Annonce

fredag den 13. marts 2020

Dagen derpå - bananbrød og andre sysler

Det er virkelig dagen derpå. De første konsekvenser er ved at gå op for en, og noget er faldet på plads siden i går. For første gang nogensinde - tror jeg - er alle folkekirkens gudstjenester blevet aflyst. Det er virkelig en underlig følelse at sidde med - ikke at skulle skrive en prædiken eller forberede noget.

Når det hele bliver slået lidt ud af kurs, så er det godt at gøre noget velkendt. Sådan har jeg det i hvert fald, og da er det at bage en kage eller bage et brød altid et godt sted at kigge hen. Så i går, efter at den værste turbulens havde lagt sig, og mange mails var modtaget og læst og tilsvarende en del skrevet, så forlod jeg hjemmekontoret og gik i køkkenet :-) Og ingredienserne var alle nogle jeg havde på lager. Bananerne var overskud efter konfirmanderne havde lavet deres ikoner.


Bananbrød

2 bananer
1 æg
50 gr. rørsukker
½ dl. olie
25 gr. grahamsmel
100 gr. hvedemel
½ tsk. bagepulver
et nip groft salt
½ revet citron
50 gr. chokolade

Pisk æg og sukker godt, luftigt og lækkert. Tilsæt olie og de mosede bananer og pisk det let sammen. Til sidst vendes de øvrige ingredienser i - chokoladen groft hakket. Det hele røres godt sammen, kommes i en lille brødform beklædt med bagepapir og brødet bages ca. 35 minutter ved 175 grader. Køler af og skæres i skiver. Og du har en lidt robust kage, eller et lækkert brød - alt afhængig af hvilken vinkel du anlægger på det :-)


Der er tid til andre ting - så jeg fortsatte i køkkenet. Jeg havde nogle økologiske citroner liggende, og havde lige læst om, at man selv kan lave citronolie - til brug i dressinger. Så nu er der skrællet citron og hældt olie over og så står det og trækker et døgns tid, inden det sies og olien er klar til brug.


Nu var der jo så en citron uden skræl, den blev presset, og så brugt i en lækker dressing. Nu er der dressing til weekendens salater. Selv om det ind imellem er vådt, gråt og regnfuldt - så begynder lysten til salater at snige sig ind :-) Og med en dressing klar i køleskabet, så er man allerede godt på vej :-)

God weekend - den bliver sikkert anderledes end planlagt, og der bliver talt mere i telefon end normalt, for det er rart også lige at følge med i, hvordan ens nærmeste lige her det i denne tid.

Jette

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar