Annonce

tirsdag den 28. april 2020

Nu kommer der træer i skoven

Endelig :-) Det er længe siden, at menighedsrådet første gang talte om muligheden for at lade præstegårdsjorden omlægge til skov i stedet for at forpagte den ud. Der blev holdt møder i skovudvalget, der blev talt med skovfolk, og vi kom med i TV2 store "Danmark planter træer" show og fik andel i de indsamlede penge.
Vi fik plantet de første træer ved et super event sidste efterår, hvor skole og lokal befolkningen var til stede og plantede træer og satte navneskilte ved deres træ. Det var de første 1500 træer, der blev plantet dengang.


Og nu er tiden, jorden og træerne klar til, at de sidste træer kan blive plantet. Så meget tidligt i morges mødte tre gæve skov-plante-folk fra Naturplant op på præstemarken og begyndte at plante. Det er imponerende at se på, og dejligt, at der endelig sker noget.


Der var kommet en trailer med de mange små træer. Jeg kan ikke huske hvor mange - men det er mange :-) Og forskellige slags lind, eg, avnbøg og rødel mm.


Selv om det er store maskiner, der kører, så er der også meget håndarbejde i det. Bag på den store traktor er plantemaskinen, hvor to personer sidder og sætter et træ i jorden, hver gang der er en biplyd. Og manden i førerhuset har ikke en gps at køre efter - det er fysiske pinde i jorden og så ellers hans gode øjne og evne til at køre lige.


I modsætning til da vi havde plante event, så er træerne her barrodstræer, det vil sige at der ikke er en jordklump omkring rødderne.


Plantemaskinen laver først et skær gennem jorden, så en rille, som træerne kan sættes i og endelig klemmer to hjul rillen til igen, så træerne sidder fast.


Hvor bliver det spændende at følge de små træer på deres videre færd. Det vil være perfekt med lidt mere regn de næste dage.

Og sådan kom der træer i Kauslunde kirkes Folkeskov.

God tirsdag
Jette

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar