Annonce

tirsdag den 5. maj 2020

Det var en morgen som ingen anden

Det er 5. maj - og en helt særlig dag. Der flages over hele landet, for at mindes og for at fejre 75 års dagen for befrielsen. Jeg så den fine udsendelse i tv i aftes og inden da, genså jeg afsnittet fra Matador om netop tiden omkring befrielsen.
Og de fortællinger vi hører og læser fortæller det samme - det var en helt særlig tid. Og denne morgen var en morgen som ingen anden.


Mads Nielsen, en apoteker fra Kolding, skrev i 1945 den flotte sang - En lærke letted, og tusind fulgte - som er fyldt med de fineste billeder og poetiske udtryk.

"Det var en morgen som tusind andre
og ingen morgen i tusind år,
og Danmark vågned med klare øjne
til glædestimer og frimandskår,
og landet lyste fra sund til klit,
for det var forår og Danmark frit."


Det er forår, det er glæde og det lyser op. Bøgehækken er godt på vej, det samme er de gamle træer bag hækken. Gad vide om de har oplevet krigens afslutning ? Næppe, men der er sikkert andre træer i præstegårdshaven, som har en historie, der går så langt tilbage.


I aftes var der lys i vinduerne her - og i mange andre huse på vejen. Opfordringen til at sætte lys i vinduerne var blevet hørt.


I kirken var lyset tændt - også en måde at minde om befrielsen på. Der kom lys i mørket. Og at vågne denne smukke maj morgen er også at vågne op til Dannebrog i mange haver.

"For det var forår og Danmark frit"

Det er en festlig dag i dag.
Jette



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar