Annonce

tirsdag den 8. maj 2018

Så kan jeg også lave dressing

Det her indlæg falder jo helt uden for noget som helst. Men jeg vil bare gerne gemme opskriften og instruktionen, derfor får den sit eget indlæg.

Inspireret af kurset i lørdags, hvor Mette Løvbom viste, hvor enkelt hun på sekunder fremtryllede den lækreste dressing - det blev skrevet bag øre :-)

Jeg har lavet utallige olie-eddike dressinger i mit liv. Men jeg tror ikke, jeg har fået nogen til at smage og få den konsistens som hendes havde. Det udfordrede - og blev forsøgt. Og gik godt. Så her er opskriften:


Dressing til flere dage

½ spsk. sennep
½ tsk. salt
friskkværnet peber
½ tsk. honning
2 spsk. hvid balsamikoeddike, æblecider eller andet syrligt
6 spsk. olie

Alle ingredienser kommes i en høj beholder, stavblenderen sættes ned og kører et par gange op og ned - og vupti - så har du en super lækker dressing! Cremet og blød.
Dressingen sættes i køleskab og holder sig fint flere uger. Og den skiller ikke, men er bare klar til at tage af og vende i en salat. Den kan varieres med forskelligt sødemiddel, olie og sennep - så det her er en grunddressing.

Jeg brugte 2-3 spsk. i min asparges salat forleden. Det smagte virkelig godt.


Og så skinner solen stadig - det er virkelig skønne dage netop nu.

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar