Annonce

onsdag den 18. april 2018

En kage med rødbede

Jeg har det lidt ambivalent med rødbede :-) Men blev alligevel lidt nysgerrig, da jeg sad og læse i Maja Vases fine bog. Her var en rødbedekage fint pyntet og omtalt i meget høje toner. Så det måtte næsten forsøges.
Jeg har tilpasset opskriften til mit køkken, gjort den lidt mere budgetvenlig - men den er nu blevet rigtig god alligevel.


Kage med rødbede

3 silkehønseæg (2 almindelige æg)
100 gr. farin
100 gr. sukker
75 gr. olie
15 gr. kakao
125 gr. fintrevet rødbede
50 gr. mandelmel
75 gr. hvedemel
et nip salt
50 gr. mørk chokolade, grofthakket

Pisk æg, farin og sukker lyst. Kom kakao i og pisk det godt med. Kom olie i og pisk det grundigt. De øvrige ingredienser vendes i - pres lidt af saften af rødbederne inden de kommes i. Vend det hele godt sammen. Dejen kommes i en springform (21 cm. i diameter) med bagepapir i bunden, og bager ca. 45 minutter ved 175 grader. Mærk med en tandstik om kagen er bagt, der må ikke være dej på pinden, når den trækkes op. Afkøl kagen i formen.

Flødeostecreme

200 gr. flødeost
50 gr. flormelis
½ tsk. vaniljesukker eller korn af 1/4 vaniljestang
1 spsk. citronsaft

Det hele røres godt sammen og fordeles på den afkølede kage.


Pynt med friske bær og evt. hindbærstøv


Endnu en gang var det mit menighedsråd, der var testsmagere :-) Og alle fordomme om rødbeder bliver virkelig fejet til side her - det er en super lækker kage!

God onsdag.
Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar