Annonce

fredag den 9. marts 2018

Små grønne pirogger

Konfirmanderne lavede for noget tid siden nogle flotte ikoner. Og i næste uge holder vi fernisering og afslører deres små mesterværker. Vi - eller nok mest jeg - har planlagt  at der skal serveres små snacks og drikkes bobler af fine glas. Opgaven med at lave snacks er delt det ud, så konfirmanderne laver nogle - og jeg forsøger mig med disse. Og nogle dadler i svøb :-)
Småt tager tid, men det ser altid festligt ud. Så det er umagen værd.


Små pirogger (12 - 14 stk.)

1 dl. vand
1½ spsk. olie
½ tsk. groft salt
50 gr. pizzamel
50 gr. grahamsmel
ca. 100 gr. hvedemel

Røres sammen og æltes til en lækker dej, hæver et par timer.

Fyld:
1 spsk. revet parmesan
2 kogte kartofler
1 tsk. tørret persille - eller 1 spsk. frisk hakket persille
½ tsk. tørret basilikum
1 spsk. olie
lidt citronsaft
lidt chiliflager
1 fed presset hvidløg
salt og peber

Kartoflerne moses og blandes med de øvrige ingredienser og smages til.

Ælt dejen igennem og rul den tyndt ud og udstik små cirkler, ca. 7 cm i diameter. Læg 1 tsk. fyld på og fold dejen over, så du får en halvmåne. Tryk rundt i kanten med en gaffel.
Bages ved 200 grader ca. 12 minutter til de er pænt lyse brune. Køler lidt af, og smager dejligt nybagte. Kan evt. lunes.


I aften kan Ole og jeg så nyde både dadlerne og de små grønne pirogger - det bliver ikke dårligt.

God weekend.
Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar