Annonce

onsdag den 15. januar 2020

Kalender og kage

I dag har jeg et lidt anderledes møde - her på kontoret. Det er et personalemøde, hvor vi i fællesskab skal se, om vi kan blive dus med et nyt kalendersystem. En digital og fælles kalender.
Det lyde måske ikke af den helt store nye ting - men for mig er det faktisk. Jeg holder fast i min Mayland kalender og er super glad for den - papir og blyant, det fungerer :-)


Men der er også fordele ved at have en fælles kalender, når vi nu er flere personer, der arbejder samme sted. Indtil nu har vi brugt vores e-mail, og igen, det har fungeret vældig godt. Så spørgsmålet er hele tiden, om det nu er indsatsen værd, at begynde på en ny måde at føre kalender på - og dele oplysninger med hinanden på.


Jeg tror det og håber det. Så i dag gør vi et helhjertet forsøg på at blive dus med systemet :-) Og finder ud af, hvad skal der skrives i den digitale kalender, hvem der gør det - og ikke mindst, hvordan kommer man ind og skriver i kalenderen.
Jeg har deltaget i nogle webinarer - altså undervisning på nettet, så lidt har jeg fået fat i - så jeg er fortrøstningsfuld. Ved fælles hjælp skal vi nok komme godt i gang med en ny kalender 2020 :-)

Men intet møde uden kage! Jeg har bagt en brownie for et par dage siden, og i dag er der lavet scones. Efter Meyers opskrift - eller næsten i hvert fald :-) og i halv udgave. Og med lidt grahamsmel :-)


Små grahamsscones (ca. 8 stk)

275 gr. mel
90 gr. smør
40 gr. sukker
1½ tsk. bagepulver
½ tsk. groft salt
1 lille æg - silkehøneæg
1 dl. creme fraiche 5 %

Kom alle de tørre ingredienser i en foodprocessor eller smuldr det sammen i en skål. Det findeles til det ligner rasp. Tilsæt æg og creme fraiche og ælt det meget let sammen. Kom hele ud på køkkenbordet og rul det ud. Fold dejen i tre lag, rul og gentag processen.


Rul igen ud til ca. 1½ cm tykkelse og udstik små scones.


Sættes på en bageplade med bagepapir og bages 10 - 11 minutter ved 230 grader.
Køler af på en rist.


Og så er der lækre scones. Og det har ikke taget ret lang tid at lave dem :-) Fremgangsmåden med at rulle dejen ud og folde den, har jeg ikke prøvet før, men det var ret nemt og mon ikke det gør, at de små scones er lidt mere i fine lag ?

Nu er der i hvert fald klar til kalender, kage og scones - og Diva er også på plads :-)

God onsdag.
Jette




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar