Annonce

fredag den 13. juli 2018

Brød til budgetråd :-)

Menighedsrådet er nu næsten gået på ferie - men der manglede lige at blive set på budgetudkast for 2019. Derfor var der møde i formiddags. Med nybagt brød og masser af kaffe.
Og hvor spændende tal end kan være, så er det godt med noget andet også :-) Brødet er kendetegnet ved, at der er en del fedtstof i, og her også et par æg fra mine søde høns.


Briochebrød

ca. 300 gr. mel
50 gr. grahamsmel
75 gr. smør/margarine
1 tsk. groft salt
2 spsk. sukker
20 gr. gær
1½ dl. mælk
2 æg fra søde høns

Kom grahamsmel og 250 gr. hvedemel i et dejtrug, sammen med sukker og salt. Smuldr smør/margarine deri. Rør gæren ud i mælken og tilsæt æggene. Lav en fordybning i melblandingen og hæld gærblandingen i og rør det hele sammen. Tilsæt det sidste mel efter behov. Ælt dejen igennem, inden den sættes til hævning ca. 1½ time.
Æltes igennem og deles i 5 dele, formes til boller og lægges tæt i en brødform. Klip et kryds i toppen og lad brødet efterhæve ca. ½ time. Varm ovnen op til 225 grader, skru ned og sæt brødet ind. Bag det ca. 30 minutter til det er gyldent og dufter dejligt :-)


Det er virkelig et lækkert brød - og gjorde lykke til et møde, der kun handlede om tal og tal og tal :-)

Nu nærmer weekenden sig - jeg håber, du nyder den.
Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar