Annonce

mandag den 4. maj 2020

Sommerhus klar til de første gæster

Jeg begyndte jo sidste år at udleje sommerhuset - til stor overraskelse for mig selv :-) Men jeg er blevet glad for den del af sommerlivet, så i år er Kærnehuset igen kommet på Airbnb. Jeg har været noget spændt på, om der overhovedet ville komme nogen bookinger, corona og lukkede grænser in mente. Og tilmed har jeg sat prisen op - så det var lidt med den tanke: Mon der kommer nogen gæster i år ?


Og det gør der. Faktisk allerede i denne uge. Indtil videre er dem, der har lejet huset, mennesker fra de større byer her i landet, og som bare ønsker et par dage ude, hvor der er lidt mere luft og plads. Og det er der i Kærnehuset - eller i hvert fald uden for. For huset i sig selv er ikke så stort :-)


Men der er god plads på stranden og gode ture, man kan gå. I går nød Alba at trille rundt i det tørre sand. I spanden var der tang - mit projekt med kartofler dyrket under tang, havde bruge for lidt mere topdressing :-)


Huset er blevet gjort klar, så de første gæster kan føle sig velkomne, når de kommer inden for. Værelset, som de får, vender mod øst, så gæsterne vågner op til solens varme stråler - i hvert fald, når solen skinner.


Jeg besluttede sidste år, at der altid skulle være friske blomster - eller grene - på hylden i huset. Og gerne noget, som var hentet i sommerhusets egen have. Nu er der ikke så meget endnu, så det blev tørret græsser hentet på stranden og en gren fra en staude, som jeg lykkeligt har glemt navnet på. Men fin er den, og meget trofast til at gro.

Nu håber jeg, at de første gæster vil føle sig velkomne og nyde opholdet. Jeg møder dem sjældent, for nøgleudveksling klares uden at jeg selv er til stede. Og det fungerer meget godt, og giver trods alt en større frihed for mig.

Frihed - på en helt særlig dag. Den 4. maj. Må det blive en dag fyldt med tanker og taknemmelighed.
Jette

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar