Annonce

fredag den 26. april 2019

Glutenfri cookies

I næste uge skal jeg hjælpe min veninde med at flytte. Det skal nok blive hyggeligt - og lidt krævende. Så noget sødt til pauserne vil være godt.
Men hun kan ikke spise gluten, så derfor har jeg været i det kreative hjørne og forsøgt mig med cookies - uden hvedemel. Og her er resultatet.
Havregryn, rismel og mandelmel erstatter hvedemelet - og så fyldes hvid chokolade og tørrede tranebær i - det giver både sødme og noget at bide i :-)


Glutenfri cookies (ca. 12 stk)

50 gr. smør
75 gr. rørsukker
25 gr. farin
75 gr. havregryn (kværnet fint)
25 gr. mandelmel
50 gr. rismel
1 lille æg
½ tsk. bagepulver
30 gr. hvid chokolade
25 gr. tranebær

Kom smør, sukker og farin i en skål og pisk det sammen. Tilsæt æg og pisk det godt ind. Tilsæt de øvrige ingredienser og bland det hele godt sammen. Dejen bliver ikke helt sammenhængende, det gør den først, når du former små kugler af dejen og lægger dem på en bageplade med bagepapir. Form ca. 12 kugler og tryk dem en anelse flade. Bages ved 175 grader i 14 - 15 minutter og køler så af på pladen.


Og så er der cookies :-) De smager forbavsende godt. De indeholder nu heller ikkke noget, der ikke er godt, men det er aldrig helt til at vide, hvordan det går. Nu er jeg spændt på, hvor længe de holder sig bløde og lækre. Men i en lufttæt beholder skal det nok gå nogle dage.
Havregrynene malede jeg på min lille minihakker - den gør den meget godt, og så er det håndkraft :-)


Det dejlige morgenlys giver kagerne et helt særligt gyldent skær. Men også udenfor sollyset smager kagerne dejligt :-)

Med en weekend lige om hjørnet - god weekend.
Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar