Annonce

fredag den 3. maj 2019

Rabarberkage med to slags dej

Det er ikke sådan et fancy navn min kage her har fået - men det fortæller til gengæld hvad det er - to slags dej og så noget med rabarber :-) Det er ikke en helt ny kage, men en mindre udgave af denne.
Jeg havde lidt rabarber tilbage efter min sidste kage, og de blev tryllet om til noget lækker kompot. Det tager lang tid at lave - flere timer i ovnen - men det passer sig selv, og smager efterfølgende virkelig dejligt :-)


Rababerkage med to slags dej

Anderledes crumble

30 gr. smør
35 gr. farin
60 gr. mel

Dej

90 gr. mel
60 gr. sukker
1 tsk. vaniljesukker
50 gr. smør
½ tsk. bagepulver
0,75 dl. surmælksprodukt
1 æg

Rabarberkompot af  200 gr. rabarber

Begynd med crumblen. Kom farin og sukker i en lille gryde og smelt det sammen, giv det et opkog og rør melet i. Det samler sig lidt i små og store klumper. Tag gryden af varmen og lad den køle af mens den anden dej laves.

Kom mel, sukker, vaniljesukker, bagepulver og smør i en skål og smuldr det hele sammen. I en anden skål kommes æg og surmælksprodukt og røres sammen. Tilsæt det til melblandingen og rør sammen til en blød dej. Kom den i en lille springform ( 16 cm i diameter ) beklædt med bagepapir i bunden. Fordel rabarberne oven på - lad væden dryppe af - og fordel til sidst crumblen over.
Bag kagen ved 180 grader ca. 45 minutter. Køler af - og så er der en skøn kage til weekenden. Frisk og let syrlig.


Jeg tænker at servere min med flødeskum - det går vist ikke helt galt :-)

Ønsker dig en god weekend.
Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar