Annonce

fredag den 19. juli 2019

Fredags glimt

Så er det allerede fredag igen - og i juli er det ensbetydende med glimt her på bloggen :-) Altså lidt tilbageblik og små hverdagssituationer fra den sidste uge her.


Sommerhuset kommer jeg ikke uden om :-) Og nyder, hver gang jeg er dernede, og i denne uge har der været et par gode solskinstimer inkluderet.


Vaskemaskinen i sommerhuset er også altid i gang - og mit lille tørrestativ på overarbejde. Men det fungerer fint - tøjet når at tørre lidt, nogen gange helt - hvis ikke, så kommer det med hjem og tørrer færdigt i præstegårdens have. Og tøjet dufter bare godt, når det får en tur ude i den friske luft.


Sommeren får lidt hårde ord med på vejen - der er ikke så meget sol og varme som sidste år. Men det passer mig rigtig godt. Til gengæld står alle afgrøder virkelig godt. Æbletræet er i færd med at frembringe flere æbler end nogensinde før. Jeg glæder mig til at skulle smage dem :-)


Jeg er glad for biblioteket, det har jeg nævnt før. Og har fået reserveret en del bøger, som ligger klar til afhentning på forskellige tidspunkter - så det giver en god anledning til at sætte mig på cyklen og får trænet lidt inden cykelferien :-)
Jeg har netop læst bogen "Lev for det halve". En letlæst bog, som dybest set handler om at gennemgå sit forbrug og skære det væk, der er overflødigt og unødvendigt. Det er der som sådan ikke noget helt specielt ved - passer meget godt ind i tidens tanker. Men grunden til at denne bog blev skrevet, var at et sæt småbørnsforældre begge gik ned med stress, og noget måtte gøres og ændres. Deres liv var simpelthen for presset - enderne nåede slet ikke sammen. Og det tror jeg ikke, de er ene om at opleve. Men trist at de skulle helt derud, før de fik kigget på dem selv og deres liv. At et godt liv kan leves på mange måder - det er ikke kun store stillinger og økonomisk velstand. Nærvær, nærhed og tid er værdifulde elementer i hverdagen. Som ikke kan købes og som ikke kommer igen.


Og endelig har jeg igen forsøgt mig med koldthævede boller :-) Jeg havde lidt frugtyoghurt som skulle bruges, og så er det bare en god ide at komme det i en portion boller. Nu er der lidt til fryseren igen, og det er hel fint.

Må du få en dejlig weekend.
Jette

torsdag den 18. juli 2019

Ferie forberedelser

Der er over 1½ uge til det hedder ferie - men derfor er forberedelserne alligevel gået i gang :-) Det er nemlig en lidt anden ferieform i år - jeg skal på cykelferie :-) Så derfor benytter jeg enhver lejlighed til at tage cyklen, når jeg skal på samtale, husbesøg eller ud at handle. Og nyder at vejret er godt - jeg gider slet ikke cykle i regnvejr!


Cykeltaskerne er blevet lånt - min søde organist havde et par virkelig fine tasker, jeg kunne låne, og de passer perfekt på min gamle cykel.

Hvorfor cykelferie? CO2? klimavenlig ferie? Både og. For jeg skal sidst i august på en helt anden slags ferie - en bustur til Toscana (og med fly hjem). Mere om det en anden gang. Og jeg var jo også i Paris i foråret  - så det med at reducere CO2 udslippet, går ikke så godt i år :-)

Men det syntes bare at give god mening med en lidt mere aktiv ferie. Og at komme rundt på cykel er en fin og rolig måde. Jeg cykler absolut ikke ræs - slet ikke. Det lader jeg Ole om :-) Men vi har aftalt, at cykelferien sammen, det er for oplevelsens skyld - ikke for præstationens skyld. Og den afklaring er vigtig. Ellers ville det blive for surt for os begge.

Nu er der bestilt overnatning 4 meget forskellige steder - de kommer på Instagram, når vi kommer dertil. Jeg er for magelig til at skulle ligge i telt, så der er overnatning i en rigtig seng :-)


Cykelkort og bøger er studeret, der er installeret en app på telefonen, hvor ruterne kan lægges ind, så man kan se, hvor langt der er. Det virker ret smart. Og så har jeg fundet badedragten frem. For jeg har besluttet, at når turen nu går til vestkysten, så må jeg også ud og bade i Vesterhavet. Jeg håber på meget godt og varmt vejr :-)

På turen fejrer vi tre års bryllupsdag, og den sidste af bryllupsgaverne bliver brugt. Et gavekort på en middag for to. Det glæder jeg mig til.
Sidste år gik turen til Møn, hvor også en af vores bryllupsgaver blev brugt. Vi har virkelig haft megen glæde af de oplevelsesgaver, vi fik.
Nu undrer vi os blot over, hvor de tre år er blevet af :-) 

På en smuk juli dag.
Jette

onsdag den 17. juli 2019

Lækker sommerdessert

Denne dessert er inspireret af flere opskrifter. Om bær, marengs og flødeskum i lag :-) Og det kan man da kun tænke: "lyder lækkert"

Jeg havde nogle macarons tilbage i dåsen, de kom i brug her. Alternativt kan du bage helt klassiske marengs.
Friske bær vil fungere fint her - men alle mine bær kom fra fryseren :-) og blev derfor lavet til en lækker puré.


Sommerdessert (2 pers)

Marengs af en æggehvide

Bærpuré
150 gr. ribs, hindbær og jordbær
50 gr. rørsukker

Bland sukker og frugt og lad det trække et par timer. Giv gryden et kort opkog, blend frugterne og lad det hele køle af.

Flødeskum af 1 dl. piskefløde

10-15 gr. revet/hakket chokolade

Pisk fløden til skum og tilsæt et par spiseskefulde bærpure og bland det sammen. Knus let nogle macarons eller marengs og bland i flødeskummet.

I to glas fordeles halvdelen af bærpuréen, dernæst lidt flødeskum og et par marengstoppe. Gentag med det hele en gang til. Drys med revet chokolade til sidst.


Det var en fin lille dessert på en lun sommeraften. Det bliver ikke sidste gang, den dessert kommer på menuen :-)

God onsdag.
Jette

tirsdag den 16. juli 2019

Når dejen ikke helt arter sig ...

Jeg havde ellers tænkt mig, at give en opskrift på koldthævede frø-stykker her i dag. Men gærdej har sit eget liv, og det går ikke altid som hende, der har lavet den, regnede med :-) Så selv efter hundredevis af boller og mange brød, så sker det stadig, at tingene bliver anderledes end forventet.
Dejen minder lidt om denne, men jeg kom mere mel i og brugte kun fuldkornsmel. Men det forklarer ikke helt, hvorfor dejen ikke artede sig :-)


Min tanke var, at lave en dej i går, lade den hæve koldt i køleskabet i nat og så ælte den færdig her i dag, og forme den til nogle fine stykker. Men dejen ville ikke æltes! I hvert fald ikke sådan, at den også kunne rulles ud.


Så skålen blev vendt på hovedet og ud kom dejen, og blev så fladet ud og drysset med masser af hørfrø, sesamfrø og solsikkekerner. Og så hævet og bagt. Og det gik fint, og de små stykker smager ganske fortrinligt. Men der kommer altså ikke nogen rigtig opskrift i dag :-)


Jeg skar dejen ud  med mit pizzahjul inden den blev bagt. For så kan stykkerne brydes fra hinanden, når de er bagt, og giver nogle bløde sider. De fine frø og kerner ser flotte ud, men de falder meget nemt af :-)

Så meget om en dej, der ikke artede sig - nu satser jeg på, at resten af dagen arter sig. Det tegner allerede godt, solen skinner :-)

God tirsdag.
Jette

mandag den 15. juli 2019

En kulinarisk aften

Min mand, Ole, havde fået en billet til et spisearrangement i fødselsdagsgave. Og samtidig havde jeg og resten af familien inviteret os selv med :-) Så i fredags skulle billetten bruges. Og det blev en fin og anderledes aften med lækker sommermad. Og vejret viste sig fra sin skønneste side, blå himmel, ingen vind og ikke skyggen af regn.


