Annonce

tirsdag den 31. marts 2020

Forårstegn på terrassen

Nu har det været solskinsvejr i små fjorten dage - og det har virkelig været dejligt. Jeg var grundigt træt af regnvejr, gråvejr og blæsevejr. Så uanset alt andet omkring os, så har vejret altså været okay :-) Vinden er kølig, men på terrassen var der ganske fint at opholde sig i går. Så nu skulle der laves lidt der.
Jeg blev ikke færdig, men der blev hevet nogle vildfarne skud op, fjernet en del mos mellem fliserne og den gamle rosenbusk blev klippet ned.


Jeg synes, det er mega hyggeligt at klippe roser. Det går ret langsomt, men pyt med det. Jeg bruger ikke handsker, så noget af kunsten er jo at undgå at hænge fast i alt for mange torne :-)
Natten har været kold, men jeg tror nu nok den gamle rose klarer skærene.

Mit lille terrasse bord var blevet grønt - af alger. Så det blev også vansket grundigt. Og det pynter altså gevaldigt bare at få algerne væk.


Og så blev der lavet den første krukke til terrassen med danske blomster. Det gælder jo stadig om at støtte danske gartnerier og forhandlere. Vidste du i øvrigt, at de to første tal på stregkoden fortæller, hvilket land blomsten kommer fra? Det har jeg først lært her under coronakrisen - men når der står 57 først i rækken af tal, så er planten produceret i Danmark.


Jeg lavede en lille portion dej til langtidshævede boller i aftes - og vupti - så er der brød til formiddagskaffen dagen efter. Det er en god måde at bage på, når det lige er en lille portion. Og fotograferet i solskinnet på et nyvasket bord, så ser de da ret lækre ud - og det er de også :-)

På endnu en smuk dag.
Jette

mandag den 30. marts 2020

På kanten af en ny uge

Og dermed på bagkanten af en uges ferie - som jo blev helt anderledes end planlagt for et halvt år siden. Men det har været en dejlig uge - tempoet er gået gevaldigt ned, solen har skinnet og naturen er blevet nydt.


Oles fødselsdag fyldte naturligt nok mest - selv om den jo ikke rigtig blev fejret :-) Det blev mest til sammen-hver-for-sig. Og så venter festen til alt igen er, som det plejer. Og det glæder jeg mig til. Der blev bagt lidt til selve dagen - men billederne glemte jeg at tage. En klassiker var othellolagkagen og små napoleonshatte. Og i reserve var der svenske chokoladebrød.


I går var vi en tur rundt i præsteskoven - den er jo stadig størst i tankerne. Der mangler forsat at blive plantet træer - bortset fra dem, vi plantede i efteråret. Men det forhindrer os jo ikke i at gå tur på marken, hvor vandet langt om længe er sunket, så nu kan vi gå over det hele. Og genfinde de små fine træer, som har fået fat og forsigtigt er begyndt at skyde.


Når jeg har ferie, er jeg næsten altid ude at spise på den ene eller anden måde. Det er jo ligesom ikke muligt pt - men opfordringen til at købe take-away lyder ofte. Og det er bestemt en fin mulighed for at støtte en lokal restaurant - og få lidt fornemmelse af at blive en smule forkælet. Så Cafe Mauritz stod for søndagens aftensmad. Det var så fint, og vi blev alle rigeligt mætte.

Nu venter en ny uge - med nye udfordringer. For det er mærkeligt at vide, at der ikke skal holdes gudstjenester i hele påsken - og hvad gør jeg så i stedet? Det kommer der helt sikkert lidt mere om her, når afklaringen har indfundet sig :-)

God mandag.
Jette

fredag den 27. marts 2020

Sommerhusglimt

Vejret er fantastisk disse dage. Den høje himmel med den smukke blå farve og solens livgivende varme - det er godt for krop og sjæl.
I går blev det til et besøg i sommerhuset. Kun Diva og jeg, og med langt til andre. Der var ikke mange mennesker i sommerhus på sydfyn. Men jeg nød en dag med tid til at lave ingenting. Der blev rodet lidt i højbedene og flyttet et par fliser.


For et par år siden lagde vi en lang række trædefliser på grunden. Tanken var, at så kunne man gå tørskoet ind i sommerhuset. Men virkeligheden blev en anden - græsset voksede godt og grundigt ind over de små runde fliser, så det var uden betydning, om du gik på græsset eller du gik på fliserne. Så nu skal de pilles op - og sættes til salg! Du kan se her, hvordan det oprindelig så ud :-)


Jeg er næsten altid en tur nede ved vandet - og sådan også i går. Og kontrasten er stor - Vesterhavet kan noget, Helnæs bugt noget andet :-)
Der går også en fin lille sti langs med vandet, og på et tidspunkt bliver den til en del af Øhavsstien.


Her gik det ind gennem lidt skov, og bunden lyste med fine anemoner.


Vel tilbage igen, så var solen nået om til vest, og der var så fint at sidde på terrassen. Det er altså en velsignelse at have sådan en plet at kunne side og nyde udsigten og lade tankerne løbe ad egne veje. Terrassen skal vaskes af for alger - det blev ikke lige i denne omgang :-)


I denne underlige tid er der kommet et nyt fast indslag - morgensang. Så selv i sommerhus var der tid til morgensang. Det er både lidt spøjst - men virkelig også en fornøjelse. Jeg synger glad og gerne med. Også i aften, hvor DR sender et program om fællessang, hvor for sig.


Og endelig fandt jeg en lille påskelilje. Den stod i ly for brændelyet - og blev ramt af solens stråler. Den er så fin. Og står lidt der, hvor ingen regner med at finde den - så den lever ret godt op til Grundtvigs spørgmål: "Påskeblomst, hvad vil du her?"

Alle forårsblomsterne bringer bare lys og glæde og håb i denne tid. Heldigvis har vores gravere fået lov til at gå på kirkegården igen, og inden længe få plantet et hav af stedmoderblomster. Så er det ved at være forår.

God weekend.

Jette

torsdag den 26. marts 2020

Et glimt fra en feriedag

Jeg har ferie hele ugen :-) Det er naturligvis dejligt. Men der sker hele tiden så meget på coronafronten, at det er lidt nødvendigt at kigge mails ind imellem og lytte med på pressemøder osv. Men når det så er gjort, så er der jo skønt vejr, og en dejlig tid med sol og klar luft.

Vi fejrede Ole - så godt det nu var muligt, i forbindelse med hans fødselsdag forleden. Og det blev en fin dag - og jo en dag, han altid vil huske på både den ene og den anden måde :-)
I går tog vi på tur. Det stemmer måske ikke helt med budskabet om at blive hjemme. Men det var kun os to, Alba og en madkurv - og så det store Vesterhav.


Det er ikke længe siden vi sidst var der. Men da blæste det meget og var virkelig koldt. Denne gang havde vi taget vores forholdsregler - med den rigtige påklædning. Og som det ses på billedet, så var der ikke så mange mennesker på stranden. Der var andre - men alle holder afstand, og så er der plads til os alle sammen.


De store mennesker sidder ganske uimponeret og uforstyrret og kigger udover vandet. Jeg er lidt vild med de skulpturer.
Langs med vandkanten er der anlagt en fin sti og undervejs er der ret mange bænke, så der er rig mulighed for at sidde og nyde udsynet. Vi fandt en bænk, der stod i læ, og nød en kop kaffe samtidig med at vi kunne kigge på mennesker:-) Det er fascinerende. Små størrelser i flyverdragter. Skolebørn, der skulle samle affald. Forældre med et barn i en løbevogn og en del voksne, der bare var ude at gå en tur og få noget frisk luft.

Jeg tror, vi alle sammen har godt af noget sol og frisk luft. Og med omtanke - så er det også muligt at komme ud i naturen. I går var det  tydeligt, at alle var med på, at det hedder - hold afstand.

På en smuk torsdag.
Jette

mandag den 23. marts 2020

At være en plantehelt

Der kommer nye ord frem i denne tid :-) Og i weekenden lykkedes det mig at blive en plantehelt - uden at vide det. Men nu går jeg lidt mere efter det :-)


Det handler kort og godt om at købe nogle af de mange forårsblomster, som de danske gartnerier har brugt måneder på at frembringe, og som nu ikke kan sælges eller eksporteres på grund af corona. Så vi kan hjælpe dem bare lidt, ved at købe en blomst, når vi er ude at handle.

