeskumstoppe langs kanten.


Det blev en udmærket fødselsdagskage. Moussen stivnede og blev, hvor det skulle :-)

Og så er vi gået ind i den stille uge - dagene op til påske. Mine går stille og roligt med at skrive prædikener.

God mandag.
Jette



fredag den 12. april 2019

Vegetarisk tapas

Det er nu vist helt forkert at bruge den overskrift. For jeg tror ikke, at ordet tapas sådan i Spanien forstås helt, som jeg bruger det her :-)
Men små retter er det. Og når der er flere af dem, ja så bliver man mæt, selv om det måske i begyndelsen ser ud af lidt.


Jeg serverede den vegetariske tapas i aftes, hvor min søster og jeg havde sat hinanden stævne i sommerhuset. Min svoger var på studietur med sine elever, og Ole passede sit arbejde, så der var fin lejlighed til at vi kunne mødes.
Og snakke - om alt muligt. Der er kun 1½ år imellem os, så jeg kan  ikke huske, at Irene ikke har været der. Vores historie har nærmest samme begyndelses tidspunkt. Og vi var rundt om vores barndom - tiden da vore egne børn var små - og tiden nu, hvor næste generation begynder at banke på. Irene har familiens første barnebarn :-)


Tilbage til tapas :-) Der kommer ikke nogen opskrifter som sådan, men lidt inspiration til at arbejde videre med de små hapsere :-)
Jeg havde lavet en godt krydret hummus af tørrede kikærter, soltørret tomat, hvidløg og kryderier. Der kom en teskefuld på en skive squash og så et oliven på toppen. Super enkelt, men det smagte faktisk ret godt :-)


Og så lavede jeg kartoffel tortilla. Den blev super vellykket og flot at se på. Pyntet med rucola og purløg fra sommerhusets højbed :-)

På øverste billede ses også nogle små rugbrødshapsere. Dem laver jeg et indlæg om en anden dag. Men det er et lille stykke rugbrød, stegt på panden, derpå en skive gedeost og toppet med karamelliserede løg - og alt sammen lunet i ovnen. Det er altså en lækkerbidsken.

Derudover var der en hjemmelavet rucola pesto, en købt tomatpesto og så et fad med ost og grønt. Så vi blev så rigeligt mætte, alt imens vi drak rødvin og snakkede og nød varmen fra brændeovnen.
Og det aller bedste var, at Irene kunne blive og sove - og så først køre hjem tidligt i morges. Det gør bare en forskel, når man kan overnatte. Så behøver man ikke tælle genstande så nøjagtigt :-)

En tur i sommerhus er næsten altid ensbetydende med en tur ned til vandet. Lige for at se, hvordan det ser ud den dag :-)


I dag var det helt stille. Køligt, blåt og klart. Jeg kunne godt være blevet lidt længere - men der venter en påskevandring på søndag, så der skal skrives en kort prædiken.
Det må jeg i gang med :-)

God weekend.
Jette


onsdag den 10. april 2019

Et år ældre :-)

Så fik jeg fejret min fødselsdag - i går. Og hvor blev det en dejlig dag, som gik meget hurtigt.
At have fødselsdag den 9. april betyder, at offentlige steder flager på halv stang indtil middag, hvorefter flaget hejses på hel stang. Alt sammen til minde om den dag, Danmark blev besat i 1940. Længe før min tid, men det er godt at holde fast i den slags historiske dage.


Men i præstegårdshaven blev flaget dog sat til tops fra morgenstunden :-) En hyggelig tradition - at vi hejser flaget, når nogen i familien har fødselsdag.

Min dag bød på en lynvisit i Århus - og frokost ved åen. Jeg nød det :-) Sådan lige at fornemme storbyen, det holder jeg meget af.


Og så fik jeg købt mig et årskort til Aros. Så nu kan jeg komme der, lige så meget jeg har lyst til det næste år. Jeg har aldrig haft årskort før, så jeg ser spændt på, om jeg får det brugt. Det tror jeg - og jeg kan tage en person med. Så er det jo lige spørgsmålet om, hvem der synes, det er interessant :-)

I aftes var familien og min kære nabo til aftensmad. Grøn aftensmad. Det gik så fint, og det var dejligt at være sammen og få snakket om stort og småt.


Kagen til kaffen var egentlig ret traditionel - eller ligner noget, jeg har lavet før. Men moussen var stivnet med agar-agar - noget jeg ikke er helt dus med. Men det gik nu okay - moussen blev, hvor den skulle, og smagen var fin og frisk. Fyldt med jordbær fra fryseren :-)
Der kommer en opskrift på kagen i morgen.

Nu vil jeg nyde en rolig dag, og tænke tilbage på en dejlig dag i går. At blive 58 år, var helt som det skulle være.

God onsdag.
Jette

lørdag den 6. april 2019

Næsten ferie

Det har været en uge ud over det almindelige - med kirkelige handlinger og et spændende projekt i støbeskeen. Det sidste kommer der meget mere om, når sløret rigtig kan løftes for det :-)


Men det er også næsten ferie. I næste uge. Hvor bliver det dejligt. Jeg kan samtidig fejre min fødselsdag - ikke at den er rund eller noget - 58 år. Det er jo mest midt i det hele. Men jeg synes alligevel, at det er hyggeligt at fejre, og glæder mig til dagen.
Som blandt andet betyder middag med familie og nabo. Og når der skal laves mad til flere, så nyder jeg at tænke over det i forvejen. Gå og planlægge lidt, og få købt ind sådan pø om pø.


Min fødselsdagskage bliver en lagkage med mousse stivet med agar-agar. Jeg øver mig stadig, men selvfølgelig kan det læres :-)
Bundene bliver nøddebunde. Jeg foretrækker, at der er lidt "bid" i en lagkage, selv om det nok er lidt usædvanligt. Det er normalt mest sødt og blødt og lækkert.


Og udenfor foråret fortsætter - det er så dejligt at komme ud. Præstegårdshaven er ikke en prydhave - så langt fra :-) Men der er lidt blomster hist og her, og lige nu er tulipanerne ved at være godt på vej. Dejligt.

Må du få en dejlig weekend.
Jette

onsdag den 3. april 2019

Travle dage

Ind imellem er dagene mere travle end andre dage. Det oplever vi alle sammen. Og på de dage, må der prioriteres :-) Og det bliver bloggen, der lidt ufrivilligt lige holder for de næste par dage.

Men selv på travle dage, da har jeg brug for at lave noget med mine hænder - at sidde ved computeren hele tiden, det går ikke :-)


Så et bundt rucola og lidt brøndkarse er blevet forvandlet til en lækker pesto. Jeg er blevet ret glad for at lave mine egne pestoer - efter at jeg har opdaget, det ikke er så indviklet. Og de smager bare godt og er brugbare i mange sammenhænge.

Min pesto er ofte lavet lidt på øjemål :-) Men jeg har skelet til min pesto lavet af ramsløg, for at få lidt mål.
Rucola og lidt brøndkarse, solsikkekerner og lidt hård, tør ost og olie til konsistensen er lækker og blød. Smages til med salt og peber.


I dag var både rucola og brøndkarse rimelig friskt - men er det blevet lidt slapt i koderne, så er det altså perfekt at komme i en pesto. Det giver nyt liv til halvsløve krydderurter :-)

Nu overvejer jeg, om jeg skal bage et brød. Bare for at få hænderne væk fra tastaturet og få tankerne til at slappe af. Jeg genfandt denne opskrift på et pesto brød - det ser da lidt interessant ud :-)

God onsdag.
Jette

tirsdag den 2. april 2019

Der sås, det spirer og gror

De lune dage med sol og varme lokker en udenfor. Det er bare noget skønnere at være ud, når vejret er sådan :-)
Weekenden bød på meget godt vejr, og det blev nydt.


Turen gik i sommerhus, hvor haven stod for tur. Eller måske mest græsplænen :-)


Men der kom også et nyt højbed. Jeg har i år besluttet, at jeg vil have et bed med sommerblomster - i håb om at tiltrække bier og andre flyvende insekter.
Der er allerede tre højbede, nu kom det fjerde. Men det er altså let at holde have på den måde. Det hele bliver hvor det skal være, og jeg kan bestemme, hvad der præcis skal være i hver kasse.

Højbedene er bygget af gamle pallerammer. Jeg var så heldig, at Ole havde nogle liggende. De havde ligget hos ham i mange år, og jeg tror ikke, han nogensinde havde forestillet sig, at de skulle bruges til højbede på Sydfyn :-) Men det fungerer godt.
Fåborg-Midtfyn kommune har en meget fin genbrugsplads, hvor der også er en plads, hvor der hele døgnet kan hentes jord og kompost. Det er altså smart, når man lørdag sidst på dagen mangler jord til sit bed :-)
Jeg ved godt, at nogen mener, at man kan få mange udkrudtsfrø med hjem, når man henter genbrugs jord - men det tager jeg med. Jeg var glad for, at jeg med det samme kunne få sået mine blomsterfrø.


Nu håber jeg de vil spire, vokse og blomstre - til glæde for mig. Men også til glæde for bier og andre flyvende insekter. Antallet af insekter er styrtdykket - på grund af mange ting - men vi kan hjælpe dem, der er, ved blandt andet at have forskellige blomster i haven, lave insekthoteller og ellers have en kvasbunke et stille sted i haven.


præstegårdens have har jeg også tre højbede, og her blev der i går sat kartofler i det ene. Jeg dyrker ikke mange grøntsager, men kartofler - nyopgravet og dyrket i egen baghave - det er der altså en særlig fornøjelse ved på en dejlig sommerdag :-)

Så nu venter jeg utålmodigt på, at det hele kommer i gang med at spire og vokse.

God tirsdag.
Jette