Brandbygegaard laver og producerer selv vin, primært af æbler. Og jeg smagte en moussernede æblevin fra 2015 - den smagte virkelig dejligt. Og havde masser af bobler. Som blev ved med at vare ved til glasset var tomt :-)
Menuen var vegetarisk - og virkelig tilrettelagt efter, hvad køkkenhaven bugner af netop nu. Små enkle og delikate retter, hvor hver grøntsag kunne smages. Og er man glad for grøntsager, som jeg er, så synes man det er en fest :-) Er man ikke helt så begejstret, ja, så var der heldigvis to fade på bordet med hjemmebagte brød og hjemmekærnet smør, som der kunne suppleres med.


Små lækre kartofler med mayonaise, radiser og krydderolie.


Det er tid for salat - og sjældent har jeg fået så mange på en tallerken, dryppet med vinagrette og toppet med ristede boghvedekerner og revet ost.


Rødbeder er ikke min favorit. Men her var de ret fine i små snitter, og serveret med syrnet fløde (hvis jeg husker rigtigt)


Så var der pause, og vi kunne bevæge os frit rundt på hele gården. Blandt dyr og planter, vinstokke og æbletræer. Hold nu op, hvor var der meget der skulle ses til og passes, og det klarer Søren Sørøver og Lone Landmand selv. Det er virkelig godt gået.


Hovedretten var også lækker - igen med grøntsager i fokus. Et kvart spidskål :-) løg, gulerod og nye kartofler - og rigeligt med bearnaisesauce. Det var ret godt!

Og desserten glemte jeg at tage billeder af - men det var en lækker rødgrød sorbet og til sidst en creme brulee. Det sidste har jeg aldrig smagt før, men det var også rigtig godt.
Aftenen sluttede med en kop kaffe - og så var der faktisk gået en hel aften. I det bedste selskab.


En dejlig aften - i idylliske og gamle omgivelser. Der var masser af stokroser langs bygningerne og skæve vægge og toppede brosten. Lidt en tidslomme at træde ind i - og samtidig er det en økologisk forretning, som også løber rundt.

Hvis lejlighed byder sig, - så vil jeg overveje at kigge forbi igen :-)

God mandag.
Jette 

fredag den 12. juli 2019

Fredags glimt

Her i juli måned har jeg besluttet mig for at lave fredags glimt. Mest fordi, at der ikke bliver bagt så meget, og alt er lidt løsere i strukturen - feriestemningen rammer også præstens kontor. Så det bliver glimt igen i dag :-)


Men glimt fra i går. Hvor jeg igen var i sommerhus for at gøre klar til et nyt hold gæster. Og når jeg er dernede, går jeg ofte en tur forbi vandet - for lige at høre det og se det. I går var der rimeligt højvande.


Jeg har tænkt på, om jeg kan have sådan en signatur-ting - altså en ting, som går igen i hver udlejning. Og har bestemt mig for, at der altid skal være friske blomster i mine tre små Kähler vaser (en bryllupsgave). Og gerne blomster fra sommerhushaven. Endnu er det lykkedes.


Selv på det lille toilet er landet et par roser :-) Det er reformationsrosen, og den er bare så fin.


På turen ned til vandet går jeg forbi nogle gamle og meget høje fyrretræer. Og de har tabt de flotteste kogler. Så hver gang jeg går forbi, samler jeg et par stykker op - og gemmer til jul og dekoration. Men bruger dem faktisk også til optænding i brændeovnen. De er virkelig gode og lette at få ild i.


Og så bagte jeg boller i går. Solide boller med masser af frø og kerner :-) Når jeg får lidt ekstra travlt og har mange bolde i luften, så går jeg - lidt ulogisk måske - men så går jeg ofte i køkkenet og laver en dej. Rører lidt i skålen, sætter dejen til hævning, og får så senere, når tiden er til det, bagt et brød eller nogle boller. Jeg tror, det er med til at skabe lidt orden i kaos :-)

Og nu banker weekenden på - med en spændende madoplevelse i vente. Den hører du om :-)
God weekend.
Jette

torsdag den 11. juli 2019

På besøg på en byggeplads

Jeg synes træ-hus-byggeri er spændende - og i går havde Ole og jeg mulighed for at kigge inden for på en byggeplads i Jylland. I skønt vejr og smukke omgivelser.