Jeg plejer ikke at købe særlig mange blomster - men lige nu giver det god mening. Og i morgen fylder Ole, min søde mand, 60 år - og så er det jo oplagt at få lavet nogle små krukker til at stå på terrassen - så det er gjort :-)


Og via Instagram opdagede jeg så, at der er et # som hedder #plantehelt og et andet #stopspildaf planter. Så hermed er opfordringen givet videre til at købe blomster - og blive en plantehelt :-) Et dejligt positivt ord.
Du synes måske det er lidt poppet eller lidt for meget. Men det kan jeg nu godt leve med - i den her tid, hvor megen kontakt foregår digitalt, så kan vi dele gode billeder med hinanden af blomster, vi har reddet, eller bare købt, fordi vi godt kan li' dem.

På en smuk og kølig mandag morgen
Jette

fredag den 20. marts 2020

Banancookies

Jeg er ret vild med cookies. De er gode at have i en kagedåse, hvis der ikke lige er andet til kaffen :-) Og nu lå der en enkelt banan i skålen, som ikke ville blive spist, så derfor blev den forsøgt brugt i cookies. Nettet hjalp på inspirationen, og så var det ellers bare at gå i gang.
I denne tid, hvor der ikke sker noget om aftenen, så sker det, at jeg går i køkkenet og lige laver et eller andet. Og her er cookies bestemt et meget overkommeligt projekt :-)


Banancookies (14 stk.)

1 moden banan
25 gr. grahamsmel
125 gr. hvedemel
½ dl. havregryn
75 gr. smør
130 gr. sukker
1 lille æg
½ tsk. kardemomme
evt. lidt vaniljesukker
et nip salt
1 tsk. bagepulver
40 gr. hakket chokolade

Kom smør og sukker i en skål og pisk det let sammen. Tilsæt æg og pisk det med. Mos bananen og tilsæt den og pisk det hele sammen. Kom de øvrige ingredienser over i skålen og rør det hele sammen. Det bliver en solid dej - mit æg var et silkehønseæg, og derfor ikke så stort - det spiller også ind her. Fordel dejen i klumper på en bageplade med bagepapir og bag dem ca. 14 minutter ved 200 grader. Køler af på pladen.


Og værsågod - så er der småkager til kaffen :-) Og med solskin på kagerne, så bliver de da bare endnu finere. Måske der kan nydes en på terrassen med en kop kaffe i den anden hånd - og iført fornuftigt tøj ? Det ville da være ret hyggeligt.

Nu begynder jeg på en uges ferie - det er dejligt. Men jo også helt mærkeligt, når så meget er lukket og aflyst, så det bliver en stille ferie. Men helt sikkert en tur i sommerhus - gerne i solskin. Og så fylder min kære mand rundt i den kommende uge. Det skal også fejres så godt som det nu kan - festligt bliver det.

God weekend. Nr. 2 i coronatid.
Jette


torsdag den 19. marts 2020

Ramsløg og brug af det

Det er ved at være tid for at plukke ramsløg. Og lige i de her dage, er det godt med noget, man kan gøre ude, men alene :-)


Forleden var jeg forbi et sted med masser af nye skud af ramsløg. De lyser kraftigt grønt og dufter let af hvidløg. Og er lette at plukke, så det tager ikke lang tid at få samlet rigeligt til, hvad det nu end er man vil lave.

Jeg har tidligere bagt brød og lavet pesto med ramsløg.
Og jeg faldt på nettet over en risotto med ramsløgolie dryppet over. Jeg ved ikke, om jeg syntes olien smagte af så meget - men den har en skøn farve, og lyser til enhver tid op på en risotto.


Jeg er ret vild med den ret - ristede champignoner på toppen. Ret klassisk og ganske enkelt.


Og så har jeg lavet hummus med ramsløg, inspireret af Salattøsen, men tillempet hvad mit køkken formåede :-)

Hummus med ramsløg

50 gr. kikærter
2 spsk. solsikkekerner
3 blade ramsløg
2 tsk. hvidvinseddike
2 spsk. olie
lidt kogevand
salt, peber

Sæt kikærterne i blød i 10-12 timer og kog dem møre i nyt vand. Gem lidt af vandet. Rist solsikkekerner i en gryde til de er let gyldne. I en minihakker eller foodprocessor kommes kikærter, solsikkekerner, ramsløg, eddike, olie og lidt salt og peber. Kør og se, hvordan konsistensen bliver. Tilsæt evt. lidt kogevand fra kikærterne, alternativt lidt mere olie. Smag det til - og du har en skøn hummus, med en lidt ny smag.


På en dag, hvor al ting stadig er af lave. Mine konfirmationer er netop blevet flyttet - det gik ikke helt stille af. Men nu håber jeg blot, at vi får mulighed for at gennemføre konfirmationsgudstjenesterne om 2½ måned. Vi håber det bedste.

Jette

onsdag den 18. marts 2020

Morgensang

Jeg havde set på Facebook, at der var morgensang på DR1 kl. 9.05 - 9.15 her til morgen. En super ide, nu hvor det jo handler om at være sammen hver for sig.


Phillip Faber spiller og synger for på to sange hver morgen i denne tid. En fantastisk ide - jeg havde da aldrig forestillet mig, at jeg skulle lave stemmeopvarmning sammen med dirigenten for Danmarks Radios pigekor :-) Men det gjorde jeg, og siden sang jeg med - mens katten sov på sofaen og Diva var gået i skjul ude i gangen :-)

Vi kan ikke sige andet end, at kreativiteten er stor i disse dage. Og det lykkedes virkelig i ti minutter ikke at tænke på corona - men derimod nyde Kaj Munks tekst om den blå anemone, og siden synge om Svantes lykkelige dag. Med fokus på det helt nære og enkle:

Blomsterne blomstrer op.
Der går en edderkop
fuglene flyver i flok
- når de er mange nok.
Lykken er ikke det værste man har,
 - og om lidt er kaffen klar. (Benny Andersen 1973)


Og ja, blomsterne blomstrer op - der er flere og flere for hver dag - af blomster på træer og påskeliljer i haver.

Og så bliver der drukket noget mere kaffe :-) Sådan opleves det i hvert fald her - når jeg ikke skal så meget ud af døren, så kan jeg jo altid lige drikke en kop kaffe mere :-)

Må du få en stille og rolig onsdag.
Jette

tirsdag den 17. marts 2020

Pausestrik blev færdigt :-)

Jeg nyder at strikke. Det bliver ikke til så meget, men lige at kunne strikke et par pinde i ny og næ, det er vældig godt. Og nu er jeg endelig blevet færdig med mit pausestrik. En skøn uldtrøje i en dejlig farve. Designet er af Marianne Isager.


Det har været spændende at strikke den. Også lidt udfordrende, men resultatet er jeg fint tilfreds med. De mange små lyserøde lus på den støvede grønne bund, det fungerer vældig godt.
Mit eneste problem er, at jeg ikke er så vild med uld tættest på kroppen :-) Og modellen er lidt vid i bullen, men mere tætsiddende på ærmerne. Det ser vældig godt ud, når trøjen er i brug, men det kan fornemmes at trøjen er stikket i uld. En super tynd trøje under, vil naturligvis løse problemet :-)


Nu sættes trøjen til salg - og så går jeg vist i gang med et nyt uldprojekt, for det er skønt at strikke med uldgarn :-)

Trøjen kan ses i shoppen. Så nu håber jeg blot, at den får en nyt og godt liv i en andens garderobe :-)

På en smuk tirsdag.
Jette

mandag den 16. marts 2020

En anderledes weekend

Mon ikke også du har syntes, at denne weekend havde sin egen stemning. Alting i det offentlige rum ændrede sig hurtigt og gang på gang. Konsekvensen af, at alt lukker ned, bliver tydeligere og tydeligere. Trafikken på motorvejen her til morgen var meget mindre end normalt - det var langt flest lastbiler, som kørte på vejen.


Lige i disse dage er det faktisk rart at bo på landet - det er det også normalt, men lige nu gør det bare nogen ting nemmere. Der er fri adgang til luft og en tur ud på marken eller i skoven.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på alle dem, som bor tæt og i mindre lejligheder inde i byerne - da kan tiden godt blive lang, og meget er mere besværligt. Og grundlæggende dette med, at ens frihed er begrænset - det kan godt være lidt svært at forliges med.


Men weekenden bød også på hyggelige ting - og ikke mindst en meget smuk lørdag. Med sol og rimfrost i græsset. Påskeliljerne er godt på vej - og tages de ind, ja så går der ganske kort før de folder sig ud og lyser op.


Der var tid til nye opskrifter, så der kommer snarest en lækker nem pastaret og en opdatering af skønne hindbærsnitter :-)

Eftersom alle gudstjenester er aflyst indtil 1. april, så er der tid i overskud, men også plads til tanker om, hvad kan vi så gør som kirke og som præst. Og Facebook viste faktisk igen sit værd, for der lå flere små videoer med præster, der holdt en andagt - bare uden menighed. Jeg var ikke helt så kreativ, men kiggede i Oles gamle konfirmations salmebog og fandt dette vers, som blev bragt på kirkens Facebook side i går:

"Styrk du og støt os, da faste vi stå,
stride og sejre i striden!
Frelser og fører, du æren skal få
nu og evindelig siden!" (Den danske Salmebog 753,5)

Ordene er 150 år gamle, men de passer meget godt til tiden lige nu.

Må du få en god og stille mandag.
Jette

fredag den 13. marts 2020

Dagen derpå - bananbrød og andre sysler

Det er virkelig dagen derpå. De første konsekvenser er ved at gå op for en, og noget er faldet på plads siden i går. For første gang nogensinde - tror jeg - er alle folkekirkens gudstjenester blevet aflyst. Det er virkelig en underlig følelse at sidde med - ikke at skulle skrive en prædiken eller forberede noget.

Når det hele bliver slået lidt ud af kurs, så er det godt at gøre noget velkendt. Sådan har jeg det i hvert fald, og da er det at bage en kage eller bage et brød altid et godt sted at kigge hen. Så i går, efter at den værste turbulens havde lagt sig, og mange mails var modtaget og læst og tilsvarende en del skrevet, så forlod jeg hjemmekontoret og gik i køkkenet :-) Og ingredienserne var alle nogle jeg havde på lager. Bananerne var overskud efter konfirmanderne havde lavet deres ikoner.


Bananbrød

2 bananer
1 æg
50 gr. rørsukker
½ dl. olie
25 gr. grahamsmel
100 gr. hvedemel
½ tsk. bagepulver
et nip groft salt
½ revet citron
50 gr. chokolade

Pisk æg og sukker godt, luftigt og lækkert. Tilsæt olie og de mosede bananer og pisk det let sammen. Til sidst vendes de øvrige ingredienser i - chokoladen groft hakket. Det hele røres godt sammen, kommes i en lille brødform beklædt med bagepapir og brødet bages ca. 35 minutter ved 175 grader. Køler af og skæres i skiver. Og du har en lidt robust kage, eller et lækkert brød - alt afhængig af hvilken vinkel du anlægger på det :-)


Der er tid til andre ting - så jeg fortsatte i køkkenet. Jeg havde nogle økologiske citroner liggende, og havde lige læst om, at man selv kan lave citronolie - til brug i dressinger. Så nu er der skrællet citron og hældt olie over og så står det og trækker et døgns tid, inden det sies og olien er klar til brug.


Nu var der jo så en citron uden skræl, den blev presset, og så brugt i en lækker dressing. Nu er der dressing til weekendens salater. Selv om det ind imellem er vådt, gråt og regnfuldt - så begynder lysten til salater at snige sig ind :-) Og med en dressing klar i køleskabet, så er man allerede godt på vej :-)

God weekend - den bliver sikkert anderledes end planlagt, og der bliver talt mere i telefon end normalt, for det er rart også lige at følge med i, hvordan ens nærmeste lige her det i denne tid.

Jette

torsdag den 12. marts 2020

En mærkelig dag ...

Sådan tror jeg, at langt de fleste af os tænker i dag. Hvad sker der lige? Hvordan påvirker alt dette med corona og Danmark lukker ned nu lige mig?
Lige pt ved jeg det ikke.

Men jeg kan tydeligt fornemme, at det er lettere at bo alene i en stor præstegård - for her er der ikke megen smittefare. Og med et hjemmekontor - ja, så ligner den del af hverdagen sig selv. Men hvad der sker med kirke og gudstjenester, det får vi først info om senere i dag.

Og udenfor blæser det ret så kraftigt - det er som om at det hele rotter sig lidt sammen i dag.


I går tog jeg billedet her af de tre høns - de hyggede sig gevaldigt i solen i ly under en trailer. Det er faktisk en af deres yndlingspladser.
Og igen - hvor kan virkeligheden pludselig ændre farve og fokus.
Jeg er glad for, at det ikke er mig, der træffer alle de store beslutninger. Men synes virkelig at hele sagen håndteres godt. Jeg synes, at vores statsminister gør det godt.

Jeg tror vi alle træder lidt vande - hvordan bliver dagen? Hvad har åbent og hvad lukker ned?

På en mærkelig dag .... Hvor det at stå sammen, er at være så lidt sammen. Hvilket paradoks, men jo virkeligheden lige nu.

Jette

onsdag den 11. marts 2020

Fernisering

I går lavede konfirmanderne ikoner - og allerede i dag skal der så være fernisering og de små billeder bliver afsløret.


Det er faktisk en lidt festlig måde at gøre det på - og gøre noget ud af, at konfirmanderne både har koncentreret sig og brugt tid på at lave præcis deres ikon. Ikke et billede af noget, men et billede noget - nemlig et glimt af Guds rige. Deres konfirmationsord er blevet vendt og drejet i deres hoved og til sidst manifesteret sig i farver og symboler - som et billede på noget, de får givet. Et ord at huske og læne sig op ad - på deres vej gennem livet.


Efter afsløringen af ikonerne er der sodavand og chips. Men for første gang, så er det hele portionsanrettet! Min betænksomme graver kom med forslaget - og det er virkelig fint. Så i stedet for en fælles skål med chips, så er der nu et lille blad med chips, nødder og saltstænger. Udfordringen er selvfølgelig - hvor mange kommer der, og er der nok ? :-)
Det ser da ret indbydende ud - de mange små anretninger.

Så nu glæder jeg mig til at holde andagt og fernisering  - og møde de ret så stolte konfirmander.

God onsdag.
Jette

tirsdag den 10. marts 2020

Konfirmandernes ikoner

En god formiddag er til ende - konfirmanderne har koncentreret sig og hver lavet et ikon, et lille billede, som fortolker og viser deres konfirmationsord. Det er der kommet mange fine billeder ud af - og i morgen afsløres de alle ved en gudstjeneste i kirken.


Helle Noer var vores dygtige underviser. Hun har arbejdet med kristen kunst i mange år, og har udviklet konceptet her, hvor konfirmanderne selv kommer i gang. Og det lykkes. Imponerende nok, så kommer alle i mål med et billede, som de både er stolte over - og som samtidig gør, at de bedre kan huske deres konfirmationsord senere hen.


Farver, skabeloner og figurer findes og sættes sammen - og til sidst er der en ikon. Her er et glimt af dem - i morgen vil de alle være gemt under et klæde, og så afsløres de, som ved en rigtig fernisering :-)


Inden da, vil jeg fortælle om et par stykker af dem, og to af konfirmanderne vil præsentere deres ikoner. Der er et helt andet ejerskab til sådan et arrangement, her er mere på spil. Og det er dejligt at opleve.
De to på billedet her, da er det til venstre en ikon over "Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode." (Rom. 12,21) Og det til højre: "Stol altid på Herren" (Esajas26,4)


Undervejs i dag var der lidt spiseligt. Og hvor er det sjovt at konstatere, at kræsne, det er de faktisk ikke de unge mennesker. Så mine grovbollersaltspecier og frøkiks var alt sammen spist, da tiden var gået :-)

Og nu sidder jeg og sunder mig lidt - det har været en anderledes formiddag - med antennerne ud, men også med god hjælp af en af konfirmand mor.

God tirsdag.
Jette

mandag den 9. marts 2020

Kagen til eftermiddagskaffen

Det har været en hyggelig weekend - rimelig rolig, med tid til at gå tur, have besøg og være på besøg - alt sammen i det midtjyske. Jeg havde friweekend, og så er det meget rart at gøre noget andet end lige at være i præstegården :-)

I går kom Oles bror og svigerinde (hende jeg har været til strikkekursus med :-) ) - de kom til kaffe. Og derfor tænkte jeg: Kage! Det blev til en moussekage med browniebund. Alt i alt en okay kage. Glæden ved en fryser bliver tydelig her - for i Oles fryser gemte der sig både udstenede blommer og hindbær fra haven, og jordbær købt i sæson - så der var frugt nok til at komme i en lækker mousse.


Moussekage med browniebund (6 pers)

Brownie

Mousse

ca. 300 gr. blandet frugt
ca. 75 gr. sukker
3 blade husblas
1 1/4 dl. piskefløde
1 dl. cremefraiche

Bag browniebunden i en form med 20 cm i diameter ca. 15 minutter. Lad den køle af i formen og blive helt kold. Kom bunden i en anden form, med en lidt større diameter.
Til moussen - kommes bær og sukker i en gryde og gives et kort opkog. Blommerne kræver lidt længere kogetid (ca. 5 minutter) Når frugten er mør, køler den lidt af inden den blendes.
Sæt husblas i blød i koldt vand et kvarterstid. Pisk fløden til flødeskum. Knug vandet fra husblas og smelt det i mikroovn inden det kommes i frugtpureen. Bland flødeskum, cremefraiche og pure godt sammen og hæld det over den kolde browniebund og sæt kagen på køl mindst et par timer.


Og ja - det er samme kage, selvom farven da er gået helt galt!
Jeg brugte en tærteform med rillet kant, og derfor var det ikke muligt at tage kagen ud, så den blev serveret i formen. Men hvis der bruges en springform, kan den fores med bageplast, som så kan fjernes inden servering. Det vil give en flot kage - det skal jeg vist prøve en dag :-)
Pynten var begrænset - der er mange muligheder - jeg forsøger mig lige en anden dag igen.

God mandag :-)
Jette

fredag den 6. marts 2020

Nytter det noget ?

Jeg er jo rigtig glad for den skov, der med tiden kommer bag præstegården. Og er helt med på, at det tager noget tid, før de små træer har vokset sig store og kan danne bosted for både fugle, dyr og insekter.
Jeg var til et møde forleden, hvor netop skoven og skovrejsning igen var på dagsordenen. Og hvor en kommenterede, at det slet ikke var nogen god ide med det skov. Det var langt bedre med nogen solceller! Og det med, at træer optager CO2 - det var vildt overdrevet - de små træer ville være årtier gamle, før det ligesom battede noget.


Jeg bliver helt træt - bare ved at høre udsagnet. Og det er faktisk også to forskellige diskussioner. En om grøn energi og en om vores CO2 problematik. Og læser man lidt på nettet, kan du finde argumenter for næsten hvilken holdning - og blive mega forvirret. For hvad er nu mest rigtig. Et eksempel:

Experimentarium: "Tidsdilemma: På en flyvetur udleder man 1 ton CO2 i løbet af ganske få timer. Et træ i troperne vil optage op til 2 ton CO2 i løbet af hele dets levetid. Så hvis du planter et træ for at blive CO2 neutral, tager det 50-100 år, før regningen er betalt."

I en anden artikel om danske træer stod så dette: Et bøgetræ i Danmark kan optage det dobbelte (4 ton CO2) - det stod, der bare ikke noget om i artiklen fra Experimentarium.

Det bliver ret hurtigt meget teoretisk og nørdet - men grundlæggende, ja så nytter det at plante flere træer :-)

Begynder vi først at tænke over, om det nytter noget, det vi gør - så sker der ofte det, at tvivlen også dukker op. At det kan også være lige meget. Det er som en dråbe i havet. Eller det gør ingen forskel.

På søndag er der igen sogneindsamling.
Folkekirkens Nødhjælp går rundt i landets sogne og samler ind. Og i år spiller klimaet med - de indsamlede penge går til de mennesker, der er hårdest ramt rundt om i verden af klimaforandringerne.
Også her tror jeg på, at ethvert bidrag er med til at gøre en forskel. Jeg bliver igen helt træt ved tanken om, at indsamlinger til gode formål mistænkeliggøres. Så jeg støtter hver gang, en frivillig kommer og ringer på min dør - alene det, at de vil investere tid og kræfter i det - det er al støtten værd.


Et helt andet eksempel på, om det nytter noget - handler om de små huer, jeg ind i mellem strikker til for tidligt fødte børn. Jeg har netop fået ryddet op og fundet dem, som jeg har strikket og blot mangler at blive sendt afsted. Men nytter det noget? Kunne sygehuset ikke bare købe små hvide bomuldshuer og sætte på de små hoveder? Jo, men jeg tror alligevel, at det gør en forskel, når nybagte forældre får en lille fin hjemmestrikket hue til deres barn, i en situation, hvor alt er unormalt.
Jeg fik en gang også et meget venligt brev fra sygehuset, som tak for huerne - så jo, jeg tror bestemt de nytter :-)

Og så vil jeg gerne slutte med endnu et citat - denne gang fra en kronik i Information: "Vi holder af devisen om, at handlingens optimisme altid er bedre end intellektets pessimisme."
Og jeg kan ikke være mere enig - det er altid bedre at gøre lidt end slet ikke gøre noget!

Og hermed vil jeg holde weekend - en friweekend :-) Også god weekend til dig, og tak fordi du læser med.
Jette


onsdag den 4. marts 2020

En edamamebøf på menuen i sommerhus

Når solen skinner, er det virkelig bare skønt i disse dage. Lige nu er der høj himmel og smukt solskin uden for mit vindue - det kan kun gøre en glad.
I går bød muligheden sig for en halv dag i sommerhus, det er altid hyggeligt. Det var længe siden, jeg sidst har været der, så det var også lidt spændende at se, om blæsevejret havde sat sig spor. Heldigvis ikke meget - men taget - eller teltdugen er det vel nærmere - på brændelyet var blevet løftet ud af sin ophængning. Så det hang lidt slapt, men det kan rettes, når jeg engang for Ole med derned :-)


Vandet og luften var så fin i går. Ingen vind og bare roligt vand - og rent vand, al tangen var for en stund skyllet væk.
Og så har jeg hørt, at tørrede blomster er det helt store i indretningen netop nu. Det havde jeg ikke lige fanget - men på turen langs med vandet plukkede jeg noget fint tørret græs, af en slags.


Som faktisk så utrolig flot ud i de sidste solstråler, da det kom på plads på hylden i sommerhuset :-) Den lille påskelilje er efterkommer af løg jeg satte for et par år siden.

Min aftensmad var en burger. Det får jeg ikke så tit, men den her var nu ganske fin. Jeg synes, det er svært at finde en grøn bøf, som fungerer godt sammen med det brød, der jo uvægerligt også er i en burger. Men jeg var faldet over en opskrift med edamamebønner, så den blev afprøvet - ud fra det, jeg havde med i sommerhus :-)


Edamamebøffer (2 stk)

150 gr. frosne edamamebønner
½ løg
1 fed hvidløg
½-1 tsk. groft salt
1 lille æg
1-1½ spsk. mel
et par duske frisk persille
Peber

Kom de frosne bønner i en skål og overhæld dem med kogende vand. Lad dem stå og tø op en øjeblik inden vandet igen hældes fra. I en minihakker kommes bønner, løg i tern, hvidløg i tykke skiver, mel, æg, salt og peber og det hele køres sammen til en robust masse, der hænger godt sammen. Kom det hele i en skål og smag det til, måske skal konsistensen justeres med en anelse mere mel. Lad massen stå et kvarters tid.


Opvarm ovnen til 220 grader. På en plade med bagepapir fordeles massen i to portioner, som formes til flade bøffer. Bages ca. 20 - 25 minutter til de er fine lysebrune.


Rist en burgerbolle og lav din burger, som du bedst kan li den. Jeg smurte brødet med aioli (dog ikke hjemmelavet :-)), og fyldte ellers op med tomat, avocado og løg i skiver. Der kunne fint have været lidt salat - men det havde jeg ikke noget af.

Det var virkelig en god "bøf", meget let at lave og var ikke for tung. Og jeg blev fint mæt af min ene burger :-)

Må du have en dejlig solskinsrig onsdag.
Jette

tirsdag den 3. marts 2020

Det er forår, alting springer ud

Det er nu ikke helt rigtigt citeret. Holger Lissner skriver egentlig: Det er påske! Alting springer ud. Men det andet er jo også sandt. Men man kan jo også sige som Benny Andersen: Det er forår. Alting klippes ned. Og begge udsagn er jo rigtige :-) Men hvor fokus ligger to forskellige steder - den ene ser op og ud, den anden ser ned.

Jeg har været i haven et par gange på det seneste. Når der lige har været solskin og tørvejr, og luften har føltes god at være ude i :-) Som i går.


Her var det gamle brombær, jeg gik i krig med. Der er der en egen fornøjelse ved. At klippe og rykke og til sidst få vundet over dem og lagt dem i trillebøren. Jeg er med på, at de kommer igen. Men lige for nu, da er de klippet (lidt) ned.


Og der er flere endnu - næsten et helt hegn, der grænser op til den nye skov. De bliver klippet ned i snarest :-) Men dem lader jeg ligge, så må de blive til et kvas hegn med tiden.


Mit gamle Ingrid Marie æbletræ har jeg også fået klippet i. Jeg har fjernet en del af de lange, tynde grene, som bare strittede ud i luften. Dem i toppen, kan jeg ikke nå, så de får lov at blive :-)


Man kan se, at det er et gammelt træ efterhånden. Det er helt knudret, der, hvor jeg gennem årene har klippet grene af. Træet var også noget af det første, der blev plantet, da vi kom her til for 25 år siden.

Nu venter roserne på at blive klippet. Det er også ren fornøjelse. Det stille arbejde i frisk luft og med et strejf af solskin - det er da så fint. Men det bliver ikke i dag - igen er det regnvejr.

Det er forår, alting springer ud - helt præcist. Og hvor er det fantastisk.

God tirsdag.
Jette