Annonce

mandag den 12. februar 2018

En forstuvet ankel

Der skal ikke meget til at sætte en noget ud af spillet :-)
Jeg tror ikke, jeg tidligere har forstuvet noget, men det skete så i lørdags. På en helt almindelig og fredelig dag. Jeg var ude at gå med Ole og lufte de hunde, han havde i sin hundepension. Hundene var glade for at kunne løbe og få frisk luft og masser af motion. Og det går normalt også helt godt, men lige den dag havde en af hundene fået for meget fart på og kunne ikke undvige, så den snittede mit ben - og der lå jeg!
Det var først, da jeg kom tilbage, at jeg kunne se, at det begyndte at hæve, og det var også noget ømt.


Men med ispose, læsestof, kaffe og masser af omsorg, så blev det nu en fin lørdag alligevel.


Det var lidt mere udfordrende at komme i kirke i går. De normale sko var pludselig alt for små - så det blev sølvstøvlerne, der kom på. Alternativet var gummistøvlerne :-)
Det blev en fin gudstjeneste, jeg undlod blot at kravle op på prædikestolen - trapper er lidt besværlige :-)

Nu går det den rigtige vej.
Til daglig fejler jeg jo ikke noget, så dette med ikke at kunne gå almindeligt - eller bare tanken om ikke at kunne gå lange ture igen, det var en skræmmende tanke. Så pludselig bliver man mindet om at værdsætte det, man bare tager for givet.

God mandag - stadig i et adstadigt tempo :-)
Jette

2 kommentarer:

  1. Æv, hvor uheldigt sådan at forstuve foden. Ja, når man pludseligt mister en del af sin førlighed (oftest heldigvis midlertidigt), bliver man mindet om, hvad man bør sætte pris på. Håber, du snart er på fode igen :)

    Dejligt indlæg om vågekonerne, i øvrigt. Det er et vigtigt og beundringsværdigt arbejde, de gør. <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Christina. Tak for din hilsen. Og jo - det går klart den rigtige vej, men hævelsen og ømheden er der lidt endnu.
      Håber alt det bedste for dig og din familie, kan godt forstå at noget energi og initiativ forsvinder, når livet pludselig udfordres, som det gør hos jer.
      kh Jette

      Slet