Huset bygges af TræVærk - et lille og forholdsvis nyt firma med en super engageret ejer. Dennis - fyldt med visioner og gode ideer, energisk og initiativrig. Jeg besøgte allerede sidste år et andet projekt, han også stod for - nemlig træhuset på Hjarnø.

Nu var han i gang med dette hus - et skønt hus, med masser af træ både indvendigt og udvendigt. Det meste af træet var fra Danmark eller Norden - og altså ensbetydende med kort transport. En del af husets inventar var blevet fundet i den blå avis. Alt sammen noget, der er med til at nedbringe det CO2 aftryk ethvert husbyggeri afsætter.


Vi skulle ikke andet end at kigge - og dejligt, at både bygherre Mille og Dennis var til stede. De tog sig begge god tid til at vise rundt og besvare mange spørgsmål. Mille fortalte tillige om overvejelser ved at bygge på denne måde, i modsætning til et muret hus. Noget af det jeg bed mærke i ved huset, var, at det virkede og duftede tørt og rart at være i. Det skulle ikke først tørre i uger, som et muret hus skal.
Huset her skal rumme Mille og hendes lille familie, som har taget noget af et spring - fra en lejlighed i København til et nyt træhus i en ret lille by i Jylland.

Jeg havde bagt lidt cookies, som de gode håndværkere kunne spise til deres eftermiddagskaffe :-)

God torsdag - hvor det er stille og let regn.
Jette

tirsdag den 9. juli 2019

Kan man det ?

Som ny airbnb vært har jeg gjort mig nogle overvejelser over, hvad min opgave er og hvad man kan og ikke kan osv.
For at leje et værelse eller hele huset ud via airbnb er jo lidt, som at invitere fremmede mennesker ind i sit hjem. Sådan oplever jeg det i hvert fald. Og det er spændende og fint. Jeg glæder mig hver gang til, at nye mennesker skal opleve stemningen i det lille sommerhus :-)


Men jeg har også haft overvejelser omkring sengetøj og håndklæder. Hvorfor dog det - et dynebetræk er vel bare et dynebetræk og ditto et hånklæde. Ja, på sin vis. Men når du begynder på noget nyt, skal det hele så være nyt?

Jeg skrev lidt om det i går på Instagram Og gør det også her.
For jeg gjorde op med mig selv, at selv om det er nyt, at huset lejes ud - så er det ok, at leje det ud, med det, der nu engang er i huset.
Så jeg kiggede i skuffer og skabe og fandt nogle matchende sengetøjs sæt og nogle håndklæder - uden logoer på :-) og de bliver så brugt på skift i huset. Jeg har også været i genbrug og fundet et par håndklæder. Og forleden arvede jeg to fine sæt sengetøj fra min søsters svigermor - de passer perfekt ind i sommerhusstilen - så dem bruger jeg glad og gerne nu.

For så længe tøjet er nyvasket og tørret i vinden, så må det være i orden at bruge det - selv om det ikke er spritnyt!

I denne uge kommer der fire forskellige hold gæster - så der skiftes noget sengetøj :-)


Diva og jeg var dernede i går - og vi havde også rig lejlighed til at nyde lidt sol og dejligt sommervejr. Jeg tror nu nok, at Diva har mest øje for kagen på billedet.

God tirsdag.
Jette

mandag den 8. juli 2019

Ny skov på vej

Jeg har skrevet om det tidligere, at der er planer om at plante præstemarken til med træer, så der på sigt kommer en ny og fin skov i Kauslunde.
Netop nu er marken sået til og der står ret meget fin hvede på marken. Det skal gerne nå at modne og høstes, inden det blive tid til at plante træer.


