Annonce

onsdag den 4. marts 2020

En edamamebøf på menuen i sommerhus

Når solen skinner, er det virkelig bare skønt i disse dage. Lige nu er der høj himmel og smukt solskin uden for mit vindue - det kan kun gøre en glad.
I går bød muligheden sig for en halv dag i sommerhus, det er altid hyggeligt. Det var længe siden, jeg sidst har været der, så det var også lidt spændende at se, om blæsevejret havde sat sig spor. Heldigvis ikke meget - men taget - eller teltdugen er det vel nærmere - på brændelyet var blevet løftet ud af sin ophængning. Så det hang lidt slapt, men det kan rettes, når jeg engang for Ole med derned :-)


Vandet og luften var så fin i går. Ingen vind og bare roligt vand - og rent vand, al tangen var for en stund skyllet væk.
Og så har jeg hørt, at tørrede blomster er det helt store i indretningen netop nu. Det havde jeg ikke lige fanget - men på turen langs med vandet plukkede jeg noget fint tørret græs, af en slags.


Som faktisk så utrolig flot ud i de sidste solstråler, da det kom på plads på hylden i sommerhuset :-) Den lille påskelilje er efterkommer af løg jeg satte for et par år siden.

Min aftensmad var en burger. Det får jeg ikke så tit, men den her var nu ganske fin. Jeg synes, det er svært at finde en grøn bøf, som fungerer godt sammen med det brød, der jo uvægerligt også er i en burger. Men jeg var faldet over en opskrift med edamamebønner, så den blev afprøvet - ud fra det, jeg havde med i sommerhus :-)


Edamamebøffer (2 stk)

150 gr. frosne edamamebønner
½ løg
1 fed hvidløg
½-1 tsk. groft salt
1 lille æg
1-1½ spsk. mel
et par duske frisk persille
Peber

Kom de frosne bønner i en skål og overhæld dem med kogende vand. Lad dem stå og tø op en øjeblik inden vandet igen hældes fra. I en minihakker kommes bønner, løg i tern, hvidløg i tykke skiver, mel, æg, salt og peber og det hele køres sammen til en robust masse, der hænger godt sammen. Kom det hele i en skål og smag det til, måske skal konsistensen justeres med en anelse mere mel. Lad massen stå et kvarters tid.


Opvarm ovnen til 220 grader. På en plade med bagepapir fordeles massen i to portioner, som formes til flade bøffer. Bages ca. 20 - 25 minutter til de er fine lysebrune.


Rist en burgerbolle og lav din burger, som du bedst kan li den. Jeg smurte brødet med aioli (dog ikke hjemmelavet :-)), og fyldte ellers op med tomat, avocado og løg i skiver. Der kunne fint have været lidt salat - men det havde jeg ikke noget af.

Det var virkelig en god "bøf", meget let at lave og var ikke for tung. Og jeg blev fint mæt af min ene burger :-)

Må du have en dejlig solskinsrig onsdag.
Jette

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar