Annonce

onsdag den 12. februar 2020

Lækkerier fra weekenden = Restemad

I weekenden var vi alle samlet for at spise frokost sammen, og jeg havde tænkt, at det skulle lige fotograferes. Det kom jeg så i tanke om, da jeg pakkede det sidste væk og satte det i køleskabet. Så derfor bliver det i stedet billeder af den lækre restemad. Som jo betyder, at jeg har mad til hele ugen her. Måske suppleret med lidt grønt, men stort set uden at skulle lave sådan rigtig mad - i hvert fald :-)


Frokosten bød forskellige grønne retter. Og på hjemmelavet grønkåls-pesto, hummus og flotte gule silkehønseæg. De sidste blev spist, og hummusen fik Trine med hjem :-)

Jeg havde lavet en god pastasalat og vendt pastaen i en hjemmelavet olie/eddike dressing - det blev ret lækkert. Og så blandet med grøntsager for årstiden - edamamebønner fra frost, det samme var ærterne. Rødløg og soltørret tomat - de sidste var fra Toscana. Det er hyggeligt at bruge ferieminder her midt om vinteren.


Min svigersøn er ret glad for foccacia brød, så det bages næsten altid, når han spiser med :-) Der blev lidt til overs, det er fint at riste godt på brødristeren, så smager det dejligt til suppen eller salaten.
Den flotte orange suppe er en hokkaidosuppe. Fyldt med grønsager og ingefær. Den er fyldig og mætter godt - men smagen er dens egen :-) Så ikke alle var lige begejstrede for den. Men når den serveres med ristede græskarkerner og friske æbletern, så synes jeg nu det går meget godt.

Det sidste restemad - spidskålssalaten og den indiske dahl - eller noget der ligner, var aftensmad forleden. Dahl har jeg efterhånden lavet så ofte, at jeg vist godt kan komme med min egen udgave her på bloggen. Den på billedet indeholdt også et suppemix af forskellige linser og bønner, som Ole havde købt i den emballagefri butik i Esbjerg - men bare aldrig fået brugt. Det blev de så her :-)


Spidskålssalaten er virkelig lækker. Der kan også bruges hvidkål, men spidskål er lidt mildere i smagen og lidt nemmere at tygge :-) Det blev blandet med fintsnittet frisk rosenkål, revet gulerod, appelsinstykker og lidt rosiner. Krydret med salt, peber, olie og lidt æbleeddike. En dejlig salat på denne tid af året.

Jeg fryder mig over det fyldte køleskab, for i en uge, hvor mange har vinterferie, så har jeg det ikke. Kalenderen er fyldt med samtaler og flere kirkelige handlinger - og så er det altså dejligt ikke lige at skulle tænke på frokost og aftensmad :-)

God onsdag - på endnu en våd, kold og blæsende en af slagsen.
Jette

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar