Annonce

fredag den 6. november 2020

Karrygryde med nordiske grøntsager

 Jeg er ret vild med karryretter - i alle afskygninger. Og der findes også utallige opskrifter på nettet og i kogebøger. Så denne bliver bare en i rækken :-)

Det lidt specielle er, at jeg har brugt en del af vores lokale grøntsager og årstidens grøntsager - og selv om karry ikke er det helt almindelige krydderi i den sammenhæng - så smager det nu godt alligevel :-)

Ud over de lokale råvarer så var der også tørrede sortøjede bønner i. Der kan også bruges andres slags. Men for tørrede bønner gælder, at de skal ligge i blød i koldt vand i 10-12 timer, før de så koges i et nyt hold vand. 

Karrygryder er svære at fotografere - og i kunstigt lys, så bliver det hele en lidt underlig farve. Men smagen er god :-)  

Karrygryde med gulerod og rosenkål (1-2 pers)

75 gr. sortøjede bønner

200 gr. rosenkål

2-3 mellemstore gulerødder

1 løg

1 fed hvidløg

2 tsk. finthakket ingefær

olie

1½ tsk. karry

1 tsk. garam masala

1½ spsk. koncentreret tomatpasta

salt og peber

½ dl. piskefløde

1½ dl. vand

½-1 dl. græsk yoghurt 10 %

Dagen før sættes bønnerne i blød i koldt vand. Drænes og koges med nyt vand ca. 40 minutter. 

Pil rosenkål og skær dem i halve. Gulerødder skæres i grove tern. Begge grøntsager kommes i et ildfast fad og vendes med 1 spsk. olie og ½ tsk. groft salt og bages i ovnen ved  200 grader ca. 20 minutter. 

Skær løg i tern og hvidløg i skiver og svits det sammen med hakket ingefær i lidt olie. Tilsæt karry og garam masala, ½ tsk groft salt og lidt peber og svits det med. Rør godt rundt og kom så de sidste ingredienser i og bring gryden i kog. Hæld vandet fra de kogte bønner og kom dem ved og lad retten koge ca. 10 minutter ved svag varme under låg. Tag de bagte grøntsager og vend dem i, og smag på retten. 

I mit køleskab lå en pose asparges kartofler, de blev kogt og pillet - og de smagte altså dejligt til den krydrede karrygryde.  

Og der var rigelig mad til, at jeg også kunne tage noget med til frokost dagen efter. Jeg er ret glad for lune retter til frokost, så det var helt perfekt :-)

Nu venter en hyggelig weekend - på vej ud af døren i sommerhuset nåede jeg lige at se julerosen - hvor er den fin.

God weekend.

Jette



2 kommentarer:

  1. Tak :-) Det er helt sikkert også en ret, der bliver lavet en anden gang. Comfort food - ganske enkelt :-) kh Jette

    SvarSlet