Annonce

fredag den 12. juli 2019

Fredags glimt

Her i juli måned har jeg besluttet mig for at lave fredags glimt. Mest fordi, at der ikke bliver bagt så meget, og alt er lidt løsere i strukturen - feriestemningen rammer også præstens kontor. Så det bliver glimt igen i dag :-)


Men glimt fra i går. Hvor jeg igen var i sommerhus for at gøre klar til et nyt hold gæster. Og når jeg er dernede, går jeg ofte en tur forbi vandet - for lige at høre det og se det. I går var der rimeligt højvande.


Jeg har tænkt på, om jeg kan have sådan en signatur-ting - altså en ting, som går igen i hver udlejning. Og har bestemt mig for, at der altid skal være friske blomster i mine tre små Kähler vaser (en bryllupsgave). Og gerne blomster fra sommerhushaven. Endnu er det lykkedes.


Selv på det lille toilet er landet et par roser :-) Det er reformationsrosen, og den er bare så fin.


På turen ned til vandet går jeg forbi nogle gamle og meget høje fyrretræer. Og de har tabt de flotteste kogler. Så hver gang jeg går forbi, samler jeg et par stykker op - og gemmer til jul og dekoration. Men bruger dem faktisk også til optænding i brændeovnen. De er virkelig gode og lette at få ild i.


Og så bagte jeg boller i går. Solide boller med masser af frø og kerner :-) Når jeg får lidt ekstra travlt og har mange bolde i luften, så går jeg - lidt ulogisk måske - men så går jeg ofte i køkkenet og laver en dej. Rører lidt i skålen, sætter dejen til hævning, og får så senere, når tiden er til det, bagt et brød eller nogle boller. Jeg tror, det er med til at skabe lidt orden i kaos :-)

Og nu banker weekenden på - med en spændende madoplevelse i vente. Den hører du om :-)
God weekend.
Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar