Annonce

mandag den 14. september 2020

Hvor blev den weekend af :-) ?

 Her i efteråret er weekenderne lidt tæt besatte med kirkelige handlinger. Vi forsøger at indhente forårets udsatte begivenheder. Og heldigvis kan det nu lade sig gøre at holde både dåbsgudstjenester og vielser, hvor der både er afstand, men også glade gæster og mulighed for sang. Men det er hele tiden en balancegang, så hver handling er individuelt aftalt og planlagt i kirken.

I går var det igen tid til at holde høstgudstjeneste - i Gamborg kirke. En flot pyntet kirke skabte rammen om en dejlig stund med tid til sang og eftertanke. Og som sidste søndag, blev der også holdt auktion over de medbragte høstafgrøder. Det er nu en meget hyggelig tradition.

Eftermiddagen brugte Ole og jeg på tur :-) Lidt impulsivt blev det til en tur til Skamlingsbanken. Man kan se den fra Gamborg, men det er ikke et sted, jeg har været særlig tit. 

Men det er et smukt sted i kuperet terræn, og de forskellige støtter og statuer vidner om et vigtigt historisk sted. Det er bestemt et besøg værd. Vi fulgte en markeret rute rundt i området, ca. 5 km, og det var en god måde at blive guidet rundt på.

Undervejs mødte vi også solide træblokke med info og eftertænksomme spørgsmål. Og det er da nok en tanke værd - om hvilken vej, ens blik og fokus er. Jeg tænker, at det er vigtigst at skue frem, men med et solidt greb i det, der er gået forud. 

Vel tilbage igen gjorde jeg det, jeg ofte gør, når jeg lige skal lande - jeg laver noget dej :-) Det blev til dette ret fine brød, igen lavet på slump, men det blev okay, og det var dejligt i morges at kunne spise næsten nybagt brød :-)

Aftensmaden var enkel - pasta med tomat. Oles tomatplanter giver fortsat tomater, så han var næsten selvforsynende med ingredienserne til maden. Der var nemlig også både agurk og basilikum i haven. Og desserten blev en blomme-æble crumble - igen blev frugten hentet i haven. Det mærkes også i det helt små, at det er høsttid :-)

Og sådan blev det mandag - fridag - og med udsigt til sol og varme. Det kan kun blive godt :-)

Jette

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar