Annonce

tirsdag den 30. juni 2020

Hvid chokoladekage med lakridsganache og frisk frugt

I haven er der lidt jordbærplanter, som mest fungerer som bunddække, men de giver nu også lidt jordbær, og de er meget velkomne :-)
Så nogle af dem kom på toppen af denne lækre kage. Inspirationen til kagen er fra en brochure, jeg fandt i en dagligvarebutik. Jeg har tilrettet den mit køkken :-)


Hvid chokoladekage med lakridsganache og frisk frugt (6 pers)

2 små æg
75 gr. smeltet smør
85 gr. mel
½ tsk. bagepulver
85 gr. sukker
35 gr. farin
1 tsk. vaniljesukker
40 gr. mandelmel
20 gr. hakkede mandler
50 gr. grofthakket hvid chokolade
lidt revet appelsinskal

Bland mel, mandelmel, bagepulver, mandler og chokolade. Kom sukker, farin og vaniljesukker i en skål sammen med det smeltede smør og pisk det godt sammen. Tilsæt æg og pisk grundigt. Tilsæt alle de tørre ingredienser og lidt revet appelsinskal og vend det hele godt sammen. Kommes i en lille form (ca. 10 x 20 cm) foret med bagepapir og bag kagen ved 175 grader ca. 25 minutter. Køler af i formen.

Lakridsganache

30 gr. hvid chokolade
1 dl. piskefløde
1 tsk. lakridspulver

Varm fløden op til kogepunktet og hæld den over den hakkede chokolade, rør til chokoladen er smeltet. Tilsæt lakridspulver og rør det rundt. Læg film over flødeblandingen og lad den køle af i køleskab til næste dag.
Pisk fløden til blødt skum og fordel det på kagen.


Pyntes med frisk frugt. Her er det jordbær fra haven og indkøbte blåbær :-)
Kagen er ret let at lave, og smager skønt og vil tage sig godt ud på et hvert kaffebord.

Frisk frugt gør noget ved enhver kage :-) men forkorter naturligvis også holdbarheden - men nylavet og i et solstrejf, så ser det altså lækkert ud.


Mit personale og jeg havde møde her til morgen - og sluttede af med et stykke af kagen. Det smagte godt - og især på en blæsende og overskyet sommerdag.

God tirsdag.
Jette



mandag den 29. juni 2020

Cykeltur på Østersøruten

I sidste uge var jeg på cykeltur. Det samme var Ole. Vi havde besluttet at cykle i sommerhus - men skulle også have hunde og hækklipper med, så det var nødvendigt med bil og tralier. Og afstanden er også lidt for lang til en dagstur, så vi delte distancen. Ole cyklede første etape, fra præstegården til Assens, og jeg cyklede så fra Assens til Kærnehuset. En cirka lige for deling.


Det er godt at cykle i Danmark, der er utallige cykelruter og cykelstier og masser af små snoede veje, hvor der ikke er megen trafik. Jeg skulle følge Østersøruten, den er markeret med fine skilte og ruten er en af i alt 11 nationale ruter.
Den gode skiltning gør, at telefon, gps og kort kan blive i tasken og man kan nyde turen i stedet. Det fungerer for det meste, jeg missede skiltet en enkelt gang og kom lidt på afveje :-) Men fik vendt cyklen og ramte sporet igen.


Den største udfordring på turen var vinden, varmen og bakkerne :-) Og så kan man jo spørge, om der så er andet tilbage. Og ja, det er der. Fyn er smuk på denne tid af året, og tempoet blev sat efter min formåen, og var stigningen lige lovlig lang - ja så trak jeg :-)


Når turen går på cykel, så er der rig tid til at se både naturen og mindemærker og lytte til fugles sang og meget andet. Jeg kørte blandt andet forbi denne mindesten for faldne engelske soldater. Rundt om stenen var der en bred og helt nyklippet bøgehæk - der var helt sikkert nogen, der passede på det sted.

Jeg nåede til sommerhuset - godt varm og brugt - men det var en god fortræning, inden sommerferien for alvor kommer. Her skal vi cykle i det nordjyske omkring Rebild bakker. Det glæder jeg mig til, selv om det også nok bliver hårdt og bakket :-)


Naturen blomstrer så fint lige nu - så til sidst et billede af ærteblomster plukket ved sommerhuset. Eller rettere, de faldt, da Ole klippede hækken :-) Men så blev de til en fin buket i en vase, der er købt på den blå avis for længe siden.

God mandag.
Jette 

onsdag den 24. juni 2020

Sankt Hans dag

Det er midsommer i Danmark - hvilken skøn tid. Og så er vi allerede halvvejs, når vi taler jordens runde om solen. Dagene begynder igen at aftage, helt underligt, for vi er jo først lige begyndt på sommeren :-)


I aftes var en smuk Sankt Hans aften. Jeg var sammen med nogle venner, og de havde lavet et fint lille bål og harvet rundt om, så ilden ikke kunne brede sig. Bålet blev tændt forholdsvis tidligt, derfor den smukke blå himmel.


Jeg har ikke været sammen med den familie før til Sankt Hans, men de lavede altid snobrød. Og det er virkelig en hyggelig ting at gøre sammen. Små og store kan være med. Mit blev da meget godt :-)

Jeg fik til min fødselsdag et bålfad, det skal vist i gang her hen over sommeren, og så kan der hygges med snobrød.

Vi fik ikke sunget i går - men derfor genlyder nogle af ordene fra midsommervisen alligevel i mit hovede. Også selv om billederne er fra en anden tid, så rammer sangen nu meget godt sommerens stemning.

Vi elsker vort land,
men ved midsommer mest,
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest,
og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder;
når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler ... (Holger Drachmann, 1885)

Jeg sidder her på kanten af en forlægnet friweekend - det er bare helt perfekt med dette vejr :-) I morgen byder på en længere etape på min nye cykel - Ole og jeg deler distancen ned i sommerhuset og vil nyde en dag der. Og måske bade ... Nu ser vi.

God midsommer.
Jette

tirsdag den 23. juni 2020

Brownie og boller med ganacherest

I weekenden lavede jeg jo bryllupskager - og det er altid svært helt præcist at ramme mængden, der skal bruges af det ene og det andet - så der blev lidt chokoladeganache til overs. Og hvad bruger man lige det til?
Ganache er chokolade og piskefløde blandet sammen - så i sig selv er det jo en lækker ting. Men alt med måde :-) Så det sidste er blevet omdannet til en dejlig brownie og nogle velduftende chokoladeboller.


Brownie med ganacherest

75 gr. ganache
20 gr. chokolade
15 gr. smør
2 små æg
50 gr. sukker
35 gr. farin
1 spsk. kakao
60 gr. mel
20 gr. hakkede valnødder

I en gryde smeltes ganache, chokolade og smør, og køler lidt af. Imens piskes æg, sukker og farin til en skøn æggesnaps. Tilsæt chokoladeblandingen og pisk godt. Vend til sidst de øvrige ingredienser i og rør godt rundt. Dejen kommes i en lille form - jeg brugte et tærtefad beklædt med bagepapir (ca. 18 cm i diameter)
Bages ved 175 grader ca 20 minutter og køler af i formen.


Smagen og konsistensen minder meget om en helt almindelig brownie - så denne lidt alternative udgave skal nok få ben at gå på :-)


Chokoladebollerne er lavet som koldthævede boller og smager mildt af chokolade. Og som næsten alt andet nybagt - så smager de godt :-)

Og nu fik jeg brugt en rest ganache, som ellers bare stod i køleskabet. Alternativet var nok blevet, at hønsene fik det - men det var det ligesom for godt til :-)

God tirsdag.
Jette

mandag den 22. juni 2020

En dejlig sommersøndag

Det er midsommer i Danmark - og i år er det bare det skønneste sommervejr netop nu. I går var en rigitg dejlig sommersøndag - og det var også tydeligt, at der var mange, der var ude at nyde det gode vejr. Solen der varmede - tilpas. Badevandet, der havde en okay temperatur. Og naturen, der står i sin fineste pragt.


Ved gudstjenesten i går begyndte vi med denne skønne salme:

Alt, hvad som fuglevinger fik,
alt, hvad som efter fugleskik
med sanglyd drager ånde,
lovsynge Gud, for han er god,
han i sin nåde råder bod
på støvets ve og vånde. (Den danske Salmebog 10,1)

Sommeren er virkelig med til at løfte ens sind, glæden og lovsangen kommer let til en.
Jeg tilbragte dagen sammen med Ole - efter kirketid gik turen til sommerhuset, hvor der hurtigt skulle gøres klar til næste hold gæster.

Udlejningen af sommerhuset går i den grad strygende i år - langt de fleste gæster er fra Danmark. Det er lidt hyggeligt at kunne vise dejlige Sydfyn frem på denne måde.


Faaborg ligger ca. 8 km fra sommerhuset, og den by er noget så hyggelig om sommeren.  Da jeg i fordumstid havde båd, sejlede vi ofte til netop Faaborg og klokketårnet her var som et fyrtårn. Det kan ses på lang afstand - også når man kommer fra vandsiden. Og se lige himlen - sådan var den i går :-)


Alting vokser også i sommerhusets have - selv om der er meget sand. Lutherroserne, som jeg købte i forbindelse med lutherjubilæet i 2017 står så fint. Deres blomst er usædvanlig fin med det hvide mønster i den næsten pink blomst.


Kartoflerne  trives også :-) Jeg tror, de havde det lidt koldt i begyndelsen, men nu er de kommet godt med, så jeg venter med spænding på, at de første nye kartofler kan lirkes op af tangen.


Også højbedet med sommerblomster er vokset godt. Der er helt sikkert ukrudt imellem mere "rigtige" blomster, men pyt, det går nok. Jeg synes især disse lyserøde små blomster er elegante.

Efter at sommerhuset var gjort klar, var vi både ved stranden og fik soppet lidt i vandet, inden vi igen tog på cafe :-) Jeg nyder virkelig at kunne gøre det. Jeg havde ikke tænkt så meget over det tidligere, men det er rart lige at kunne standse op og sidde og nyde en kop kaffe, alt imens verden passerer forbi en.

God mandag.
Jette

lørdag den 20. juni 2020

Bryllupskager

Ja, det er kager til et bryllup - men man kan faktisk ikke se det umiddelbart :-)


Så de to lækre kager kunne sagtens serveres til en anden anledning, hvis det skulle være. Men det er til en ung kvinde og hendes kæreste, som i dag vies i Odense. Jeg håber på alt det bedste for dagen og deres liv sammen. Jeg har tidligere lavet en Maltesers kage til bruden, da hun blev student, så der er lidt sammenhæng her.
Den anden kage er tænkt at skulle ligne, men maltesers indeholder hvedemel, og derfor kan de ikke bruges på en glutenfri kage. Derfor er den blevet pyntet med små fine chokoladekugler, som jeg fandt hos den lokale chokoladebutik i Middelfart.


Transporten af de to kager var næste udfordring - men heldigvis havde familien to store flamingokasser, som fint kunne rumme kagerne, så de blev sikkert transporteret til feststedet. Fadene er fra de lokale genbrugsbutikker. Jeg gav 20 kr. for hvert af de to fade, og de er bare ret fine.
Den glutenfri kage har denne bund - den er skrøbelig og gik i stykker undervejs - men mousse og ganache redder det hele :-)


Kanten rundt er kun smurt op med ganache, her gælder det om, at få det så glat som muligt - jeg synes det lykkedes nogenlunde :-)

God weekend
Jette




Og så er jeg lidt vild med de smukke chokoladekugler, der changerer i farven.

torsdag den 18. juni 2020

Glutenfri lagkagebund

Jeg er i gang med at gøre klar til de kager, som jeg har lovet at lave til et bryllup på lørdag. Der er blevet bagt en en almindelig lys bund, og så er der blevet bagt denne glutenfri bund.
Det ser ikke ud af meget, når man sådan kigger på en lagkagebund :-) Det sjove kommer, når der kommer fyld og pynt indeni og udenpå. Og det er der ikke kommet endnu, men der skal nok komme et billede, når jeg kommer dertil :-)


Glutenfri lagkagebund 

4 silkehønseæg eller 3 almindelige æg
125 gr. sukker
50 gr. mandelmel
75 gr. havregryn
1 lille tsk. bagepulver

Blend havregryn til groft mel. Pisk æg og sukker sammen til en lækker luftig æggesnaps. Bland mel, havregryn og bagepulver sammen inden det vendes i æggemassen. Fordel det hele godt sammen. Dejen kommes i en springform med bagepapir i bunden (21 cm i diameter) og bager ved 190 grader ca 20 minutter. Køler af i formen, inden den forsigtigt tages ud.
Deles til to bunde.


Det er en meget skrøbelig bund - og det lykkes mig ikke at få den af formen uden at gå i stykker. Men heldigvis, så skal den jo bruges i en lagkage, hvor den bindes sammen af bærmousse og ganache på sider og top, så alle revner og brud de bliver elegant gemt af vejen :-)
Det er udfordringen ved det glutenfri bagværk - især når man som jeg, helst vil bruge ingredienser, jeg har i forvejen i mit køkkenskab. Til gengæld er jeg sikker på, at smagen er i orden :-)


Og til at lyse lidt op på dette blege indlæg - lige buketten fra denne uge til projektbuket2020 Præstegårdens gamle roser med stride torne og en enkelt klematis.

God torsdag.
Jette

onsdag den 17. juni 2020

En blomst på en kjole

Jeg købte for 1½ år siden en dejlig kjole, som jeg virkelig er glad for. Og har brugt en del. Den er af bomuld, som er certificeret, altså bæredygtigt produceret - med hånd om vandforbrug, dyrkning af bomulden og ordentlige forhold for alle dem, der har arbejdet med stoffet. GOTS hedder certificeringen, og bogstaverne dækker over: Global økologisk tekstil standard.

Jeg havde kjolen på juleaften - og du kan se billedet her.


Men der var kommet et lille hul på kjolen - ikke ret stort, men nok til at jeg så det, hver gang jeg fandt kjolen frem. Så nu ville jeg ændre på det. Google hjalp med en opskrift på en fin hæklet blomst, og i gemmerne havde jeg noget lækkert bambus/bomuldsgarn og så gik jeg i gang. Det var faktisk et super hyggeligt arbejde - og meget overskueligt :-)


Til sidst blev blomsten syet på kjolen - og jeg synes faktisk at det pyntede. Kjolen er meget enkel i sig selv - det er Grobunds stil. Men når nu uheldet var ude, og skaden skulle minimeres - så er jeg blevet ret godt tilfreds med mit resultat.

Og det er jo lige i tidens ånd - med at forbruge mindre og reparere det, man kan, så det får et lidt længere liv.
Nåh nej - det var vist ikke budskabet de sidste dage fra regeringen - om at vi skulle bruge vore feriepenge for at skabe vækst. Jeg tror ikke overforbrug er vejen frem - men at støtte danske virksomheder, små forretninger, lokale producenter - det tror jeg mere på. At lade ens penge arbejde her i landet - i stedet for at købe dimser og unyttigt tingeltangel fra fjerne lande - det er en bedre ide.


Nu har min kjole - købt hos et lille dansk firma, der har bæredygtighed i højsædet - nu er den klar til en ny sæson :-)

God onsdag.
Jette

tirsdag den 16. juni 2020

Begyndelsen på festlige kager

Det kan godt mærkes, at samfundet er ved at lukke op igen. Og dejligt - selv om der jo stadig skal tages rigtig mange forholdsregler. Men det er nu rart igen at kunne mødes, se hinanden og tale sammen i samme rum. Kirkens personale mødes lidt oftere i denne tid end vi plejer - alene fordi det er rart igen at kunne gøre det :-)

Bryllupperne i mine kirker er indtil videre udsat til efter sommerferien - og mange til næste år. Men en af mine bekendte skal giftes på lørdag. Og her har hendes mor spurgt, om jeg vil bage to maltesers kager. Og selvfølgelig vil jeg det :-) Det er da en dejlig anledning til at skulle bage igen.

Jeg har så valgt, at den ene skal være glutenfri - og maltesers indeholder gluten, så her er udfordringen at finde noget andet - som minder lidt om - til pynt.


Jeg er begyndt på at tænke :-) Og fik i går lavet bærpuré - af bær fra fryseren. Det er altså guld værd med en fryser. Jordbær, ribs og brombær - det giver til sammen masser af farve og en god smag. Brombær er fra hegn rundt om præstegården, og ribs er graverens have :-) Jeg glæder mig, hver gang jeg kan bruge noget, der kommer fra det helt nære - enten fra min egen have, eller fra naboers eller venners have.


Kagerne skal til Odense - og så er udfordringen jo at få dem flyttet dertil, og hvad skal de stå på? En rigtig bager vil jo have kasser og fine papstykker at sætte kagerne på - det har jeg ikke. Så jeg var en tur i genbrug - og fandt dette fine stålfad - til 20 kr. Det kan bruges igen, hvis bruden har lyst til det, eller afleveres tilbage til mig. Jeg har det så fint med, at det kan genbruges, og at der ikke er blevet fremstillet noget nyt for kun at skulle bruges en gang.

I de kommende dage vil jeg bage bundene, og samle kagerne fredag og så først pynte dem lørdag. Og så har min kære mand lovet at være budbringer - så jeg imens kan holde dåb for en lille ny verdensborger her i sognet :-)
Men der skal nok komme et billede af kagerne, når de bliver helt færdige :-)

God tirsdag.
Jette



mandag den 15. juni 2020

Morgenlykke mandag morgen

Vejrudsigten lover sommer hele ugen :-) Virkelig dejligt. Og at begynde ugen ude på terrassen med blå himmel og fuglesang i ørene, det er en god start :-)


Så efter at have nydt min kaffe, var jeg en tur rundt og så, hvad der lige var af smukke blomster. Og det kan godt ses, at vi har haft både vand og varme i nogenlunde tilpas mængde.


Min gamle rose, som jeg ofte viser frem. Men den er også helt særlig :-)


Og så har jeg længe gået og ventet på min pæon - og i dag var den første endelig sprunget ud. Den er så fascinerende - fra at være en helt rund og solid bold til at blive en elegant blomst med utallige blade.


Præstegårdshaven har også en gammel klematis. Det er aldrig rigtig lykkedes mig at få den til at kravle op af væggen, den falder oftest bare ned igen. Også i år. Men det forhindrer den ikke i at have smukke lilla blomster.


Farvenuancerne er vist fra den samme skala, kan jeg godt se :-) Til sidst er her et par purløgshoveder. der skjuler lidt af katten. Bella syntes, det var lidt interessant, hvad der foregik i jordhøjde, så hun måtte lige kigge med :-)

Det er bare om at nyde dagen, vejret og naturen lige nu. Jeg vil slutte med et citat af Søren Kierkegaard, som jeg læste i går. Det handler om at gå - det har jeg nu ikke gjort så meget i dag, men det er godt at have med i baghovedet :-)

"Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den. Når man således bliver ved med at gå, så går det nok."

God tur udenfor - og god mandag.
Jette

fredag den 12. juni 2020

Hyldeblomst fortsættelse :-)

Først på ugen plukkede jeg hyldeblomstskærme og gjorde dem klar til hyldeblomstsaft. Nu har de trukket, og i dag blev det hele siet fra og saften målt op.
Normalt så vil man ikke gøre mere ved saften - blot sætte den i køleskab, og så er den klar til brug.


Men jeg ville gerne have en sirup, så jeg forsøgte at koge saften ind. Den blev reduceret med 1/3 - cirka - men den er nu ikke blevet særlig meget tykkere i konsistens. Smagen er til gengæld intensiveret. Men det er også ok - jeg er sikker på, at jeg får stor glæde af saften, når jeg igen skal lave en kage med hyldeblomst saft. Jeg lavede denne til pinse, og den smagte virkelig dejligt.


Noget andet jeg plukkede først på ugen var en pæon i knop. Jeg tog den ind i håb om at den ville springe ud, men var ikke sikker på at det kunne lykkes. Men se nu - den er begyndt at åbne sig så fint. Jeg synes virkelig, det er en fascinerende blomst - jeg har kun en enkelt plante - det er vist noget af det, jeg på sigt skal have flere af :-)

Nu nærmer weekenden sig - det bliver dejligt - håber på lidt sol og sommer igen.
Med ønsket om en dejlig weekend til dig.

Jette

torsdag den 11. juni 2020

Omslag

Hvilken forskel i vejret hen over natten. Jeg gik i seng, hvor vejret var mildt og lunt - og vågnede til blæst og regn og noget, der mest af alt mindede om efterår.


Men som jeg har skrevet tidligere, så giver vejret os altid noget at snakke om :-) Kontrasten bliver endnu større, når jeg kigger på billedet fra i går - af ugens buket. Den er fotograferet i sollys og dejlig varme, en fin dag på terrassen.


Og ordene fra en af vore sommersange dukker næsten af sig selv op i ens hovede:

"Du danske sommer, jeg elsker dig,
skønt du så ofte har sveget mig.
Snart kolde farver i sky og vand,
snart nøgne piger ved hver en strand!
Mer, mer, mer
jeg dog dig elsker, hver gang du ler."

Det er de kolde og mørke farver, der er fremme i dag - i går var lyset mildt og blødt.

Den lille buket er til projektbuket2020 - hvor der hver uge plukkes en buket fra havens og naturens skatkammer. Jeg synes, det er en sjov udfordring at deltage i - og den giver anledning til at se lidt nærmere på, hvordan blomsterne udvikler sig og blomstrer på forsekellige tidspunkter. Den første buket jeg havde med, var i uge 18
Lidt typisk for mig, så er det ofte småt og enkelt - det holder jeg meget af. Men en sådan buket kan næsten forsvinde i en stor præstegård - her havde det været bedre, hvis det var store og overdådige buketter jeg sværgede til :-)

Den lille fine stage er en gave fra min kirkesanger, jeg har haft den i mange år. Den er lidt speciel, og der er virkelig kun plads til et par stilke i toppen af glasblomsten.

På en kølig sommerdag
Jette

onsdag den 10. juni 2020

Fuldkorns shortbread

Jeg har de sidste mange gange bagt nødde grissini - så mange, at resten af familien vist ikke er helt så begejstret for dem, som jeg er :-)


Så nu skulle der prøves noget andet. Og det blev shortbread - disse klassiske skotske småkager - sprøde og fine. Jeg har bagt dem en enkelt gang før, og blev dengang overrasket over, hvor godt de smagte. Nu er det forsøgt igen - men med lidt grahamsmel i. Det giver både lidt bid og gør dem lidt grovere. Nogen vil synes, at det kan man ikke - en småkage med groft mel - det er helt forkert. Måske. Men jeg kan nu godt li', at der er lidt at tygge på, mens man nyder en dejlig kage. Så derfor :-)


Shortbread med grahamsmel (15 stk)

35 gr. flormelis
75 gr. smør
et nip salt
½ tsk. vaniljesukker
25 gr. grahamsmel
85 gr. hvedemel

Kom smør, flormelis, salt og vaniljesukker i en skål og pisk det sammen. Tilsæt de to slags mel og ælt det ind i dejen. Du ender op med en lækker blød dej, som lægges på køl en times tid.
Rul dejen ud til ½ cm tykkelse og udstik små kager - eller skær dejen i firkanter, hvis det skal gå lidt hurtigere. Sæt kagerne på en plade med bagepapir og prik dem lidt med en gaffel, inden de bages ved 180 grader ca. 10 minutter. De skal være lyse :-) Lad dem afkøle på pladen, og kom den senere i en kagedåse.


Jeg ved ikke om skotterne synes, at dette er et klassisk shortbread  - men pyt, jeg synes de smager dejligt. Og de er altså lette at lave - og som en sommersmåkage er den helt perfekt. Og igen, det er helt forkert i forhold til oprindelsen - her er det en traditionel julesmåkage :-) Så med et halvt år til jul, så må det siges at være ude at trit med traditionen.

Men jeg synes, du roligt kan bage en portion - uanset tidspunkt på året.

God sommerdag.
Jette

tirsdag den 9. juni 2020

Tid til hyldeblomster

Jeg havde egentlig besluttet, at i år ville jeg ikke lave hyldeblomst saft :-) Men et blik på hyldetræerne og de fine skærme med hvide blomster fik mig på andre tanker. Også inspireret af den hyldeblomst sirup, som jeg fik af min datter Trine, den har jeg haft meget glæde af. Så jeg tænker, at der skal forsøges at lave noget sirup ud af noget af saften.


Nu er jeg i gang. Tidligt i morges plukkede jeg fine og friske skærme, der er blevet rystet godt for små dyr og så ikke mere ned det - inden de kom i en skål sammen med de øvrige ingredienser. Skærmene skal ryste godt - der gemmer sig meget i de tætte blomster :-) Opskriften er den samme som tidligere.


Nu står det hele til afkøling, inden det sættes i køleskab og står et par dage. Jeg rører lidt undervejs, og når tid er, så sigtes blomster og citroner fra og kun saften er tilbage. Smagen af sommer :-)

Det er lidt fascinerende dette at kunne gå ud i naturen og plukke noget, og så få det brugt i køkkenet siden hen. Det er vel sådan lidt urmenneskeligt - og i hvert fald helt i takt med tiden, om at genfinde naturen.
Den står også i sit fineste skrud netop nu, så det er kun til at blive glad af, når man bevæger sig udenfor.

"Nu blomstertiden kommer
med lyst og ynde stor,
sig nærmer bliden sommer,
da græs og urter gror;
nu varmer sol i lide,
og hvad der lå som dødt,
med hver den dag, mon skride,
står op som atter født." (Den danske salmebog 722)

God sommerdag.
Jette




mandag den 8. juni 2020

Så er transportmidlet på plads

I år bliver der jo holdt masser af sommerferier her i Danmark - også min. Det har nu hele tiden været meningen, men derfor kan jeg jo godt ligge mig i slipstrømmen af trenden :-)
Vi skal på cykelferie ligesom sidste år. Både Ole og jeg syntes, det var en god måde at opleve noget sammen på. At være aktiv og i langsomt tempo opleve landet, vi cyklede igennem. Og undervejs kunne stoppe op og se, hvad der nu lige var af seværdigheder i det område. Vi fik sidste år blandt andet besøgt både Tambours have og Blåvandshuk fyr


Jeg har en gammel cykel - helt hvor gammel fortaber sig i tågerne, men ca. 15 år, tror jeg. Så den har gjort det godt. Men nu var tiden kommet til at en ny skulle i garagen. Ole cykler meget mere end jeg, så det er ham, der har lavet researchen, og jeg har nikket ja til forslagene. I lørdags fandt vi så en super god Kildemoes cykel, som straks kom med hjem. Ja, hvor god den er, det ved jeg faktisk ikke helt endnu, det er kun blevet til få meter på den nye cykel, men senere i dag, skal den på sin første tur til Middelfart :-)
Cyklen er i øvrigt også opgraderet med hensyn til gear - nu har jeg syv gear i modsætning til den gamle cykel med tre gear.


Det er en sprit ny cykel - jeg har lige kortvarigt overvejet, om jeg burde have købt en cykel på Den blå Avis. Men nej, jeg havde lyst til en helt ny cykel, og synes det er i orden, når den gamle er så brugt, som den er. Nu vil jeg hver gang jeg tager den nye cykel ud af garagen glæde mig over at være godt kørende. Så er det kun op til mig, hvordan kondien skal være :-)

På en fin mandag.
Jette

fredag den 5. juni 2020

Solbrød - eller bare et lækkert madbrød

Nu er biblioteket igen åbnet, og jeg har allerede hentet flere bøger i udlånet. Nogle var bestilt før alt blev sat i stå, andre er fundet nu, hvor jeg igen gå langs de lange reoler og blive inspireret af forsider og fængende titler.

Sådan med bogen "Varm på brød og lun på boller" skrevet af Rikke Holm. Og i den bog så jeg et billede af et solbrød - og tænkte, at sådan et måtte jeg bage! Det var bare så fint tænkt og virkelig indbydende at se på. Brødet er tænkt som et madbrød eller til en buffet, hvor det bare vil tage sig godt ud.


Jeg halverede opskriften, så min sol blev bestemt noget mindre og ikke helt så sammenhængende som den i bogen - men pyt. Dette er min udgave, og jeg er tilfreds. Jeg havde ikke tid til at vente til dagslyset kom, for jeg ville gerne smage brødet, derfor er billederne tage i konfirmandstuens klare lys :-)

Solbrød

1½ dl. kold mælk
15 gr. gær
3/4 tsk. groft salt
1 tsk. sukker
3 spks. olie
50 gr. grahamsmel
ca. 200 gr hvedemel

Det er en helt almindelig gærdej - så rør gæren ud i væsken og tilsæt de øvrige ingredienser, men hold lidt igen med hvedemelet. Ælt til du har en dejlig dej og stil den til hævning på køkkenbordet et par timer.
Del dejen i 10 stykker - de 8 trilles til solstråler og lægges i en cirkel på en bageplade med bagepapir på. De sidste to stykker samles og trilles til en lang pølse og snoes til en snegl, som lægges i midten af brødet.
Efterhæver mens ovnen varmer op til  225 grader. Pynt brødet med forskellige frø og kerner (jeg brugte solsikkekerner, nigellafrø, hørfrø og hakkede mandler) - sneglen i midten er drysset med revet ost. Bages ca 15 minutter, men hold øje med det. Jeg lod brødet køle af på pladen inden det kom over på et serveringsfad.


Det er virkelig et lækkert brød, dekorativt og lige til at nappe en solstråle af. Den kan spises som den er eller deles og smøres med smør :-)

God weekend.
Jette


torsdag den 4. juni 2020

Strandvejr og regnvejr

Noget af det fascinerende ved at bo i Danmark er, at vejret er så varieret. Og at vi derfor altid har noget at tale om :-) 


I går var det strandvejr - jeg havde for første gang i år fødderne i vandet. Dejligt, det er virkelig noget af det skønne ved sommeren, at gå langs strandkanten med fødderne i vandet.


I dag er det regnvejr - stille regn, der ligger som perler på planterne.

Og selv om regnen er ventet og gør god gavn, så bliver det dejligt, når solen igen kommer frem og temperaturen stiger. Men alle planter strækker hals og nyder hver en dråbe, der falder på dem. Jeg vandede lidt i højbedene i går, men tænker, at nu tager naturen vist over. Og vand, det kan der godt bruges.


Da jeg kom ned i sommerhuset i går, var det på tide at få vandet. Så dejligt med en regnvandstønde fyldt med regnvand. Og det tog ikke lang tid, før stauderne rettede sig op. Efterhånden er det ene højbed ved at være fyldt ud med flerårige blomster og planter. Det er jeg ret glad for. Og gør, at der oftest kan plukkes en blomst eller to.


Der er også andre, som har travlt lige nu. En muldvarp. Jeg så den ikke, men jeg så dens enorme skud. Jeg deler gerne græs med den, og er vildt imponeret over, hvor meget jord det kan lykkes sådan et lille dyr at skubbe op. Tidligere har jeg brugt muldvarpejorden til at fylde i højbedene, men nu er de fyldt, så jeg ved ikke helt, hvor jeg gemmer al denne jord henne :-)

Tilbage på kontoret - venter mail, prædiken og møde.

God torsdag.
Jette