Annonce

fredag den 24. maj 2019

Hjemmelavet rasp til rabarberkage

Jeg fortsætter lige med rabarber temaet - for der blev lavet meget kage forleden :-)


Men som overskriften også siger - handler det her også om rasp. Tørt brød, der bliver anvendt igen. Det er blevet moderne i en Stop Madspild tid - men det har faktisk været kendt altid. At bruge hele brødet, også når det var blevet lidt tørt og kedeligt. At sætte tørt rugbrød i blød og lave øllebrød. Eller tørre endeskiven af franksbrødet og så knuse det og bruge det som rasp. Sådan gjorde min mor, da jeg voksede op på landet i 60'erne. Men så skete der jo noget med tiden, og gamle råd og metoder gled i baggrunden - for man kunne købe det hele i stedet. Øllebrødspulver og rasp i poser.

Men ikke her :-) Jeg tørrer brød - hvis ikke lige hønsene får det sidste. Jeg gemmer og samler sammen og kører det så på foodprosessoren, så det bliver en god rasp. Som kan bruges til drys oven på ovnretter - eller bruges til rasp i en æblekage - eller her en rabarberkage.


Rasp til brug i en kage:

100 gr. tørrede brødkrummer
25 gr. sukker
35 gr. smør

Bland rasp og sukker i en skål. Smelt smørret på panden og tilsæt rasp/sukker blandingen og lad det stege på panden ved god varme til det er lysebrunt og fint. Kommes i en skål og køler af.
Det kan bruges med det samme eller gemmes i en lufttætbeholder nogen tid. Men det er mest lækkert, når det er nylavet :-)

Jeg sigter sommetider raspen, inden jeg rister den - for der vil altid være noget brød, som ikke bliver helt knust nok. Billedet viser også, at der er både små og store stykker rasp i den blanding.

Til rabarberkagen kogte jeg en kompot af 2/3 rabarber og 1/3 jordbær og lidt sukker. Det hele koges nogle minutter, og røres godt igennem. Kan eventuelt lige jævnes med en anelse kartoffelmel.
Kompotten lægges lagvis med ristet rasp og pyntes med flødeskum på toppen.


Det er enkelt og smager dejligt - men er umulgt at få et fint billede af :-)

Nu venter weekenden - hvor min søster og jeg blandt andet skal deltage i et glutenfrit bagekursus. Det kommer der helt sikkert mere om i næste uge.

Men lige nu ønskes du en dejlig weekend.
Jette

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar