Annonce

mandag den 15. februar 2021

Så frøs sommerhuset

 Vinteren har bidt sig fast - og det er egentlig helt fint med mig. Men det giver også udfordringer.

Da jeg forlod sommerhuset for små 14 dage siden, lukkede jeg for vandet, og håbede, at det var det, der skulle til. Men frosten tog til - meget - så da Ole og jeg i går kiggede forbi for at se, hvordan det hele stod til, så var vandet frosset - et eller andet sted - regnvandstønden havde løftet sig, så der må være en ny revne et sted - og hele Helnæsbugten var ret frossen. Så det frøs om ørene på os.

Nu venter jeg på omslag i vejret.

Men tænker også, at når det fryser 15 grader om natten, så er det ikke spor unaturligt, at noget fryser til is. For sommerhusets vedkommende sker det sikkert i det stykke, hvor vandslangen ligger over jorden. Godt nok godt indpakket i et rør og isolering - men det er stadig frit tilgængeligt for vind og kulde. 

Nu håber jeg bare på, at det stille og roligt tør op, og det hele arbejder sammen, så der ikke sker nogen skade. Men jeg ved det jo ikke endnu. 

Så fortsættelse følger, når der kommer mildere vinde.

God mandag.

Jette


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar