Annonce

fredag den 19. januar 2018

Lækker kage med nøddebund og fin pynt

Jeg har ikke før bagt en rigtig nøddebund - kun med nødder. Det blev forsøgt nu. Jeg ved godt, at nøddeafgiften er blevet sat ned - og godt for det - men jeg tænkte, at jeg alligevel ville prøve at bruge en blanding af nødder og kerner.
Så her er både hasselnødder, mandler, græskarkerner og solsikkekerner i spil :-) ca. 1/3 er kerner, resten nødder/mandler.
Moussen er en klassisk bærmousse, det eneste særlige her er, at jeg har brugt nogle kirsebær, der var til overs fra julen. En ret god måde at få nogle af dem brugt på.


Skøn kage med nøddebund og bærmousse (6.pers.)

4 æggehvider - fra silkehøns (ellers 2 store æggehvider)
125 gr. sukker
100 gr. blandede nødder, finthakkede

Pisk æggehvider stive. Kom sukkeret i og pisk til massen er lækker og sej. Tilsæt de hakkede nødder og bland det grundtigt sammen. Placer en ring fra en springform (21 cm i diameter) på en plade med bagepapir og fordel dejen inden i ringen. Bages ved almindelig varme - 150 grader i 45 minutter. Køler af på pladen, inden ringen løsnes og fjernes.

Mousse

225 gr. bær (jordbær,brombær, kirsebær - evt. frosne)
50 gr. sukker
evt. ½ tom vaniljestang
1½ dl tykmælk
1 dl. piskefløde
2 bl. husblas

Kom bær, sukker og vaniljestang i en gryde, og lad dem gerne trække et par timer. Koger op og simrer et par minutter. Fjern vaniljestangen og blend bærene. Sæt husblas i blød i koldt vand ca. et kvarter. Klem vandet af og dump dem ned i den varme bærblanding. Afkøler til stuetemperatur inden tykmælken røres i. Vend til sidst den piskede fløde i og fordel moussen ovenpå nøddebunden. Den er forinden blevet sat på et fad og har fået sat kageplast rundt om, så moussen bliver holdt på plads.
Sæt kagen på køl nogle timer.



Pynt

Smeltet chokolade
købte sukkerkugler og drys
små marcipanblomster

Inden kagen serveres, løsnes kageplasten med en tynd kniv (før den rundt på indersiden langs kageplasten). Lav et lille kornet af bagepapir og sprøjt en super tynd chokoladestreg rundt på kagen. Pynt til sidst med sukkerkugler og små marcipanblomster.


Det er en enkel pynt, men ser faktisk ret elegant ud :-)

Og det blev en virkelig god kage. Nøddebunden var fin, sprød og lækker, og den ikke alt for søde mousse passede fint til. Så der var ikke meget kage tilbage, da mødet var slut :-)

Du ønskes en dejlig weekend.
Jette

2 kommentarer:

  1. Tak for opskriften på bærmousse. Jeg har aldrig prøvet at lave sådan en mousse, men nu vil jeg prøve. Må hellere se, om ikke de har noget af det kageplast på vejen hjem :-)
    Rigtig God Weekend!
    Kh, Karen

    SvarSlet
  2. Selv tak - det er virkelig en ret enkel opskrift og den smager så godt :-) det med kageplast gør bare at kagen ser ret professionel ud :-) og er let at arbejde med. God fornøjelse - kh Jette

    SvarSlet