Vi har holdt møder i menighedsrådene, og vi har haft møder med træfolk og tvfolk - og haft besøg af en journalist, så det går ikke helt stille af :-)


Og nu er der endelig også ved at være økonomi bag hele projektet! Og det er selvfølgelig også vigtigt. Ud over at vi er kommet i betragtning - og er forhåndsgodkendt - til at få del i de indsamlede midler ved det store TV-show i september, så har vi også fået tilsagn fra Middelfart kommune. Vi søgte om at få del i Landdistrikts puljen og var så heldige, at byrådet syntes, vores projekt var til stor gavn og glæde for borgere i byen og kommunen. Det er vi naturligvis glade og stolte over - og meget taknemmelige for. Og vi er heller ikke i tvivl om, at den fremtidige skov vil skabe masser af liv for både mennesker og dyr.

I går var der en artikel i den lokale avis om projektet. Desværre kan artiklen ikke læses i sin helhed uden abonnement, men billedet og overskriften kan dog ses.

Når kornet er høstet og sensommeren begyndt, så skal de første træer plantes. Det sker ved et arrangement, som ligger på en søndag :-) Og det er helt bevidst, både for at trække en linje fra kirke og gudstjeneste til at mange har fri, og derfor mulighed for at komme og plante sit eget træ. Der vil være boder med info om træer, og hvor gode de er for klimaet. Spejderne vil lave bål og fodboldklubben sælge øl og vand. Det er i hvert fald de overordnede tanker lige nu. Den nye skov skal gerne blive en skov, som alle i Kauslunde synes er deres skov. Et nyt rekreativt område. Og et sted, hvor man kan gå en tur. Der går dog lige nogle år. Men alle der planter et træ får en pind, som de kan skrive navn på og sætte ved deres træ, så de sidenhen kan komme og gense deres træ.
Det bliver helt fint.

Her kan du læse meget mere om "Danmark Planter Træer" Og på kortet her, er der allerede tegnet ind, at en ny Folkeskov er på vej :-)

Jeg glæder mig til at få en skov i baghaven.

God mandag.
Jette

fredag den 5. juli 2019

Fredags glimt

Jeg kan godt fornemme, at der bliver en del køren til og fra sommerhus, for at få gjort klar til næste hold airbnb gæster. Men det er fint nok, det skal bare lige tilrettelægges :-)

Så i dag bliver et par glimt fra dagen - jeg overnattede i sommerhuset, og det er virkelig rart at sove der. Diva var også med, og hun stod bestemt heller ikke op, før det var helt nødvendigt :-)


På terrassen har et svalepar igen i år besluttet at bygge rede. Jeg har ellers gjort mit for at forhindre det - men de er ret vedholdende, så pludselig i løbet af et par dage, så var der en færdig rede. Med en svale i, og så nænnede jeg alligevel ikke at fjerne den. Så nu bor de der.


Min ribsbusk har ribs, der snart kan plukkes. Det er altså lidt sjovt at kunne plukke bær i egen have. Når det er i så små mængder - jeg bliver lynhurtig træt af at plukke bær, så denne busk er meget passende til mig :-)


Og så flyttede og plantede vi en hindbærbusk fra Oles gård til sommerhuset. Det var spændende at se, om den ville få fat - men det har den fået. Og nu er der de første fine hindbær på vej.

Jeg nyder at kunne hente bare en lille smule spiseligt i mine højbede. Det kan givetvis ikke svare sig at dyrke det selv, men der er altså en glæde ved at grave nye kartofler op af jorden og plukke lidt frisk purløg :-)


Det har jeg gjort i dag - og af det lavet en lækker kold kartoffelsalat. Den bliver en del af den grønne aftensmad, som også vil bestå af en tærte med forårsløg og silkehønseæg :-) En tomatsalat og nogle fyldte ravioli - de sidste er købt, det har jeg endnu ikke kastet mig ud i at lave.

Og så banker weekenden på døren - jeg håber solskinnet fortsætter :-)
Jette


torsdag den 4. juli 2019

One pot grøn pasta

Alt i en gryde - det er der ind imellem noget tiltalende ved :-) Og denne ret har intet med bagning at gøre. Men den er god og super let at lave - det har også ret ind imellem.
Jeg synes, der er noget fascinerende ved at komme noget forskelligt i en gryde, og så vente noget tid, og så er der en lækker ret klar - lige til at servere.
Jeg lavede en vinter denne fyldige ret, som blev bagt længe i ovnen. Og den samme proces gælder, når det er langtidsbagte tomater eller rabarber. Dette at se varmen og tiden gøre noget godt for en ret, det er da interessant :-)
One pot pasta er blevet ret populært de sidste par år - og det er en anderledes måde at lave en pasat ret på. Men det fungerer meget godt. Her er mit bud på en meget grøn One pot pasta.


One pot grøn pasta (2 pers)

150 gr. pasta
300 gr. grønne grøntsager (spinat, squash, bønner eller andet)
2 fed hvidløg, finthakket
1 løg
2½ dl. kogende vand + grønstsagsterning
1 dl. fløde
½ tsk. salt
1 tsk. tørret timian, eller nogle stilke frisk
½ tsk. oregano eller nogle stilke frisk
25-50 gr. revet ost
evt. parmesan til drys

Grøntsagerne skæres i mindre stykker og kommes i en gryde med alle de øvrige ingredienser - undtaget osten. Gryden bringes i kog - med låg på - og koger ved middelvarme ca. 15 minutter, indtil pastaen er ordentlig kogt. Rør gerne et par gange undervejs. Til sidst vendes den revne ost i og der smages til med salt og peber.
Gryden serveres med en salat efter eget valg. Mit køleskab rummede grøntsager til en græsk salat, og det fungerede fint til.


Det er da let kun at skulle have en gryde i gang :-)

På en lidt grå og kølig sommerdag.
Jette

onsdag den 3. juli 2019

Plastikfri juli 1

Det har jeg faktisk ikke hørt om før. Indtil jeg lige skimmede overskriften på en blog. Og så blev jeg lidt nysgerrig :-)
Det er jo i denne tid meget oppe at sortere, rydde op og smide ud, gøre ens hjem og indhold mindre, at forholde sig til, om noget gør en glad. Og det er der bestemt meget godt ved. Her i huset, er der en del, der godt kan komme videre ud i verden, eller bare sendes på genbrugspladsen :-) Stabler af gamle kagedåser, syltetøjsglas til en hel hær og huer og vanter, som alle er vokset fra. Jo, der er nok at tage fat på, hvis det var lige det, jeg havde lyst til.


Juli måned er en lidt stille måned i præstegården. Alle aktiviteter er indstillet, så det er primært gudstjenester, dåb, vielser og bisættelser, der skal tages hånd om.
Og dermed er der også tid til lidt andet. Og i år bliver det et øje på en plastikfri juli.
Og det er med det samme noget ambivalent. For der er virkelig mange steder, hvor jeg ikke vil undvære plastik - men der er også steder, hvor der godt kan tænkes alternativt.

Min tanke er, at jeg hver dag i denne måned skriver ned, hvad der er købt i plastik. Og prøve at se om der er noget plastik, jeg kan undgå.


Forleden købte jeg et lagen fra Jysk. Det var emballereret i en meget kraftig plastik. Posen genbrugte jeg til at samle brugte batterier i - som så dagen efter blev indsamlet af kommunen sammen med pap og papir. Det er altså ikke raketvidenskab :-) Nærmere lidt sund fornuft :-)

Madvarer er den store udfordring - og her er ikke umiddelbart så let at gøre noget. Så det bliver ikke her mit fokus vil være.


I dag gravede jeg igen lidt kartofler op fra mit højbed - lige nok til min aftensmad. Det er så lækkert. Og de kom altså i en gammel plastikbøtte (fra noget is, tror jeg).
Så plastikfri juli - det er flere ting. At undgå plastik kan vi ikke - men vi kan bruge det med omtanke og gerne bruge det igen.
For nylig købte jeg en plastikbakke med kylling i - på den stod der, at det plastik før havde været en plastikflaske - det var både lidt sjovt, men jo også et eksempel på, at der begynder at tænkes på miljø og konkret genbrug.

God onsdag.
Jette

tirsdag den 2. juli 2019

Skøn rabarberkage

Der har godt nok været en del med rabarber i år - både denne cheesecake og den populære kage med hvid chokolade. Og så kommer der en mere i dag :-) Den sidste i år. Opskiften har udgangspunkt i denne.
Kagen blev bagt og serveret på udflugten i søndags. Og til sådan en lejlighed passer kagen godt. Formen er robust, og alting smager bare helt specielt spist ude i det fri i solskin, dejligt selskab og god udsigt :-)


Rabarberkage (12-14 pers.)

150 gr. rørsukker
ca. 600 gr. renset rabarber i små stykker
1-2 spsk. vaniljesukker

Det hele blandes i et ildfastfad (22 x 28 cm) og står og trækker lidt, mens dejen laves.

250 gr. rørsukkker
200 gr. smør/margarine
3 små æg
125 gr. mel
1½ tsk. bagepulver
200 gr. kokosmel

Pisk sukker og smør godt sammen. Tilsæt æggene og pisk grundigt. Vend mel, bagepulver og kokosmel i blandingen og sørg for at det hele blandes godt. Fordel dejen ovenpå rabarberne og bag kagen ved 175 grader ca. 40 minutter.
Og så har du en lækker kage, som serveres med creme fraiche eller flødeskum.


Det er en kage der er ret hurtig at lave, og fint kan tages med på tur, som du ser på billederne her. Man skal blot huske tallerken og teske. Som tallerkner havde vi nogle små engangs både lavet af fyrspåner, de var perfekte til at tage med på tur.

På en blæsende sommerdag.
Jette

mandag den 1. juli 2019

Turen gik til en kirkegård og en nationalpark

I går var menighedsråd og personale og deres ægtefæller på den årlige ekskursion. Ud i landet for at se og opleve kirker, kirkegårde, natur og kultur. Og i år besøgte vi Ribe nye kirkegård og Vadehavscentret, en del af Nationalpark Vadehavet.
Vejret var så fint til en tur, der mest foregik udendørs - ikke for varmt og med masser af sol og lune vinde.


Formålet med disse ture er både at sige menighedsrådene tak for indsatsen det forgangne år - men også at give inspiration til arbejdet i rådet. Få nye idéer, se andre måder at gøre noget på - og så ellers hygge os sammen og så en god middag.


Besøget på Ribe Ny kirkegård var netop for at blive inspireret til at tænke nyt og anderledes. At kirkegården kan mere end blot rumme gravsteder - men at det også kan være en have og et sted, der er rart at være.
Skulpturen "Lyspunkt" var centralt placeret. Lavet af mursten, granitsten og gamle gravsten og "skyen" er kalksten. Den er udformeret, så lyset kan komme gennem hullerne, og en stjerne kan ses i vandspejlet. Skulpturen kan fortælle både om lyspunkter, håb og stjerner minder om nye generationer, der følger efter de gamle.


Og det med slægtled og historier havde de knyttet sammen og fået lavet to fortællegynger. En virkelig god ide og smukt udført. Her kan man tage en pause og tænke over de liv, der har været - men også fortælle om ens eget liv.


Og så var naturen tænkt med ind i kirkegården - altså som noget levende og nærværende. Der var både bistader og insekthoteller :-) 


Det har jeg ikke set før, men hvorfor dog ikke :-)


Den lokale biavlerforening passede bistaderne og honningen, som blev produceret kunne købes. Det gjorde vi, og det smagte ganske dejligt.


Efter besøget på kirkegården, gik turen til Vadehavscenteret - et virkelig smukt sted. Nyrenoveret og interessant at gå rundt i. Museer og naturformidling har virkelig ændret sig. Det er meget mere oplevelsesoritenteret i dag. Og det er godt!

Der var også kaffe og kage :-) Det kommer i morgen - en skøn opskrift på en lækker rabarbertærte.

God mandag.
Jette